Om Kina
Siden senest opdateret 14-01-2015
Bidrag selv til kort om Kina
Under rubrikken Kort om Kina bringer vi indlæg med indtryk, informationer meninger eller oplæg til debat om Kina. Send dit indlæg til mailadressen globaleseniorer@gmail.com. Dit indlæg vil så blive lagt på, med forbehold for evt. redaktionelle rettelser.
Er du til en hurtig kommentar til de indlæg du læser er det muligt at skrive direkte, nederst på denne side i rubrikken “Skriv et svar”. Din kommentar vil blive bragt direkte under det indlæg du kommenterer.
Kærlighed og systemkritik i nutidens Kina
af Henrik Døcker
En boganmeldelse, der tidligere har været bragt i FN-forbundets magasin GLOBAL 5/2014
Sami Sillinpää: Beijing love story – To aktivisters kamp for kærlighed og menneskerettigheder i Kina, 329 sider, Kristeligt Dagblads forlag.
Kinas massive økonomiske fremgang har en tendens til at skygge for de fortsatte indsatser, modige kinesiske borgere gør for menneskerettighederne. I dette land Det rådes der bod på i den finske journalist Sami Sillanpääs detaljerede og gribende beretning om Hu Jias og hans daværende kone Zeng Jinyans langvarige og utrættelige kamp for mere personlig frihed i Kina.
Sillanpää, der i dag er udlandsredaktør på Finlands største dagblad Helsingin Sanomat, var 2003-09 bladets korrespondent i Beijing. Han fik et nært forhold til det systemkritiske kinesiske par, men havde – som andre udenlandske journalister i Kina – vanskeligheder med at holde kontakt med de to modige kinesere. Man tør sige, at han har fået en enestående fortælling ud af det.
Den finske journalist har rekonstrueret hele parrets kærlighedshistorie fra første færd, vi får det hele med: Alt det personlige såvel som udviklingen af deres systemkritiske holdning til et styre, der søgte at lade glemslens slør sænke sig over de blodige begivenheder på Tianmen-pladsen i 1989. I de efterfølgende 15 år blev ikke én eneste politisk leder stillet til ansvar for nedskydningen af et ikke med sikkerhed fastslået antal ofre.
Egentlig begyndte parret Hu og Zeng med solidaritetsarbejde for forsømte aids-ramte og med et engagement i miljøbevægelser. De blev siden opmærksomme på talrige andre uretfærdighedetr, så som at over én mio. menensker blev jaget ud af deres hjem pga moderne byggeri til de olympiske lege i hovedstaden, at tortur var almindelig i de kinesiske fængsler, at der var censur og at politiet kunne foranledige, at folk blev sendt i lejre til ”omskoling” i op til fire år uden en domstols indblanding.
På forunderlig vis lykkedes det for parret at stable en tilværelse på benene, hvor den flydende engelsk talende Zeng blev forsørger og Hu fuldtidsaktivist – dvs. mestendels beskæftiget ved sin computer. Aflytning, chikane, komplet mandsopdækning af parrets lejlighed , husarrest førte til sidst til flere års fængsel for Hu, fordi han konstant på internettet påviste, hvordan myndigheerne krænkede forfatningen ved at knægte ytringsfriheden.
Hvad værre var, havde staten også held til at drive en kile ind mellem Hu og hustruen. Det smertede så meget mere, som de havde fået et barn sammen. Bortførelser og mishandlinger af personer, som stod parret nær, herunder en advokat, var et yderligere udtryk for det officielle Kinas ihærdige undertrykkelse af enhver, der ytrede sig om regimets fejl og mangler. Hu blev løsladt efter tre et halvt år i fængsel i 2011, i mellemtiden var han blevet skilt fra Zeng, der nu bor i Hongkong.
14-01-2015
Kina kæmper med korruptionen
Postkort fra Gitte Vesterlund
På Globale Seniorers studietur til Kina læste vi en dag i avisen, at myndighederne havde fundet udenlandsk valuta svarende til 277 millioner danske kroner hos en administrator af statens kuladministration. Pengene lå stablet i hans lejlighed og tællemaskinen, politiet brugte, brød sammen inden de havde talt alle sedlerne.
Administratoren fastholdt, at det var hans pensionsopsparing og at han var kommet i besiddelse af dem på helt legalt vis – ved opsparing gennem hele livet. Men hvorfor gemte han dem i sin lejlighed? Hvorfor satte han ikke penge i banken? Ingen var i tvivl om, at pengene stammede fra korruption og sådanne penge kan man jo ikke sætte i banken. Så derfor stablede han de mange udenlandske sedler hjemme hos sig selv.
Da Xi kom til i 2010 lovede han at ville bekæmpe korruptionen. Det har han fuld opbakning til i befolkningen, som er vant til at skulle betale ekstra penge til lægen for at sikre sig en god behandling eller penge under bordet til den lokale partisekretær for at få de nødvendige papirer. Flere kilder fortalte, at der p.t. kører mindst 80.000 korruptionssager i landet. Men selv om der er fuld opbakning til at bekæmpe korruption, er mange alligevel i tvivl om, om det vil hjælpe. Mener ledelsen det nu alvorligt? Er det de rigtig store fisk, man går efter? Eller er det kun de små rundt om i de lokale
administrationer? Eller er det bare en metode til at udrydde politiske modstandere på? Det kan kun fremtiden vise. Kineserne er afventede.
21-11-2014
No 1 Highschool, Shanghai
Postkort fra Gitte Vesterlund
”Hvad min egen første prioritet er?” Spørger Chang Hu på mit spørgsmål. ”Det er at få en god afsluttende eksamen, så jeg kan gå videre på det bedste universitet i Kina”.
Vi er på besøg på No 1 Highschool i Shanghai, som har ca 1500 elever i alderen 16-18 år. En mønsterskole,
hvor vi kan se, der arbejdes koncentreret i klasselokalerne, da vi går gennem skolen. Vi får bekræftet, at unge har en lang arbejds/skoledag: tidlig op og i skole – i Shanghai kan transporten let være over en time hver vej – morgenmad og frokost kan spises på skolen, timer til kl. 16.00, derefter måske en fritidsaktivitet, hjemtur og så lektielæsning til midnat. Op igen kl. 05.00 næste morgen. Det er de sidste eksamener på highschool, der afgør hvilket universitet, man kan blive optaget på. Og derfor stiger presset på eleverne jo nærmere de kommer denne afsluttende eksamen.
”Hvad så med fritid og hængen ud med kammerater? Det kan der da ikke være tid til?” spørger jeg lidt naivt. ”Jo da, vi kan jo ikke være mennesker uden kontakt med andre. Så vi går også på cafe med kammeraterne – når der er tid til det. Om ikke andet så i weekends og ferier” lyder svaret.
Før snakken kom ind på hans personlige forhold, havde Chang Hu fortalt os, at det største problem i Kina er forureningen. Vi oplevede både Beijing og Shanghai svøbt i smog, så vi ikke kunne se toppen af skyskraberne – ja selv Tian’anman pladsen lå forureningen tydeligt hen over. Myndighederne er begyndt at blive opmærksom på, at det pres, der ligger på alle unge for at opnå den bedste eksamen, ikke kun giver gode skoleresultater, men også er et psykisk pres, som ikke alle unge kan bære.
På No 1 Highschool skal de endda kun op til eksamen i 4 fag i modsætning til de fleste andre skoler, hvor de
skal op i 6 fag. Men det ændrer sig snart, fortæller chefen for den internationale afdeling. Skolen er i gang
med at ændre curriculum således der skal være eksamen i 6 fag fremover. Mange ny-rige sender deres børn udenlands for at studere, og da vi spørger Chang Hu om han kunne tænke sig det, siger han, at det har han endnu ikke overvejet.
21-11-2014
Om ældrebyrden, som det moderne Kina ikke kan løfte
af Henrik Døcker
Ældrerbyrden i Kina har vist sig vanskelig at løfte som følge af ét-barns politikkens lansigtede virkninger. Hvortil kommer den hektiske urbanisering, som har bragt millioner ”på vandring”, dvs. væk fra deres fødested og deres forældre. Dels er det ofte ikke muligt for blot ét barn at tage sig af sine aldrende forældre, der lever længere end tidligere, dels hindrer de voldsomme afstande mellem hjem og arbejde den tætte kontakt mellem generationerne.
Stigningen i levealderen har ikke gjort det muligt at bygge tilstrækkeligt med hjem for gamle. Ifølge China Daily havde Kina i 2013 200 mio. mennesker på 60 år eller derover, Beijing alene to mio., men kun 400.000 senge til ældre-centre, som det kaldes i Kina. Det tager almindeligvis ti år at få en plads på et sådant hjem, som koster 2000 yuan om måneden. Ganske mange når at dø, inden de kan få en plads på ældre-hjemmet.
De private institutioner for ædlre er som regel for dyre for gennemsnitskineseren. Men det hidtil beskrevne vedrører kun byerne. På landet er forholdene endnu værre. I modsætning til byboerne får ældre i landdistrikterne ikke egentlig pension. De må klare sig for en slags folkepension på 55 yuan om måneden. Sociologen Liu Yanwu har beregnet, at 80 pct. af alle indberettede selvmord i landdistrikterne skyldes ældre, benævnet ‘senior-borgere’.
Kina vedtog sidste år en lov om beskyttelse af ældres interesser og rettigheder, som dog væsentligst synes at gå ud på, at indprente kinesere med ældre forældre til at besøge dem oftere. China Daily synes dog ikke særlig godt om den form for moraliseren, hvorved myndighederne i nogen grad fraskriver sig et ansvar for landets ældre befolkningsgruppe. Bladet opfordrer regeringen til være sig sit sociale ansvar bevidst og afsætte flere penge til opførelse af ældre-centre og/eller støtte privat kapital, så det bliver billigere at indskrive sig på et sådant center. Det opfordrer også lokalregeringer til at tilvejebringe flere støtte-ordninger for ældre.
Beretninger om at ældre dør ensomme i deres hjem, fordi ingen pårørende har villet eller kunnet hjælpe dem, er begyndt at dukke op i medierne. Disse skræmmende eksempler bør mane til eftertanke.
10-11-2014
Globale Seniorer 