Indlæg om ‘Presset mod konventionerne’
Leder Publiceret den 13. februar 1917 i Information, signatur Anton Geist:
“Af alle lande er det nu Danmark, der vil gå foran i forsøget på at begrænse rækkevidden af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Vi var efter Anden Verdenskrig med til at grundlægge Europarådet. Der lå noble tanker bag. Ovenpå krigens rædsler skulle rådet skabe enhed mellem de europæiske lande og fremme de liberale principper, der udgør landenes fælles arv.
I 1950 vedtog Europarådet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og ni år senere blev en domstol etableret i Strasbourg for at håndhæve konventionen.
I årtier var grundlæggerstaten Danmark et foregangsland. Vi overopfyldte selv konventionen og appellerede til andre lande om at følge trop. Det gav god mening. For et lille land gælder det om, at international ret trumfer den stærkes ret.
Men vinden er vendt. Den liberale verdensorden er under pres fra Rusland, Kina, visse østeuropæiske lande og nu tilmed fra USA. Også højrenationale partier i Europa ønsker et opgør med frihedsrettigheder, international retsorden og globalt samarbejde, og i Danmark mener et bredt folketingsflertal nu, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention lægger for snærende bånd på medlemslandene.
Regeringen vil derfor med støtte fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet tage initiativ til en kritisk revision af konventionens rækkevidde, når Danmark senere i år overtager formandskabet i Europarådet.
Det er Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkningsstil, der byder de danske politikere imod. Altså det forhold, at domstolen ikke alene fortolker konventionen ud fra dens ordlyd, men også ud fra samtidens værdisæt.
Som juraprofessor Jens Vedsted-Hansen har bemærket for nylig her i avisen, sikrer denne fortolkningsstil eksempelvis, at børn født uden for ægteskabet ikke længere officielt kan blive forskelsbehandlet.
Det, vil de fleste formentlig være enige om, er positivt. Omvendt står det klart, at domstolen bevæger sig ind på den lovgivende magts domæne, og det kan oplagt komme til at udgøre et demokratisk problem, når ikke folkevalgte dommere reelt udvider rækkevidden af konventionen ved at viderefortolke den.
Derfor er det ikke urimeligt, hvis et medlemsland som Danmark ønsker en principiel drøftelse af, om der er behov for justeringer. Som juraprofessor Jens Elo Rytter har anført, nytter det ikke at affeje enhver kritik af menneskerettighederne som populisme. Modstanden kan også ses som »et demokratisk korrektiv til en etableret orden«, der måske »ikke længere har folkelig opbakning«.
Blandt andre en tidligere dansk ambassadør ved Europarådet har advaret om, at Danmark kan komme til at »række en lillefinger til de nye kræfter, der i disse år vinder frem i Europa« som eksempelvis Viktor Orbán i Ungarn. Det er bekymrende. Men man må fastholde, at et medlemsland bør kunne gøre indsigelser, hvis det oplever, at der kommer diktater fra Strasbourg, som ikke har politisk opbakning i landet.
Foruroligende er imidlertid det syn på menneskerettighederne, der gør sig gældende hos det politiske flertal i Danmark, som ønsker at begrænse konventionen. Partierne har endnu ikke gjort klart, hvor de vil foreslå indskrænkninger.
Men de står alle bag en ifølge juridiske eksperter konventionsstridig praksis, der indebærer, at særligt syriske flygtninge i årevis afskæres fra at blive familiesammenført med deres ægtefæller og børn.
Og samme partier afviser kategorisk at lempe reglerne om tålt ophold, men vil derimod stramme dem, selv om Højesteret for nylig for anden gang har erklæret myndighedernes praksis i en konkret sag for konventionsstridig.
I høj grad synes partierne at være drevet af en indenrigspolitisk dagsorden, der går ud på at føre den strammest mulige udlændingepolitik, og de er tilsyneladende parate til at forkaste så grundlæggende rettigheder som retten til familiens enhed og retten til bevægelsesfrihed.
Her er der ikke tale om utilfredshed med mere perifere rettigheder, som kan udledes af praksis fra Strasbourg. Vi er tværtimod inde ved kernen, og man må frygte, at politikerne vil bruge en diskussion af omfanget af konventionen til et opgør med nogle af de fundamentale tanker bag den.
Men et politisk flertal er i sin gode ret til at arbejde for en begrænsning af konventionen.
Heldigvis kan andre medlemslande med lige så god ret stå fast på en stærk beskyttelse af menneskerettighederne – efter sigende er det, hvad toneangivende lande som Tyskland har i sinde – og gode kræfter hertillands kan skærpe deres argumenter og gøre sig gældende, når debatten snart spidser til.”
Globale Seniorer 