af Harsh Mander
Forfatter, menneskerettigheds aktivist, klummeskriver og lærer

 
Hvis corona virussen kommer til at ramme Indien med den kraft som mange sundhedseksperter frygter, vil den ikke blot ramme middelklassen. Det vil være de mange fattige i Indiens, der vil blive udsat for de værste følger af den katastrofale epidemi. Privilegerede indere har i lang tid kunne leve behaglige liv i et land med nogle af uhyrligste sociale og økonomiske uligheder på denne jord. Derfor vil den forestående pandemi få uoverskuelige følger for den fattigste del af den indiske befolkning. Vi ved alle at der endnu ikke findes nogen medicin mod corona virus. De eneste forholdsregler vi kan tage, er at arbejde hjemmefra, vaske hænder hyppigt og holde god afstand imellem os.

Den 24. marts i år tog den indiske central regering en hurtig beslutning om en national lukning i 21 dage med omgående effekt. Fly, tog og busser blev indstillet med meget kort varsel. Sundhedseksperter diskuterer hvorvidt denne radikale beslutning var nødvendig og reelt gennemførlig, for det er krystalklart for alle at en total lukning af landet kun er mulig for middel- og overklassen. De har indtægter der er sikret under lukkeperioden, de har hjem der fysisk kan lukkes af, de har sygesikring og ikke mindst har de adgang til rindende vand. Men hvordan kan man forsvare en beslutning der ganske vist beskytter de velhavende, men til gengæld driver de fattige ud i sult og sygdom?

Hvad skal der ske med de ca. 100 millioner indere, der er migrantarbejdere i andre delstater i Indien under usle arbejds- og leveforhold i den uformelle sektor – og som ikke er fagligt organiserede? Hvad med daglejerne der står i kø for at få arbejde hver eneste morgen? De har ikke fast arbejde og får kun en dagsløn når de har et arbejde hvor de kan møde op. Der er også folk, der tjener til føden ved at sortere skrald, køre rickshaws, være gadesælgere eller tigge almisser.

De fleste af disse folk kan dårligt tjene nok til bare at købe mad til familien. Forventer den indiske stat virkelig at de under denne nedlukning skal sulte frivilligt og lade børnene dø for at forhindre smitten i at sprede sig? Sultsituation er allerværst for de gamle og de handicappede uden pårørende, fordi staten ikke har et tilstrækkeligt socialt sikkerhedsnet på plads.

Ydermere har regeringen totalt ignoreret de hundrede tusinder af børn, kvinder og mænd i hver eneste by der simpelthen ikke ejer et hjem, men blot overlever på gaden eller ved at søge ly under byens broer.

Vi andre får konstant at vide, at vi skal vaske hænder, men der er mange millioner indere der lever i slumområder uden adgang til vand. For at købe vand må de bruge op mod 20 % af en dagsløn – i en situation hvor deres i forvejen usikre indtægter kun er blevet endnu mere usikre i denne corona-tid, hvor byernes arbejdspladser lukkes ned. Muligheden for at leve op til den mest basale hygiejne standard er en luksus hinsides de fattiges rækkevidde.

Vi formanes konstant til at holde god afstand fra hinanden – og helst gå hjem og isolere os. Men hvordan skulle dette være muligt for storfamilier, der maser sig sammen i smalle rum i slummen og bittesmå billige lejligheder. Har vi overhovedet skænket alle de hjemløse, der overnatter i statens overfyldte og beskidte shelters en tanke? Overnatningssteder der i forvejen er den bedste grobund for alskens infektioner. Og hvad med vores berygtede, overfyldte fængsler?

Hvis vi tænker på det indiske sundhedssystems kapacitet til at håndtere en pandemi når og hvis den faktisk rammer landet, skal vi samtidig huske på at Indien har nogle af de laveste offentlige investeringer i sundhedssektoren i verden. De fleste byer i landet mangler enhver form for offentlig primær sundhedspleje. Et distriktshospital servicerer i gennemsnit en befolkning på 2 millioner men kan blive nødt til at behandle 20.000 corona patienter – uden at have hverken senge, personale eller andre ressourcer til denne opgave. Kun få distriktshospitaler er udstyret med enkelte respiratorer. Indiens middel- og overklasse benytter sig overhovedet ikke af dette offentlige sundhedssystem grund af den ekstremt dårlige service. Det bruges kun af de fattige. De mennesker, der har råd til at rejse med fly, har bragt epidemien til landet, og de har også råd til privat hospitaler, mens de fattige som er i størst risiko for smitte, ikke har adgang til ordentlig pleje.

Centralregeringen har ganske vist annonceret en ny national hjælpepakke, der inkluderer 5 kg ekstra korn, 1 kg linser og 500 INR (45 Dkk) om måneden i de kommende tre måneder per familie. Pengene skal overføres som direkte kontantoverførsler. Næsten 30 millioner enker, pensionister og handicappede vil få et tre måneders forskud på deres pension på 1000 INR (90 Dkk) per måned og bønderne vil få 2.000 INR (181 Dkk) i støtte – alt sammen under et nyt program kaldet Pradhan Mantri Kisan Saman Nidhi. Men hvis du og jeg havde fået at vide at vi skulle overleve på 2 x dagsløn, 5 kg korn og 1 kg linser per måned og ikke havde nogen form for sygesikring, hvordan ville vores fremtid så se ud?

Det er på grund af disse udsigter at millioner af migrantarbejdere, der er strandet i byerne nu desperat forsøger at undvige politiet og sulten, mens de stædigt trasker hjemad. Nogle har flere hundrede kilometer foran sig med oppakning og børn for at prøve at komme hjem til deres landsbyer. Man kan ikke klandre disse migranter. I en sådan situation, uden arbejde og uden mad og på flugt fra en dødelig sygdom, hvor ville du helst befinde dig? Der er ikke set en massemigration som den vi ser i disse dag siden dengang Indien og Pakistan blev delt. I denne virkelighed er nedlukningen af Indien slået totalt fejl og er blevet meningsløs.

Indien har levet alt for længe med kæmpe uligheder. En del af vores befolkning lever godt, har arbejde, får nok mad og har adgang til private sygesikringsordninger og udmærkede boligforhold. Men den anden del af befolkningen lever på kanten af overlevelse med ubeskyttet og usikre arbejdsvilkår, forfærdelige boligforhold, ingen adgang til rent vand og basal hygiejne og uden nogen form for offentlig sygesikring.

Gid denne pandemi, som er den alvorligste krise Indien har stået overfor i mange årtier, kunne medføre at denne ulighed bliver rettet op i post-coronaens Indien. Vil det mon være muligt for os at indføre mere omsorg, retfærdighed, velfærd for alle i Indien?

Oversat og forkortet af Nina Ellinger
Publiceret den 9. april 2020