af Henrik Døcker, Globale Seniorer

Begrebet retsstat falder mig ind ved en vurdering af de besynderlige tvister om magten, som præger nutiden, især i Storbritannien og USA. Som oftest forbindes det med frihedsrettighederne og staters forhold til egne borgere, men det dækker også i videre forstand idealet om en magt- og regeringsudøvelse baseret på hvad der er lovmæssigt. Har man forestillinger om en FN-inspireret internationalisme eller et stærkt delvis overnationalt europæisk samvirke, må man tro om igen.

Staterne har organiseret sig på vidt forskellig vis, selv om de i princippet respekterer magtens tredeling – at den lovgivende er hos parlamentet (med et statsoverhoved koblet til), den udøvende hos regeringen (selv om den formelt tilkommer et statsoverhoved) og den dømmende magt hos domstolene. Problemet er, at de tre magter til alle tider tager livtag med hinanden, og at det kontrollerende led, domstolene, i mange tilfælde ikke respekteres.

Når vi som Globale Seniorer rejser rundt i verden, kan man ind imellem ikke undgå at blive imponeret over vældige retsbygninger, justitspalæer undertiden kaldet. Og så betænke, at det ikke er iklædningen, staffagen, som fortæller om hvordan det i virkeligheden forholder sig. Men det er immervæk loven, det moderne demokrati hviler på – sagen er bare den, at loven tit er diffus, undertiden slet ikke findes i en aktuel konfliktsituation. Som nu den, den britiske premierminister Boris Johnson fornylig skabte.

Det forekommer urimeligt, at han (foreløbig) kan slippe godt fra at få sin dronning til at godkende en utidig hjemsendelse af det britiske parlament, som Storbritanniens Højesteret efterfølgende har kendt retsstridig. Og man kan spørge: Havde dronning Elizabeth da ikke en forfatningsekspert, en kyndig jurist, ved hånden, som kunne have advaret hende mod Johnsons påfund? Ak nej, thi – modsat den danske dronning, der har en særlig forfatningskyndig juridisk rådgiver – er det såmænd premierministeren selv, der er majestætens rådgiver i forfatningsspørgsmål.

Den britiske dronning skrev bare under – og så blev Johnson nok kølhalet siden da, men ingenlunde styrtet. Andetsteds i verden ville han være røget ud til højre. Regeringer er faldet på mindre – tænk blot på den danske tamilsag, som førte til Schlüter-ministeriets fald (her gjaldt det lovstridig ministeriel praksis, som hindrede tamiler fra Sri Lanka, at blive familiesammenført i Danmark). Ind i alt dette fletter sig, at Storbritannien er et af de meget få lande i verden, som ikke har en skreven forfatning. Godt nok findes der love om såkaldt grundlæggende rettigheder, Men altså ikke en såkaldt ‘trinhøjere lovgivning’, som hele det britiske retssamfund hviler på.

Ergo handlede Johnson dybest set retsstridigt, ikke ulovligt, ved hjemsendelse af parlamentet. Alle situationer og principper, som må omgive en premierminister, er ikke nødvendigvis nedfældet – men sund fornuft tages altså også med i betragtningen. Det er sjældent statsoverhovedet direkte er impliceret i det politiske spil i de vestlige demokratier – men man kan mindes påskekrisen i 1920, da kong Christian X afskedigede regeringen Zahle som led i en heftig debat om grænsedragningen til Tyskland i 1920. I en eksplosiv situation taltes der endog om et kongeligt statskup, fordi regeringen ikke var kommet i mindretal – men sagen faldt til ro efter fem dagens forhandlinger (og Flensborg, som en større gruppe danskere ønskede på danske hænder, forblev tysk).

Skrøbelige stater har vi nok af i denne verden – i almindelighed tænker vi på fjerne lokaliteter som Afghanistan, Somalia eller Venezuela (for at nævne tre af de værste), men vi har desværre nok af dysfunktionelle stater i den vestlige verden, Stater, som hidtil har været anset for stabile og generelt præget af rule of law, det nærmest de engelsk-talende kommer begrebet retsstat. Det er fra briterne vi paradoksalt nok har modtaget megen af vores væsentlige inspiration til at udvikle menneskerettighederne, begyndende med adelsmænds livtag med den engelske konge, det der siden førte il håndfæstningerne, også her tillands, og en stribe love, som gradvis styrkede borgernes retsstilling over for kongemagten.

Det var ved et samspil mellem England, Frankrig og USA, at magtens tredeling – i sin oprindelige form opfundet af den franske dommer Montesquieu – blev et knæsat begreb, som efter en række såkaldt ‘borgerlige revolutioner midt i 1800-tallet kom ind i diverse landes forfatninger. Men når hvad man kan kalde parthaverne i magtspillet defineres forskelligt i forskellige lande, tager tovtrækningen om ‘det sidste ord’ ingen ende. Visse lande har en stærk præsident ved siden af regeringen (som Frankrig), andre har end ikke en særskilt regeringschef (i USA er præsidenten også regeringschef). I de fleste monarkier har statsoverhovedet meget begrænset magt.

Ud fra den tanke, at staterne og deres folkevalgte politikere måske ikke altid kunne ”hitte ud af det” med magtfordelingen i praksis har både Europarådet og EU fået mere eller mindre magtfulde organer, som så at sige holder staterne i ørerne og forsøger at tvinge dem tilbage på lovlydighedens smalle sti. Nogle lande har også særskilte forfatningsdomstole til at hindre ulovligt eller uredeligt magtspil. Polen bøjede sig fx for EU’s påbud om at an annullere højesteretsdommeres brat indførte lavere pensionsalder. Det hjælper så ikke noget som helst med et Storbritannien, der er på vej ud af EU. For slet ikke at tale om den amerikanske præsident Donald Trumps helt uregerlige stil. Ham er der ikke plads til også at komme ind på her. Men han slipper også efter europæisk målestok alt for let fra helt åbenlyse krænkelser af demokratiets grundlæggende normer. Allerede Montesquieu lærte os, at der ikke alene er noget, der hedder lovens bogstav, men også lovens ”ånd”.

Publiceret den 5. oktober 2019