af Henrik Døcker, Globale Seniorer

Hvor ligger Retsstaten? Et retorisk spørgsmål, men påtrængende i en voldelig og ulige verden så fjernt fra mange af de idealer, der blev bragt frem, da De Forenede Nationer, den nye fredsorganisation efter 2, Verdenskrig holdtes over dåben for over 70 år siden. Det er desværre ikke kun i de grumme diktaturer, det være sig i Rusland, Kina, Mellemøsten eller Afrika, at retsstatens grundideer groft tilsidesættes.

I mange år opholdt vi os mest ved, at vi var demokratier, og at ‘den vestlige verden’, dvs. Vesteuropa, USA, Japan og nogle få andre nationer havde realiseret folkestyret med ytringsfrihed og alt hvad dertil hører. FN og Europa udviklede menneskeretsbegrebet og garanterede borgerne en palet på omkr. 30 nøje opregnede friheder og rettigheder over for statsmagten. Det tilkom dem hermed at blive rettighedssubjekter.

I de senere år er fokus til en vis grad også, og måske i større grad, blevet rettet mod staterne, dvs. regeringerne, som garanter for et velfungerende politisk og juridisk system. Uden dette er al tale om borgerrettigheder værdiløst. Det har vist sig, at staternes rolle som pligtsubjekt undermineres i flere og flere lande. Europarådet oprettede i 1990 – da Jerntæppet mellem Øst og Vest gik op og kommunist-diktaturerne faldt – en såkaldt Venezia-kommission for at bistå det nye frie Central- og Østeuropa med demokratiske forfatninger. Dens betydning på det storpolitiske plan har dog været til at overse.

Det glemmes for ofte, at stater som sådan ikke er præget af den idealisme, der kan besjæle en FN-eller menneskeretsentusiast. Staterne har interesser, det være sig politisk som juridisk – og der er så kun borgerne til at søge at holde dem indenfor de synlige og usynlige grænser for retsstaten. Den retsstat, som de engelsktalende blot kalder rule of law, men som hviler på mere end specifikke love. De enkelte ministerier, som udmønter den udøvende magt, skal betjene sig af lovmæssig forvaltning (eng. good governance), hvori ligger, at de så at sige også skal respekterer ‘lovenes ånd’ og fx ikke begår magtfordrejning, dvs. varetager andre interesser end dem, der ligger inden for deres myndighedsudøvelse. De skal eksempelvis også holde sig fra korruption, i Danmark overvejende forstået som bestikkelse.

Var det briterne, der igennem en række lovforordninger helt tilbage til Magna Carta (det store frihedsbrev) i 1215 og fremefter bestandig begrænsede kongens magt, så blev det franskmændene, markant ved den franske dommer Montesqueius formulering af magt-tre-delingen i den lovgivende, udøvende og dømmende magt der satte magtudøvelsen ind i et ‘system’, som blev en hjørnesten i de frie forfatninger, der i midten af 1800-tallet udviklede sig til en slags forløbere for nutidens demokrati. I USA talte man om, at de tre magter skulle holde hinanden i ‘skak og balance’, men det har vist sig, at præsidenten her er tildelt for megen magt (aktuelt Trump). Tyskerne skabte en embedsmandstradition, som vi i Danmark lærte meget af, mens de filosoferede over begrebet Rechtstaat uden rigtig at realisere det før efter 2. Verdenskrig.

Er alt dette her elementært? Man kan forsøge at sætte sig ind hvordan der undervises i de store opgør om demokrati og diktaturer blot i Europas skoler fx i Rusland, Ungarn, Polen – for blot at nævne nogle lande, Og man kan såmænd tage Danmark og det øvrige Vesteuropa med. Den dybere forståelse af respekten for begreber som statsborgerskab og ytringsfrihed virker ikke alle steder lige overbevisende. Det er herunder dette her med, at statsløshed ikke alene skal bekæmpes, men forebygges som anvist i en FN-konvention, som også Danmark har tiltrådt – og, ja allerede én gang har krænket (ved ikke at give børn født af statsløse forældre en let adgang til at opnå dansk statsborgerskab).

Det er en bespottelse af retsstatsbegrebet, at politikere i Danmark aktuelt lægger op til at børn af IS-krigere med dansk statsborgerskab skal fratages deres. Et primitivt udtryk for arvesynden, kunne man sige. Flere danske politikere har udvist en bemærkelsesværdig foragt for lov og ret. Det må kaldes hykleri og ansvarsforflygtigelse, at vi ikke vil tage imod de hårdt belastede danske IS-krigere, der vil vende hjem. De skal dømmes her, hvis ikke det sker i et andet land. De har såmænd også rettigheder, baseret på den grundlæggende maxime, at menneskerettighederne tilkommer enhver (god som ond) borger.

Det er en uklædelig vildledning af offentligheden, når politikere taler om at konventioner beskytter de forkerte og hengiver sig til lignende populist-snak. Det danske civilsamfund er stærkt nok til at opsuge et mindre antal udenlandsk hårdt belastede danske enkeltpersoner. Det er yderst problematisk, jovist – ikke mindst hvad man skal stille op med dem fx efter en udstået straf her. Det er op til politikerne efterfølgende så at konstruere love og regler, som beskytter det danske samfund.

Når vi kan sende danske soldater til fx Afghanistan eller Mali i et forsøg på at afstive borgerkrigsmartrede fejlslagne stater, kan vi også tåle at hjemtage vildledte fremmedkrigere. Vi kan ikke bebyrde andre stater, hvor de er havnet, med det. Det sømmer sig ikke for en retsstat.

Publiceret den 24. november 2019