Af Henrik Døcker, Globale Seniorer

Folkeretten og menneskerettighederne står for skud, men de er sejlivede

Det møjsommeligt tilvirkede net af internationale aftaler, hvorigennem FN siden sin oprettelse i 1945 har forpligtet staterne indbyrdes og over for deres befolkninger, er blevet noget flosset i kanten, ikke mindst i det forløbne år. Ikke alene diktatorerne lader hånt om dem, større politiske partier byder dem trods. Skal magtbegær og kortsynet nationalisme virkelig undergrave hvad mange anså for varige forpligtelser og fælles arvegods fra ideer om retsstaten og individets frihed?

 

Når romerretten docerede, at ”aftaler skal holdes”, så var det dog med en eftersætning ”under forudsætning af at forholdene ikke har ændret sig væsentligt)” : Pacta sunt servanda, clausula rebus sic stantibus. Det er jo meget enkelt, hvis aftalen er mellem to, typisk to parter i en handel. I staternes indbyrdes ”liv”, og i deres forhold til nutidens internationale organisationer, er der jo mange om aftalerne: Traktaterne, konventionerne, pagterne.. hvad de nu alle sammen hedder. De kan sammenlignes med murstenene i en bygning.

Derfor er ideerne om at pille lidt ud af menneskerettighedskonventioner – det som til eksempel ikke passer én over for asylsøgere – en betænkelig affære. Lidt som at vælte et korthus. FN har eksempelvis 193 medlemsstater, som i større og mindre ”grupper” har tilsluttet sig denne og hin traktat. Ved forringelse af en sådan traktat, hvis en eller flere stater måtte ønske at slippe for nogle forpligtelser, undergraver man i realiteten hele ideen med traktaten. Det er derfor kutyme i international ret (folkeret), at staterne inden tiltrædelse af traktaten har taget de forbehold, de finder nødvendige.

Traktater kan opsiges, men reelt ikke indskrænkes efterfølgende
Vil en stat ud af en traktat, kan den opsige den, men det forekommer nok et lovlig drastisk skridt – og det kan være vanskeligt at samle politisk flertal herfor i et nationalt parlament. Jamen, hvad så med at melde sig ud og ind igen med et forbehold? Det har den latinamerikanske republik Trinidad-Tobago faktisk prøvet, da den i 1998 opsagde tillægsprotokollen til FN’s menneskerettighedskonvention (om de borgerlige og politiske rettigheder) om klageadgang til FN’s Menneskerettighedskomité. Tre måneder senere tiltrådte staten så atter protokollen med forbehold om at dødsdømte ikke skulle have adgang til at klage til den nævnte komité. Danmark protesterede herimod og kaldte det en omgåelse.

Seniorforsker Peter Vedel Kessing, Dansk Institut for Menneskerettigheder, gør opmærksom på, at den særlige konvention om traktatretten, almindeligvis kaldet Wien-konventionen, foreskriver, at forbehold ikke må være i strid med ”konventionens hensigt og formål”. Det var fx tilfældet, da USA tog forbehold mod FN’s ovennævnte menneskerettighedskonvention, således at børn under 18 år kunne idømmes dødsstraf, ligesom konventionens forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling skulle fortolkes efter amerikansk ret. Også dette protesterede Danmark imod. Sager, der forelægges FN’s kontrolkomiteer – det være sig vedr. menneskerettigheder, tortur, forskelsbehandling eller andet – afgøres af uafhængige internationale eksperter.

FN’s folkeretskommission (eng. International Law Commission) har såmænd også været inde på dette emne med hvad man kan kalde en løftet pegefinger. Kommissionen er jo ikke mere end hvad man kan kalde en kvalificeret rådgiver, men immervæk sammensat af 34 folkeretskyndige fra lige så mange forskellige lande, så den er væd at lytte til: Hvad der kaldes en ”efterfølgende aftale” om fortolkning af en traktat på en bestemt måde må således kræve,at alle deltagerstaterne (undertiden kaldet signatarmagterne) er enige heri. Kessing mener ikke, at staterne direkte kan ændre (læs: begrænse) indhold og rækkevidde af en rettighed.

Modsat er fx den europæiske menneskerettighedskonvention siden den kom til verden i 1950 blev forsynet med 16 tillægsprotokoller, der udvider antallet af rettigheder for borgerne, idet hver stat særskilt skal tiltræde den enkelte protokol – Danmark har eksempelvis ikke ratificeret den 12 . tillægsprotokol om forbud mod enhver form for forskelsbehandling. Dansk Folkeparti har stillet forslag om ophævelse af den særlige inkorporeringslov, som i 1991, ret så enestående, ophøjede den europæiske menneskerettighedskonvention til dansk lov.

Både Danmark og Storbritannien på krigsstien
Ikke at det umiddelbart kan fritage Danmark for sin folkeretlige binding af konventionen og hermed også Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afgørelser. Men det falder i tråd med stadige forsøg på at fratage denne domstol dens autoritet, dvs. dens ret til at afsige domme på sine egne præmisser – og hermed være unddraget påvirkning fra de enkelte europæiske stater. Den britiske regering har været inde på lignende tanker – idet den i flere tilfælde tilsyneladende har fundet Strasbourg-domstolens afgørelser for milde. Det vidner fx modstand mod at give dømte for alvorlige forbrydelser stemmeret eller bøje sig for afgørelser om sammenføring af udenlandske familier. Dette sidste er også hyppigt fremført som anke i Danmark, hvor familiesammenføring, som praksis er nu, først kan ske efter tre år – muligvis en krænkelse af menneskerettighedskonventionens art. 8 om respekt for privat- og familieliv. En verserende sag vil afklare dette.

Frem for ændringer i den europæiske menneskerettighedskonvention drejer det sig nok mere om domstolens fortolkning af de enkelte rettigheder. Således også familiesammenføring, som ikke udtrykkeligt er nævnt i konventionen, men fortolkes ved hjælp af den netop nævnte art.8 Selv om de afsagte domme (p.t. omkr. 800 om året) principielt kun gælder den eller de lande, der har overtrådt konventionen i hver enkelt sag, formelt ikke binder de øvrige deltagerstater, så retter de sig dog erfaringsmæssigt efter dem. En ny dansk inkorporeringslov kunne teoretisk set tage højde for dette. Men det ville skabe usikkerhed om den fælles-europæiske udvikling af menneskeretsbeskyttelsen, som Europas efterkrigshistorie er udtryk for.

Men hvad så med FN’s menneskerettighedskonvention om de borgerlige & politiske rettigheder (af 1966). Indgår den i ”det politiske stormløb” på disse rettigheder? Næppe. Betydningen for individer af de afgørelser (eufemistisk kalder ‘synspunkter’) FN Menneskerettighedskomité træffer,er beskeden, antallet af dem på årsbasis er under 150. Som for de øvrige FN-kontrolkomiteer, som skal våge over diverse FN-konventioners praktiske efterlevelse (FN’s anti-torturkomité, race-komiteen, ligebehandlingskomiteen etc.), fælder de ikke hvad der kan lignes ved domme, men fremsætter snarere henstillinger. De kan heller ikke pålægge staternes at betale erstatning ved konventionskrænkelser.

Diktatorer skæver sjældent til folkeretten
Uanset disse politisk-juridiske spilfægterier kan man spørge, om de internationale aftaler på menneskerettighedsområdet har bremset stater med repressive tilbøjeligheder til at behandle deres egne borgere bedre, om de har været et bolværk for den personlige frihed, ytringsfriheden, friheden for tortur mv.? Aktuelt må udviklingen i Rusland og Tyrkiet vække stor bekymring – for nu at nævne de to stater, som har negligeret menneskerettighederne grovest. Her er mistroen til udlandet og til tanker, tro og meninger, der adskiller sig fra præsidentens, voldsomst. Den kommende amerikanske præsident Donald Trump har direkte bekendt sig til brug af hårdhændede metoder over for ”statens fjender”, som bringer Bush-tidens amerikanske tortur i Irak og Guantanamo-fængslet i erindring.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På verdensplan bliver Den Internationale Straffedomstol (ICC) tilsyneladende mindre og mindre populær. Ikke at den i og for sig har spillet den helt store rolle siden sin faktiske oprettelse i 2002. Den har blot afsagt fire domme (bl.a. for grove brud på den humanitære folkeret, såsom drab, voldtægt, plyndring, tortur og hvervning af børnesoldater). Når stater som Rusland, USA, Sydafrika, vender den ryggen, er det med forskellige motiver: De to her nævnte stormagter har aldrig ratificeret Rom-statutten, som domstolen hviler på, Sydafrika kom i klemme sidste år, da Sudans præsident Omar al-Bashir var på besøg og begæredes udleveret til retsforfølgelse ved ICC, som følge af en arrestordre, han er undergivet som ansvarlig for folkedrab på befolkningen i den urolige Darfur-provins. Gambia og Burundi har regimer, som også vil fri af sine forpligtelse over for ICC – og have ret til at undertrykke uden evt. indblanding udefra.

Som så ofte før, når personer, mistænkt eller sigtet for alvorlige internationale forbrydelser, er på rejse, så lykkes det ikke at få dem sat under lås og slå. Eneste kendte undtagelse: Chiles præsident, Augusto Pinochet, som på grundlag af en international arrestordre tilbragte halvandet år i husarrest i London begrundet i hans ansvar for tortur mod og drab på titusinder af chilenere, som var modstandere af hans diktatur. Han undgik en retssag med henvisning til svagt helbred og blev udvist til sit hjemland. En tidligere israelsk efterretningschef, i en periode ambassadør i Danmark, Carmi Gillon, undgik også pågribelse, da han i 2015 besøgte København for at deltage i en israelsk filmfestival. Hans tilslutning til og tidligere ansvar for”moderat fysisk pres” mod palæstinensiske fanger udløste et forsøg fra en dansk borger på at få ham tilbageholdt. Så hurtigt maler ”den juridiske mølle” imidlertid ikke.

Ofte spil for galleriet
Folkeretlige traktaters højtidelige bekendelser til staternes ansvar, særlig manende måske til at opspore, anholde og retsforfølge torturbødler, for slet ikke at tale om folkedrabsansvarlige, lader sig i den virkelige verden sjældent realisere – sådan uden videre. I det hele taget taler folkeretten meget om hvad stater er forpligtet til uden at det nogensinde, eller i hvert uhyre sjældent, lykkes at få opfyldt disse forpligtelser efter en overtrædelse af dem. Samtidig med at der ingen konsekvenser er af udeladelsen. ”Det store spil for galleriet” kunne man fristes til at kalde det.

Den Permanente Internationale Voldgiftsdomstols afgørelse i den kinesisk-filippinske strid om søgrænserne i det Sydkinesiske Hav, er blevet gennemdiskuteret, både her i Global og i alskens aviser og blade. Kina gav som bekendt pokker i rettens konstatering af brud på FN’s havretskonvention ved Kinas krænkelse af filippinsk søterritorium under dets anlæg af kunstige øer, som altså ikke gav kineserne ret til større bidder af Det Sydkinesiske Hav. Hvorefter Filippinernes utilregnelige præsident Rodrigo Duterte minsandten valfartede til Beijing og ”druknede” retsafgørelsen i en politisk forsoning med kineserne – hans tilsyneladende helt nye venner. En bêt for USA, som hidtil havde solidariseret sig med sin gamle allierede i Sydøstasien Filippinerne. Så meget for folkeretten og dens ”fine” anvisninger på løsning af tvister!

Bekymringerne for konventionerne og folkeretten i almindelighed har med andre ord meget karakter af ”teater”. Men det er værd at kæmpe for principper og i det mindste gøre forsøg på at kalde typer som Donald Trump, Rodrigo Duterte, Recep Tayyip Erdogan, Robert Mugabe, Omar al-Bashir til minimal orden. Hvad enten de er diktatorer eller ”papirtigre”, og hvad enten de nu kommer fra USA, Filippinerne, Rusland, Zimbabwe eller Sudan. Listen er ufuldkommen, for mange andre statschefer tramper på deres befolkninger, uden at FN eller verdensoffentligheden nødvendigvis mobiliseres. Typer, for hvem folke- og menneske er inderligt ligegyldige, for ikke at sige ukendte. Uden FN, Europarådet, EU og hvad alle de internationale ”ordenshåndhævere” nu hedder, så verdens trods alt sortere ud.

Publiceret den 7. maj 2017