Revision af de aftaler, staterne og de internationale organisationer har indgået, ville give mange rystelser

af Henrik Døcker, medlem af Globale Seniorer

Danmarks forpligtelser over for internationale aftaler, det være sig traktater, konventioner eller pagter, er atter under internt politisk pres.
Der tages til orde for at få revideret dem ud fra den idé at nogle af dem er forældede. En besnærende tanke, ikke mindst hvis man sammenligner med den mulighed for ændring af love, der eksisterer i den nationale ret.

Den internationale ret eller folkeretten er imidlertid en så sammensat størrelse, at revision af de aftaler, staterne og de internationale organisationer har indgået, ville give mange rystelser. Det tager en årrække at få skaffet et tilstrækkeligt antal stater til at fx en konvention kan træde i kraft. Når det så er opnået, sker der en gradvis dannelse af en bredere opfattelse af hvad gældende folkeret er udviklet til på dette og hint punkt.

Staternes forpligtelser til direkte positiv handling er efter folkeretten relativt få. De feste folkeretsregler drejer sig om hvad staterne ikke må. Aktuelt er imidlertid kravet om ophævelse eller formindskelse af de forpligtelser, der flyder af FN’s konvention til bekæmpelse af statsløshed. Det er farligt at begynde at “lappe på” tidligere tiders forpligtelser. Det er efter folkeretten muligt at tage forbehold over for konventioner, en stat vil tiltræde i den indledende fase, men ikke efterfølgende. Og sådan bør det vedblivende være. Ellers ville folkeretten falde fra hinanden. Den er ufuldstændig nok i forvejen.