Pikettys storværk om kapital og ideologi
af Arne Skov Andersen
Globale Seniorer
Bogen er spækket med interessante analyser og oplysninger, skriver Arne
I sin kommentar giver Peter Lyngse os det råd at springe Thomas Pikettys bog om ulighedens historie over. Bogen er for lang, for omstændelig, og der er for langt mellem snapsene set fra et dansk perspektiv.
Ja, Piketty kommer langt omkring og går nu og da ned i detaljer, som man kan springe over. På den anden side, hvis man er optaget af international (økonomisk) historie, så præsenteres der rigtig meget interessant stof. Alene dokumentationen af den markante stigning i indkomstulighederne i perioden siden 1980 – mest i Indien, USA, Rusland og Kina, men også i Europa – må pirre enhvers retfærdighedssans. I samme periode blev skattesystemerne langt mindre progressive med markant lavere marginale skattesatser for de højeste indkomster end i årene 1940-80.
Piketty gennemhuller de til enhver tid mest velstilledes foretrukne myte om, at den givne, skæve fordeling af indkomster og formuer er den bedste for udviklingen af samfundet som helhed. Der findes ingen nødvendighedens politik for, hvordan et samfund skal organiseres. Det er tværtimod Pikettys pointe, at alle samfunds økonomiske, sociale og politiske strukturer vil kunne organiseres på flere forskellige måder. Og at det tilkommer hver enkelt generation at beslutte rammerne for ejerskab, uddannelsessystem, fordelingen af samfundets goder og beskatningen af indkomster og formuer i lyset af, hvad man tror, vil tjene samfundet bedst.
På vej til sine reformforslag kommer Piketty vidt omkring i tid og rum. Han præsenterer data for udviklingen i fordelingen af indkomster og formuer og deres beskatning i et antal store lande. Og han beskriver og analyserer udviklingen fra slaveriet – der i USA og Storbritannien først blev ophævet, da slaveejerne fik en økonomisk kompensation for tabet med i pakken – over den franske revolution til perioden efter anden verdenskrig.
Der er drøje hug til centrum-venstre partierne i Vesten for ikke at have rullet Reagan-Thatcher regeringernes massive skattelettelser for de rigeste tilbage. Rusland og Kina går heller ikke fri. Vi får repeteret de russiske oligarkers tag selv-bord efter Sovjetunionens sammenbrud. Piketty beklager manglende oplysninger om de kinesiske skatters fordeling på indkomstgrupper. De kinesiske myndighederne frigiver ikke den slags oplysninger. Hverken Rusland eller Kina har skat på arv. Og så snart Kina fik mulighed for det, afviklede man arveafgiften i Hong Kong. I det socialistiske Kina behøver de rige ikke bekymre sig om statens indhug ved formuens overgang til næste generation.
Bogen er spækket med den slags interessante analyser og oplysninger og vidner om forfatterens – og hans netværks – store viden og overblik.
Reformforslag
I sine reformforslag lægger Piketty ikke skjul på sin begejstring for de nordiske, socialdemokratiske velfærdsmodeller. Han er fascineret af, at mens socialister i Frankrig og England – som regel forgæves – kæmpede for nationalisering (eller fortsat statseje) af store virksomheder, så indførte man i Norden medarbejderrepræsentation i selv mindre selskabers bestyrelse. Piketty vil dog gerne gå længere. Han skitserer en model, hvor ejerne, medarbejdere og staten hver udpeger en tredjedel af medlemmerne af bestyrelserne.
Lige adgang til gode universitetsuddannelser er et andet reformkrav fra Piketty. Baggrunden er de elitære, selvejende eller private universiteter i Frankrig, England og USA. Men også her har vi rimeligt styr på tingene i Norden. Det er gratis at gå på universiteterne, ja de studerende får sågar løn (SU) for at tage en uddannelse, der giver adgang til et vellønnet arbejdsliv.
Piketty ser gerne indflydelse og medejerskab af virksomhederne suppleret med, hvad han kalder midlertidigt ejerskab og cirkulation af kapitalen. Først dermed kan man opnå et retfærdigt samfund, der giver alle adgang til den videst mulige vifte af grundlæggende goder.
Blandt midlerne indgår desuden borgerløn og en langt mere effektiv, progressiv beskatning af indkomster og formuer. Piketty erkender udfordringerne ved det sidste i en tid med liberaliserede finansielle markeder, globale selskaber og enorme internationale kapitalbevægelser. Han anser EU’s ministerråd for ineffektivt i skattespørgsmål, da beslutninger kræver enstemmighed. I stedet foreslår han dannet en ny europæisk forsamling, der skal varetage udformningen af et nyt, fælles skattesystem. Forslaget forekommer vældig ambitiøst, men næppe særlig realistisk.
Men så kan vi, der er enige i udfordringerne, jo tage debatten videre herfra.
Jeg er enig med Mogens Lykketoft: “Kapital og Ideologi (bør) være pligtlæsning for socialdemokrater“. Og gerne for mange andre.
Arne Skov Andersen
Publiceret den 3. maj 2020
Globale Seniorer 