af Gitte Vesterlund, Globale Seniorer

Med udgangspunkt i mødet Håbet om et bedre liv om migration fra Ghana og retur skriver Gitte at migrationen ikke lader sig stoppe så længe den økonomiske ulighed vokser

AP Photo/ Zoltan Mathe

EU bygger mure. Omkring sig, mellem sig, om vores rigdom og ikke mindst om humanismen, vores menneskesyn, der indsnævres mere og mere.

Billeder af flygtninge, vi stopper ved grænserne, gør ikke længere det store indtryk. Billeder af børn, der sulter og fryser, er ikke længere vores sag – tror vi. Vi har jo fortalt dem, at de ikke skal komme til Europa! Vi tør ikke længere kigge ud over muren.
Og den eneste løsning for at forhindre denne folkevandring ligger i at turde kigge ud over muren og forsøge at forstå, hvorfor folk bliver ved med at strømme til Europa på trods af advarsler og oplysning om det umulige liv, de vil få i Europa.
Globale Seniorer tog dette emne op på et mød et februar 2016 med titlen Migration fra Ghana og retur igen. Nauja Kleist fra DIIS fortalte om resultaterne af sin forskning på området.

Hvorfor tager man afsted fra sit land?
Årsagen er først og fremmest fattigdom: ingen udsigt til et ordentligt liv. Sådan har det været igennem generationer og der har udviklet sig en familie strategi, hvor man vælger et medlem ud, der sendes af sted mhp at sende penge hjem til familiens forsørgelse. Sådan har man gjort gennem generationer og metoden er almindelig anerkendt – og forventet – i familie og nærområde. Mødrene presser sønnerne til at tage af sted.
I første omgang søger man arbejde i nabolandene. Fra landene lige syd for Sahara migrerer man nordpå til de arabiske lande. Det er lykkedes for rigtig mange gennem årene, og mange er vendt hjem med penge på lommen til at starte en lille forretning. De bliver modtaget med glæde, han/hun har haft succes og opfylder også efter hjemkomsten familiens forventning om forsørgelse.

Successen kan ses
I de områder, der har sendt mange af sted, er der også mange der kommet tilbage. De frivilligt tilbagevendende kommer med penge. De har forsørget familien, allerede købt et lille stykke land, bygget et hus finere end de andres, og de åbner en lille butik/værksted, når de selv vender hjem. Successen kan ses – ikke kun på familiens levestandard, men også i gadebilledet. Det opmuntrer andre til at tage af sted.

Skammen når det mislykkedes
For mange blev successen standset af krigene i landene langs Middelhavet op gennem 00’erne. Nogle blev tvangsdeporteret retur til eget land, og for de fleste betød det, at de kom hjem mere tomhændet end de var taget af sted. Det er en stor skam for den tilbagevendte – og familien. Han modtages ikke godt i familien, hans uheld bringer skam over familien, han går fra at være respekteret forsørger til at blive en uacceptabel byrde for familien. Nogle (mange?) går ind i en depression og bliver passive, tør ikke forlade hjemmet, og tanker om bare helt at forsvinde dukker op. Eller han tager afsted igen.
Denne gang på en endnu farligere færd, for nu har han ingen penge. Det havde han i første omgang, idet familien hjælp ham med penge til at komme igennem ørkenen. Nu fortæller han måske ikke en gang sin familie, at han prøver igen. Uden penge er man et endnu lettere offer for de folk, der tjener på at transportere folk igennem ørkenen.
Da det stadig ikke er til at få arbejde i landene langs Middelhavet, er der kun en mulighed for disse folk: over Middelhavet til Europa.

Hvem migrerer?

Foto: Pernille Bærendsen

 

Ghana er ikke det fattigste land i Vestafrika, slet ikke. Men der er områder, som regeringens projekter ikke rigtig er nået ud til og derfor hersker der her stor fattigdom.
Fra disse områder er det både faglærte og ufaglærte, der tager afsted.. Det er både kvinder og mænd. Men det er selvfølgelig dem, der lever det mest usle liv derhjemme – et liv uden udsigt til forbedringer – der tager den farlige færd. Antallet af migranter fra Ghana er estimeret til at være 1½-2 mill. 70% til nabolandene (nærområdet!), resten til Europa, USA, Canada. Nu ser det ud til, at også Sydamerika, hvor man endnu kan rejse ind legalt, er blevet tilføjet listen.

Kender migranterne til risici ved tur til Europa?
Alle – både ham, der er på vej og dem derhjemme – kender præcist til de farer, der er undervejs: risikoen for ikke at komme gennem ørkenen i live, risikoen for at drukne i Middelhavet, de lukkede grænser i Europa, risikoen for at blive sendt retur til eget land, racisme. Og alligevel prøver de. For de ser ingen anden mulighed!

Hvad gør de afrikanske regeringer?
Regeringernes interesse i at bremse udvandringen er ikke-eksisterende. Man ved godt, at mange lever under fortvivlede forhold, man er glade for de borgere, som kan sende penge hjem fra udlandet, og som udgør langt større beløb end bistandshjælpen gør. EU’s forsøg på at spise de afrikanske lande af med småbeløb på Maltakonferencen var en fornærmelse.

Hvad skal Europa gøre?
Europa er nødt til at se på, hvad der sker i de lande, som migranter kommer fra. Vi kan bygge mure, som gør det vanskeligere for migranter at komme ind i Europa. Men flygtninge og migranter er som vand: de(t) finder altid en vej!
Så længe der eksisterer de økonomiske uligheder, der gør i dag, vil migrationen fortsætte. Vi prøver alle på at skabe os en tålelig hverdag.
Vi må tage de 17 nye verdensmål alvorlig fra i dag., og starte med at minimere uligheden mellem landene. Vi må være med til at skabe vilkår i de fattige lande, så deres befolkning kan se en fremtid her.
Og her rækker bistandshjælpen ikke. Der skal mere handel til, stop for udførsel af kapital og flere investeringer til. Og selvfølgelig bedre fordeling af indtægterne i de afrikanske lande.
Og Europa skal indstille sig på, at der – indtil det er sket – vil komme stadig flere migranter, som vi må modtage på en værdig og human måde, og sikre at de kan returnere til deres hjemland som en større ressource, når tiden er til det.

Publiceret den 15. marts 2016