Menneskeret, storpolitik – og hykleri

Drabet på den saudi-arabiske journalist Jamal Khashoggi har udløst et drama og på mange måder vendt internationalismen på hovedet

af Henrik Døcker, Globale Seniorer

Få af de millioner af mennesker, som har måttet lade livet for deres ytringer eller humanitære indsats, huskes med navn. Men politikeren Matteotti, forfatteren von Ossietzky og diplomaten Wallenberg er dog blevet en slags symboler på de utallige ofre for hhv. fascismens, nazismens og kommunismens grusomheder. Noget tyder på, at den saudi-arabiske journalist Jamal Khashoggi vil gå over i historien som symbol på det vældige arabiske diktaturs ugerninger over for regime-modstandere.

Sagens hovedaktører: Recep Tayyip Erdogan, Jamal Khashoggi og Mohammed bin Salman

Det forekommer mig påfaldende så voldsomt den tyrkiske præsident Recep Tayyit Erdogan har engageret sig i drabet på Khashoggi på det saudiske konsulat i Istanbul. Vist er dette barbari på diplomatisk område enestående i sig selv, men det er også opsigtsvækkende, at værtslandet (i fagsproget: herbergstaten), altså Tyrkiet, hurtigt fik adgang til konsulatet, der formelt er en del af det saudi-arabiske territorium. På mange måder virker det hele som forud iscenesat – som et planlagt, men også fra tyrkisk side forudsigeligt mord. Man kan spørge: Er der kameraer opstillet over alt ved fremmede ambassader i alverdens hovedstæder?

Uanset det vigtige i de oplysninger, Erdogan tilsyneladende har førsteret til at meddele offentligheden, virker det overvældende, at denne magtherre, der indirekte har adskillige kurdiske liv på samvittigheden – som led i den kæde af bortførelser, tortur og forsvindinger af tyrkiske kurdere under såkaldt væbnede træfninger – nu optræder som den højtråbende defensor af den personlige frihed og retten til livet, som det smukt udtrykkes i diverse menneskeretskonventioner, herunder den europæiske fra 1950.

Nu er han en mand af store ord, bedst dog til at afsløre kup og sammensværgelser og til at foranstalte gigant- udrensninger af såkaldt skyldige – uden at egentlige beviser er fremlagt, til at afskedige horder af statsansatte, forfølge og fængsle hærskarer af ”kupmagere” og ”terrorister”, sådan som han har gjort siden det fejlslagne kup mod ham i 2016. Han har tordnet mod Tyskland for ikke at tillade tyrkiske politikere at holde valgmøder på tysk jord for at kunne tale til tyrkisk-tyskere. Og sågar kaldt det nazistiske metoder, at Tyskland afviste ham.

Hans internationalisme har intet at gøre med et varmt bankende”menneskeretshjerte”, men med magtbrynde, mistænkeliggørelse og hævnfølelse. Han er et produkt af et Tyrkiet, der ikke siden Kemal Atatyrk har fundet ”den demokratiske meloldi”. Atatyrk indførte nok vestlige normer og et flerpartistyre, men var dog i bund og grund en diktator. Det moderne Tyrkiet har ikke kunnet finde balancen i det politisk spil, hvorfor militæret flere gange er rykket ind for at sikre folkestyret. Det verdslige grundprincip, som Atatyrk introducerede, er nu delvis overhale af Erdogans politiske version af islam.

Efter det mislykkede kupforsøg i Tyrkiet indledte præsident Erdogan en udrensning af politiske modstandere, medier og det kurdiske mindretal


En retsstat er der slet ikke tale om, hvorfor Erdogans krav om få udleveret det saudiske morderhold, som blev sendt til Istanbul for at få henrettet Khashoggi, virker helt urealistisk. De fleste lande udleverer i øvrigt ikke egne statsborgere til retsforfølgning i udlandet. Man kan kun kalde en sådan mand hykler, når han himler op over, at saudi-araberne ikke hurtigt har kastet fuldt lys over sagen, han som har ladet mange kurdiske borgeres forsvinden henstå i det dunkle, så Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har dømt hans land for manglende samarbejdsvilje og udlagt det som tortur – uden egentlige beviser.

De politiske motiver for Erdogan til at gå så hårdt til saudi’erne, kan bunde i et ønske om at forbedre forholdet til USA, som på den anden side har store indgåede flysalg til Saudi-Arabien i klemme, hvis storpolitiske toner gik i retning af boykot af det store arabiske kongedømme. Det store drama, som den magtfulde saudi-arabiske kronprins Mohammad bin Salman efter alt at dømme har iværksat – eller i hvert fald sanktioneret på forhånd – tilføjes derved lynhurtigt storpolitiske overtoner. Hvordan Donald Trump i sidste ende reagerer spiller også ind til at lodde USA’s fortsatte forhold til den hidtil væsentligste mellemøstlige allierede i et område fyldt med fjendtlige regimer.

Det direkte forhold mellem Tyrkiet og Saudi-Arabien synes ikke at være truet, og iagttagere har hæftet sig ved, at de diplomatiske forbindelser ikke er afbrudt. Men der er og bliver spændinger, fx er saudi-araberne fjendtlig indstillet over for Det Muslimske Broderskab, der er i kridthuset hos Erdogan, ligesom det lille olierige sultanat Qatar er blevet udsat for saudisk blokade samtidig med at det er Tyrkiets nærmeste allierede i Mellemøsten. Det er fristende at kalde Erdogan farisæer – lig disse selvretfærdige bedrevidende typer, som i renkultur huskes fra bibelhistorien. Hvor han egentlig skal tage kegler fx i Mellemøsten, der er fyldte med regimer, som giver pokker i retsstatsideer, er umiddelbart svært at se.

Der ruller givetvis hoveder i Saudi-Arabien efter denne uhyggelige likvidering – men nok mest for den klodsede måde den foregik på, ikke af menneskeretlige grunde. Afdækningen af den fortsætter imidlertid.

Skriv en kommentar eller relateret information

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s