---

 
 
af Henrik Døcker
Journalist og forfatter

Både privat– og samfundslivet er fyldt med løfter – eller skal vi sige tilkendegivelser, som kan opfattes som sådanne, og så det efterfølgende forløb, hvor det ikke helt sjældent er diskutabelt, om løftet nu er opfyldt. Titlen på en bog af den markante ungarsk-jødisk-britiske forfatter Arthur Koestler randt mig i hu: ”Løfte og opfyldelse” – den beskriver zionismens dybe trang til en egen stat – og virkeliggørelsen i form af staten Israel i 1948.

Aktuelt er løfter og deres opfyldelse til debat i forbindelse med hjemtagelse af danske børn i Syrien og ansvaret for afghanske tolke, der bistod danske soldater under disses mission i Afghanistan i forsøget på dér at skabe fredelige tilstande. Men først lige et par retshistoriske digressioner om dette her med løfter.

I staternes samspil opstod i middelalderen med rødder i kanonisk (kirkelig) ret den grundsætning, at aftaler skal holdes: Pacta sunt servanda. Man fornemmer en forbindelseslinje til civilretten, den borgerlige ret, og Danske Lovs bestemmelse i 5-1-2, som bl.a. siger: ”alle Contracter, …som frivilligen giøris af dennem , som ikke er imod Loven, eller Ærbarhed, skulle holdis i alle deris Ord og Puncter, saa som de indgangne ere.” I dag: i store træk genspejlet i aftalelovens § 1, men dog således at Danske Lov fra 1683 ind imellem på supplerende vis finder vej til danske domme.

Nuvel, løfter mellem staterne og mellem borgerne. Men hvad så med forholdet mellem stat og borger? Det var franskmanden Jean-Jacques Rousseau nok den første, der gik i dybden med i sin contrat social, på dansk kaldet Samfundspagten fra 1762. Båndet mellem statens og dens indbyggere er traditionelt virkeliggjort gennem statsborgerskabet, men det er jo ikke nok, når staterne i stor stil – midlertidigt eller varigt – rummer folk fra andre stater. Borgernes rettigheder er så først virkeliggjort i løbet af de seneste 150 år.

Staters vilje til at overholde løfter har dertil ligesom forskellig tyngde. Når den britiske udenrigsminister lord Balfour i 1917 på Storbritanniens vegne lovede jøderne et ”nationalt hjem i Palæstina”, var det nok et løfte, men unægtelig vagt og uklart. Det var så således ikke en stat, som jøderne sukkede efter. Der var underforstået betingelser og uafklarede magtpolitiske hensyn, ikke mindst i forhold til Palæstinas arabiske befolkning. Briternes angst for sammenstød mellem jøder og arabere var forståelig, uagtet at jøderne købte megen arabisk jord. I en række såkaldte hvidbøger begrænsedes derfor jødisk indvandring til området – lige til jøderne 1948 fik deres egen stat Israel.

Men uanset historiens og juraens tyngde har opfyldelsen af en tidligere regering løfte om hjemtagelsen af i hvert fald en mor med to børn i en kurdisk lejr i Nordsyrien indtil lige nu været behæftet med stor usikkerhed. Ønsket om at en større gruppe børn med mødre kunne udfries af usikkerhed, manglende pleje og hygiejne mv. har været massivt og heldigvis båret frugt. Langsommeligheden tilskrives bl.a. det regeringsskifte, hvor en borgerlig regering blev af løst af den nuværende socialdemokratiske.

Generelt må man desværre konstatere, at de løfter, der afgives af politikere, eller som på én eller anden måde indgår i en politisk sammenhæng, ingenlunde er gjort af det samme stof som, om man så må sige, andre slags løfter. Sågar de løfter, der er nedlagt i lovene (ja ordet ‘lov’ har naturligvis nært familieskab med ‘løfte’) kniber det ikke helt sjældent for staten at overholde. Et eksempel er den såkaldte statsløshedssag, i hvilken børn født af statsløse forældre med fast ophold i Danmark blev frataget dem den lempelige adgang, de efter loven har til let at opnå dansk statsborgerskab (med den følge, at der måtte nedsættes en særlig undersøgelseskommission for at placere ansvaret herfor).

Heldigvis kan den danske retsstat mobiliseres, men det kræver tid, penge og tålmodighed. Stor respekt må der stå om advokat Knud Foldschack, der for egen regning besøgte de to afskyelige lejre i Syrien, hvor kurdiske enheder forsøger at holde en minimal orden. Den retssag, han havde fået fri proces til at anlægge mod den danske stat for at løftebrud, falder nok nu bort. Men den kan have været kraftigt medvirkende til at tre mødre og 14 børn nu hentes hjem. Børn bliver så alligevel ofre for foragtelig nutidig tale om at børn må undgælde for forældres misgerninger – i usalig overensstemmelse med Biblens ord om arvesynd. Og der er stadig fem børn og deres mødre tilbage i helvedet i Nordsyrien.

Svegne løfter drejer det sig også om, når det gælder de afghanske tolke. I politiker-sprog hed det, at de ikke ”ville blive ladt i stikken”., at der ville blive vist forståelse for deres asylansøgninger. Men kun et lille fåtal af i alt 111 tolke, der ofte satte livet på spil under kampe i Afghanistan, har opnået asyl her. Og forholdene i Afghanistan er fortsat politisk ustabile og præget af vold. I Storbritannien har i alt 600 tolke fået i hvert fald fem års sikret ophold. Det grundlæggende problem, man kan nærmest sige ”bagtæppet” for alle de spørgsmål, der drejer sig om udlændinges ophold i Danmark eller mennesker med en blot minimal familierelation til terrorist-familier, er at de anses for suspekte og møder en efterhånden indgroet mistillid hos danske myndigheder

Det overordnede spørgsmål om asyl, fx her i Danmark, er naturligvis i hvilket omfang en såkaldt ”modtagerstat” som Danmark skal forlænge en opholdstilladelse, som er givet for at yde de pågældende udlændinge beskyttelse mod forfølgelse og andre truende omstændigheder i deres hjemlande. Det må retfærdigvis erindres, at dette at flygte fra krig ikke i sig selv efter FN’s flygtningekonvention giver ret til at opnå asyl, og at asylet i grunden altid har været tænkt som noget midlertidigt. Ulykkeligvis har det vist sig, at utrygge og farlige tilstande i mange lande har været meget langvarige.

Til slut lidt om Danmarks mulige generelle ansvar for de danske borgere i de to fangelejre i Syrien. Senest har der vært rejst debat om, hvorvidt Danmark kunne ifalde et ansvar efter den europæiske menneskerettighedskonventions art 3 – om forbud mod tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Ofte i medierne har der blot været tale om menneskeretskonventionen, men det er altså den europæiske af 1950, der hentydes til (FN har faktisk også en om borgerlige og politiske rettigheder af 1966, men den har svagere kraft, og dens afgørelser har ikke vægt som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol domme).

De umenneskelige forhold, som beboerne i de to lejre, herunder de danske, lever under, kan næppe være dansk myndigheders ansvar, som fx også professor dr.jur. Jens Elo Rytter har været inde på. Torturforbuddet sigter direkte mod myndigheder, som enten selv udøver tortur eller holder fanger under uværdige forhold. Dertil kommer eksterritorialiteten, altså dette at den europæiske konvention skulle kunne gælde uden for Europa. Nok har der været domme fra Strasbourg-domstolen herom (bl.a. vedr. britiske styrker i Irak), men afgørende er, at danske myndigheder har haft mulighed for magtudøvelse i et bestemt område – og dermed et ansvar her. Det er ikke tilfældet i Nordsyrien.

Henrik Døcker
Publiceret den 19. maj 2021