Legalt eller legitimt – hvad er forskellen?


af Henrik Døcker
Journalist og forfatter

Loven er grundstenen i et moderne retssamfund – og både staten selv og dens borgere skal overholde den. Om end det nok er et fåtal af stater, som har givet deres borgere tilstrækkelige værktøjer til ligefrem at igangsætte retssager mod egen stat – med udsigt til at vinde dem. Den udøvende magt – regeringen og Folketinget i forening – kan drages til ansvar, hvis den ikke betjener sig af ”lovmæssig forvaltning”.

Som helhed forudsættes det altså, at staten handler legalt. Ombudsmanden kan mobiliseres og få rettet op på ”slinger i valsen” hvad angår det lovmedholdelige, så man slipper for det omkostningstunge retsvæsen. Men undertiden taler man så også om legitime handlinger. Begge ord har rod i det latinske ord for lov: lex.

Efter en moderne definition af legitim dækker dette begreb, at noget, der hidtil har været betragtet som ulovligt, på grund af indtrufne omstændigheder anses for berettiget og dermed, via en opfattelse af at være berettiget, nærmer sig ikke at være ulovligt. To aktuelle eksempler med mange forgreninger bagud i tiden illustrerer dette.

De voldsomme systemkritiske demonstrationer i Hviderusland kunne i første omgang klassificeres som ulovlige, men vandt i stor dele af den øvrige verden sympati, for hvorfor skulle dette land for tid og evighed være så langt fra en slags demokratisk samfundsorden, at det end ikke kunne være medlem af Europarådet? Demonstranterne, som vendte sig markant mod Aleksandr Lukashenkos forfalskede præsidentvalgsejr, fik tilslutning fra store dele af den demokratiske verden.

Men hvad var det egentlig, der skete med Danmark under den tyske besættelse 1940-45? Efter indledende år med den danske regerings følgagtighed over for besættelsesmagten opstod en modstandsbevægelse, som gjorde handlinger vendt mod tysk øvrighed acceptabelt, ja legitimt. Det fik så afgørende betydning for Danmark medlemskab af FN lige fra begyndelsen, thi det var en organisation, som bestod af stater, der havde bekæmpet Tysklands forsøg på at underlægge sig Europa.

First working session of the Judicial meeting in the Interdepartmental Auditorium, Washington D.C, 8 April 1945. Photo: ©UN Photo/Lundquist

Men det var ikke kun tapre danskeres indsats på dansk territorium, som deltog i denne kamp. Den aktuelle film Vores mand i Amerika viser, hvordan diplomaten Henrik Kauffmann modigt bød regeringen i København imod – og takket være mægtige forbindelser til den amerikanske præsident Franklin Roosevelt skaffede sig dels et økonomisk grundlag for sit virke, dels med inddragelse af Grønland drev diplomatisk spil på højeste sikkerhedspolitiske plan.

Derved lagde han nogle af de første brikker til international respektabilitet omkring Danmarks navn. Modstandskampen blev så at sige første led i grundlaget for de ideer, de Forenede Nationer – FN – kom til at hvile på: Opbyggelsen af en fri og sikrere verden, baseret på internationalt samarbejde med en kim til de menneskerettigheder, som først tog form i årene lige efter freden i 1945.

Politikere og aktivister i stor dele af den tids verden, som endnu var kolonier, forvandledes i de første 15 år efter 2. Verdenskrig fra at være oprøre til at blive respektable politikere i striber af lande, som opnåede deres selvstændighed fra Storbritannien, Frankrig og en række andre stater. Hvad der i uendelig mange år var ulovligt blev legitimt – i overensstemmelse med befolkningens og autoriteternes opfattelse – og i sidste ende lovligt.

Efter officiel hviderussisk opfattelse regnes systemkritikerne endnu ikke for folk med loven på deres side. Men de folkelige rørelser, der for 30 år siden fik hele det kommunistiske tvangssystem i Østeuropa på nær Hviderusland til at bryde sammen, må tjene som en sen inspiration for hviderusserne. Det internationale samfund kunnen ikke drømme om at intervenere, men sanktionsvåbnet vil blive brugt. I udlandets øjne er disse regime-modstandere legitime, dvs. berettigede efter en international demokratisk målestok.

Ligesom retfærdigheden ofte har flere ansigter, så er synet på love og regler forskelligt. FNs og Europarådets menneskerettighedskonventioner tjener som ledestjerne ved en nøjere granskning af en stats placering på en retsstatsskala. Det er imidlertid enhver nations egen kamp – med eller uden aktiv støtte fra den omliggende verden.

Henrik Døcker
Publiceret den 25. september 2020

 

Hundredtusinder af mennesker demonstrerede igen mod præsident Lukashenko i Minsk. 24MATINS.de 30-08-2020