af Henrik Døcker, Globale Seniorer

Mange nutidige fænomener har en sådan karakter, at de, om man så må sige ”udfordrer” fantasien. De er internationale, de er vidtrækkende og gruvækkende. Og det til trods for de ufattelige teknologiske fremskridt og de mange bånd, der med fredelige og gode formål er bundet mellem staterne. Hertil hører nutidens ubegribelig mange attentater og massakrer. Ofte med svært identificerbare gerningsmænd fra andre lande end dér, hvor udåden har fundet sted.

Allerede de gamle grækere funderede over dette med fornuft og følelse, oplysningstiden frigjorde mennesket fra en alt for stærkt forankret gudstro, når det gjaldt forståelsen af mange foreteelser, i naturen i samfundet, ja i mennesket selv. Man konstruerede endog regler til at råde bod på kriges alt for grufulde følger. International krige – land mod land – er lykkeligvis blevet en sjældenhed.

Men intolerance, magtbegær og det, der er det værste: voldsinstinktet, er aldeles ikke knust i alverdens modernisme, i opfindelser, i velfærdsstat. Der er mange bud på hvordan man kan bekæmpe disse onder. Men spørgsmålet er, om omverden ikke, trods megen verdsliggørelse , og mange staters frigørelse fra en religiøs spændetrøje i statsligt regi, bør appellere til alverdens prædikanter, præster, forbedere eller hvad de nu kaldes, om at gå sammen med et fredens budskab. Så at sige i at udbrede den sandhed, at det er ugudeligt at tage andres liv.

Ikke-voldsbevægelser med markante, konkrete resultater, er der ikke mange af. Umiddelbart rinder kun Mahatma Gandhis kampagne mod det britiske kolonistyre i Indien mig i hu. Bevares, der er andre uegennyttige skikkelser så som L’abbé Pierre, Padre Pio og Mother Teresa. Men sådan i den store skala, nået op på et politisk plateau er de jo ikke. Og disse her har ikke stået over for onde enkeltmennesker, sådan som det er tilfældet med nutidens terrorister, disse dødens håndlangere, som end ikke klart proklamerer formålet med deres ugerninger. At de som oftest ofrer deres eget liv i forbindelse med attentaterne gør det uhyre kompliceret at udforske, endsige opklare handlingsforløbene.

Selvopholdelsesdriften tilsiger, at selv den mest hærdede massemorder eller attentatmand hænger ved sit eget liv, forsøger at undslippe. Men ikke sådan med nutidens dræbere. Hvad der har motiveret dem er henvist til spekulationer. Vel, der er højreradikale ekstremister à la norske Breivik, og der er fanatiske islamister. Virkningerne af deres ugerninger er fuldstændig fjernt fra noget rationale. Som oftest mangeårig ødelæggelse af et lands turistindtægter, som man fx har set det i Egypten, og Tunesien. Nu rammes så også lande som New Zealand og Sri Lanka.

Hvis ikke den almindelige fornuft, sociale velfærdsforanstaltninger, appeller om at forstå anderledes tænkende (herunder andre religioner) ikke virker, så melder spørgsmålet sig: Kan man ikke ved hjælp af talsmænd fra alle slags religioner få forklaret, at udbredelse af død og lemlæstelse ikke fremmer deres sag? At dette tværtimod baner vejen for deres egen sjæls fortabelse?

På den internationale Røde Kors’ Komites hovedkvarter i Geneve står der manende: Per humanitatem ad pacem, dvs. ‘Gennem medmenneskelighed til fred’. Det er højtsvungent og vel nok ligesom at sætte vognen foran hesten, idet Røde Kors jo først og fremmest kommer med medmenneskelighed i kølvandet af krigen. Det forebygger ikke typisk ufreden ved at at have felthospitaler, sørge for krigsfangeudveksling og andre højst fortjenstfulde gode gerninger for mennesker, der på den ene eller anden måde er hårdt berørt af en krig. Men det var sådanne idealistiske tanker, der foresvævede organisationens ledende skikkelser, da den udviklede sig op gennem det 19. og 20. århundrede.

Da en gruppe saudi-arabiske fanatikere iværksatte koordinerede flyattentater i New York 11. september 2001 oprandt hvad man kan kalde ‘terrorismens nye, internationale fase’. En uhyggelig kombination af ondskab og klogskab. Drabslyst kombineret med raffineret organisationsevne. Denne trang til at forvolde død og ødelæggelse i stor skala har ulykkeligvis vist sig smitsom. Dens formål er ofte dunkelt uanset den såkaldte Islamiske Stats mange hurtige udmeldinger om ansvar snart i et, snart i et andet land. Denne nutidige terrorisme adskiller sig fra dens tidligere form, fra den tydeligere politisk betonede af slagsen, som er kendt fx fra det spanske Baskerland, Nordirland, De røde Brigader i Italien, Bader-Meinhof-banden i Vesttyskland.

Der er nu ikke tale om egentlig undertrykte folkegrupper, socialt udstødte eller religiøse mindretal som sådan. Der er tale om en mere udefineret voldsbevægelse. Det er uklart i hvilket omgang disse bevægelser i virkeligheden er religiøst motiverede. Men de er i hvert fald motiveret af en form for vildledte følelser. De er ikke udsprunget af nogen fornuft. Derfor denne idé om at spænde alverdens religioner foran hvad man kunne kalde et moderne korstog for freden.

Publiceret den 27. april 2019