af Henrik Døcker, Globale Seniorer

​I dette synspunkt trækker Henrik Døcker nogle historiske perspektiver op bag den internationalisme som er stærkt udfordret overalt i den vestlige verden. Han påpeger, at asylretten er knyttet til personlig forfølgelse eller frygt for det, og at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fortolker Europaråds-konventionerne ud fra situationen i dag og derfor stadig er ‘moderne’. Hvordan vi modtager flygtninge er til syvende og sidst et politisk valg, konkluderer han.

​Den europæiske menneskerettighedskonvention har ingen bestemmelser om flygtninge, men alment holdte regler om respekt for person- og familieliv, og om forbud mod tortur mv. Menneskerettighedsdomstolens indfortolkninger til fordel for familiesammenføring er et relevant kritikpunkt. Medlemsstaterne tager da også livtag med domstolen i Strasbourg herom. I den store sammenhæng må reglerne dog ses som en stor helhed, hvor den samlede ekstra-beskyttelse, Europas borgere nyder, veje tungt. De omkring 30 specificerede rettigheder byder fortsat mange hjemmefødninge imod.

​Efter 2. Verdenskrig kom der gang i den internationalisme, som reelt savnedes i 1930’erne. En sønderslået økonomi som følge af krigen og Den Kolde Krigs indtog nødvendiggjorde befæstelse af nye, stærke bånd mellem især Europas nationer. FN blev bedre polstret til til at tackle staternes modsætningerne end det skibbrudne Folkeforbund, stormagterne fik en særlig placering i Sikkerhedsrådet (vetoret) – og et særligt ansvar for verdensfreden.

​Men der var stadig hjemmefødninge rundt om i Europa, i fx Tyskland var de optaget af Heimat, i Italien talte man om campanilismo, altså området inden for kampanilens skygge. Gammel vane og ny frygt (ikke mindst for Tyskland) holdt en del tilbage for at engagere sig i foreninger som En Verden eller Europabevægelsen. Det appellerede dog til en del, at ”fælles problemer påkalder fælles løsninger” (med den daværende franske udenrigsminister Robert Schumans ord fra 1950).

​Ind imellem såvel forsvarspagter som økonomiske planer og fællesskaber skød menneskerettighederne sig – de modnedes efter stærke folkelige krav i erklæringer, der blev til konventioner – i FN og gennem Europarådet. Deres fødselstime oprandt for omkr. 70 år siden. ”Og så kan vi godt kalde dem forældede” lyder én blandt mange klagesange om dem. Som oftest i denne jeremiade er kritikken dog centreret om flygtningeproblemet. Det har vokset sig stort, fordi det så at sige er sammenvokset med en asiatisk-afrikansk folkevandring mod Europa.

​Desværre eksisterer der mange misforståelser om rækkevidden af Danmarks forpligtelser over for just flygtninge. De elementære folkeretlige regler herom findes i FN’s flygtningekonvention af 1951 med tilhørende tillægsprotokol af 1967. Ingen fremmed statsborger har således nogen asylret over for andre lande, selv krigsflygtninge kan ikke gøre krav på ophold. Af denne konvention fremgår alene, at det er personlig forfølgelse eller frygt for forfølgelse, som berettiger til opholdstilladelse i en fremmed stat. Ingen asylansøger må dog sendes tilbage til sit hjemland, hvis han/hun må frygte tortur eller henrettelse (den såkaldte non refoulement regel).
.
Brexit-tilhængerne i Storbritannien står stærkt i denne kategori. De har aldrig bekendt sig til EU’s supranationale regler, aldrig troet på et europæisk fællesskab. Men de har ofte heller ikke sat sig ind i de mange detaljer, der hører med til en kvalificeret mening om nye, store projekter. Det er møjsommeligt at forstå hvad fx Strasbourg-domstolens dynamiske domsfortolkning går ud på. Lige som forfatninger, grundlove, ofte er holdt i generelle vendinger, så har den europæiske menneskerettighedskonvention alment holdte udtryk, der kan udlægges på forskellig vis – afhængig af hvornår det nu sker – ‘dynamisk’ signalerer, at domstolen fortolker ud fra situationen i dag (og ikke dengang konventionen blev til i 1950’erne).

​Så selv om alle de mange rettigheder (til ytringsfrihed, personlig frihed, forenings-, forsamlings- og religionsfrihed, frihed fra tortur mv.) har uændret ordlyd, er domstolen ” moderne” i sin udlægning af dem. Disse internationale påbud har flettet sig helt ind i dansk lovgivning. Når det drejer sig om dagens problemer med fx personlig frihed eller flygtningemodtagelse, er det til syvende og sidst et politisk valg, danske myndigheder må træffe. Det er evident, at den beredvillighed, et samfund som det danske kan udvise over for flygtninge, i nogen måde er afhængig af menneskemængdens størrelse. Danmark har i denne henseende ikke noget at skamme sig over i sam​​menligning med and​re stater.

Publiceret 16. oktober 2018