Det græske demokrati er udfordret – lykkes Syriza ikke er næste stop Gyldent Daggry og den åbenlyse facisme!

af Irene Odgaard, medlem af Globale Seniorer

Der forhandles i dag stadig mellem en nyvalgt græsk regering og det øvrige EU om de vilkår, der skal gælde for afbetaling af den græske statsgæld, som trods hjælpepakker bare er steget og steget, til nu at udgøre 175% af BNP.

Det nystiftede parti, Syriza gik til valg på en anden krisemedicin end den, Trojkaen – EU, Den Europæiske Centralbank og IMF – har dikteret den græske samfundsøkonomi. Syriza vandt som bekendt valget og ønsker bl.a. at give en ekstra måneds pension til hjælp for de reducerede pensioner, genoprette de faglige rettigheder, forhøje mindstelønnen og standse udsalg og privatisering af statslige værdier som havne og energiselskaber. Syriza har samtidig stillet krav om reformer af EU’s økonomiske politik, finanspolitikken, investeringspolitikken og de politiske institutioner.

Hvordan kommer det os ved?
For at forstå det, må vi først forstå krisen i Grækenland. Er Grækenlands situation en følge af tilbøjelighed i befolkningen til at bruge løs af andre menneskers penge samt en afslappet holdning til at overholde indgåede aftaler? Eller handler den mindre om moral og mere om de systemer, vi har bygget op i EU og i verden omkring pengestrømmene mellem opsparere, virksomheder, husholdninger og nationalstater – altså om bl.a. private banker og deres finansielle produkter – og om den type krisepolitik, der har domineret i EU de seneste år: balance i statsbudgettet gennem besparelser, afvikling af statsgælden og konsolidering efter den store udskrivning til det finansielle system under finanskrisen i 2008.

For det første er det svært at overse, at der er forhold i Grækenland, som må ændres, hvis landet skal på fode.

Partierne på både højre og venstre fløj har traditionelt købt stemmer gennem massiv bestikkelse af vælgere: ansat dem i det offentlige, uden at de skulle lave noget, sørget for særordninger for bestemte grupper af erhvervsdrivende o.s.v.. Det, man kalder klientsystemet, og det koster.

Hvem har betalt? Skatter er opkrævet lemfældigt og eller slet ikke, særlig ikke hos de, der har de bredeste skuldre. Grækenland har en superrig elite. Så regnskabet balancerede ikke. Det fik regeringen hjælp til at skjule inden tilslutningen til eurosamarbejdet med dets budgetkrav: Goldman Sachs sminkede nationalregnskaberne mod (i princippet) en pantsætning af landets lufthavne og kommende indtægter. Trafikken fortsatte i årevis herefter: Goldman Sachs udspekulerede modeller som lånekonvertering til fiktive valutakurser, gav regeringen penge på hånden, som ikke fremgik af opgørelser af landets gæld, og scorede op til en tredjedel af pengene til sig selv. Da pengene skulle betales tilbage i 2005, gik det, som det også er gået mange andelsforeninger i Danmark, der har lyttet til bankrådgivere omkring billige swap-lån: regningen er kæmpestor og konkursen truer. Grækenlands nationalbank overtog swap-aftalen fra Goldman Sachs, og så var der bare dømt afbetaling, så langt øjet rækker. Detaljerne kan man finde her:
http://www.business.dk/oekonomi/saadan-hjalp-goldman-sachs-graekerne-med-gaeldssvindel

Men hvad værre er, det er de samme bankfolk, der blev sat til at redde Europa ud af det morads, som den finansielle krise i 2008 skabte. Chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, kommer fra Goldman Sachs.

Så for det andet er det ikke mærkeligt, at den politik, disse folk har udformet, i høj grad har lagt vægt på at “genskabe tillid” til de private, finansielle markeder, hvor der kan vrides absurd store værdier ud af samfundsøkonomien ved hjælp af (mærkværdigvis lovlige) spekulative modeller – spørg bare i Saxo Bank, hvis aktiviteter ikke adskiller sig fra aktiviteterne i et hvilket som helst kasino. Derfor har sigtet med krisepolitikken været at fremme en tro på, (dybest set), at udlån ikke vil give debitorerne tab – uanset hvor absurde vilkår, kreditorerne får for at tilbagebetale. Således at der er tillid til at fortsætte i karusellen. Derfor er medicinen balancerede budgetter og afvikling af statsgælden, uanset smerten for befolkningen. Og sandt nok stirrer vi alle ned i afgrunden, hvis de finansielle strømme standser, for vi lever i en verden, hvor vore økonomiske aktiviteter er afhængige af de andres og forbundne på kryds og tværs. Hvis hæveautomaterne i bankerne holder op med at fungere, må vi til at genopfinde bytteøkonomien, og det bliver ikke sjovt. Men selvom karussellen fortsætter, og de finansielle strømme flyder, så er der ingen garanti for, at de flyder til realøkonomien, hvor beskæftigelsen skabes. Særlig ikke, så længe udsigterne til gevinst er høje i spekulative aktiviteter – vi bevæger os fra boble til boble, og siden dereguleringen af finanssektoren i 1980’erne har der været omkring 60 dybe kriser, når boblerne er bristet.

Ikke desto mindre har vi fulgt bankfolkenes råd. For at undgå en ny finanskrise har man i EU vedtaget Finanspagten, og vi har en budgetlov. Det er ikke uden sammenhæng hermed, at man i bestyrelsen i daginstitutionen Bryghuset på Frederiksberg må vælge mellem at tage flere børn ind pr. pædagog eller fyre ældre medarbejdere med lang anciennitet, fordi de bliver “for dyre”. Pengene skal passe.

Større økonomisk vækst vil selvfølgelig lette presset. Men – det er ikke væksten i realøkonomien, der adresseres med Finanspagten og mange andre EU-tiltag. Og heller ikke i den opskrift, Trojkaen gav Grækenland. I Grækenland er økonomien skrumpet med en fjerdedel siden 2010. Mere end hver fjerde græker er arbejdsløs. Det er derfor, så mange stemte på Syriza: fordi de lovede at gøre op med sparepolitikken – finansministeren, Yanis Varoufakis, som er økonom og tidligere rådgiver for det socialdemokratiske PASOK, (der blev næsten udslettet ved valget), mener nemlig, at den slet ikke virker. Og hvordan besparelser og økonomisk vækst kan kombineres er faktisk et mysterium, som stadig må siges at være uløst. Det var i al fald ikke opskriften på at komme ud af 30’ernes depression. Versailles-forhandlingerne efter Første Verdenskrig, som økonomen Keynes fulgte fra første parket, fik ham til at udgive en bog om, hvor katastrofalt forhandlingsresultatet var for hele Europa: at sejrherrerne krævede urealistisk meget af den tyske befolkning kunne få negative følger. Kommer Syriza ikke igennem med noget, så er også det græske demokrati udfordret. Hvor går vælgerne hen næste gang med deres problemer: Gyldent Daggry, som er åbenlyst fascistiske, er en mulighed.

Syriza har også stillet krav til EU-politikken generelt, og det er her, daginstitutionen Bryghuset og vi andre har direkte interesse i, hvordan forhandlingerne forløber mellem Grækenland og det øvrige EU. For også i Danmark udebliver væksten, og det vil på sigt føre til nedskæringer i den offentlige sektor eller kollisionskurs med Finanspagtens krav.

Christen Sørensen, professor i økonomi og kandidat til folketinget for Socialdemokratiet, har sammen med en lang række andre taget initiativ til en underskriftindsamling, der skal støtte den græske regerings bestræbelser. Den er henvendt til regeringen og alle vi andre, og har disse krav:

En retfærdig genforhandling af den græske gæld.
Genforhandling af EU-finanspagten med fokus på beskæftigelse og arbejdspladser frem for nedskæringer.
Skrappere regulering af finanssektoren og indsats over for skattely.
Højere beskatning af den rigeste 1 procent.

Man kan finde indlæg og underskriftindsamling her:
http://www.ipetitions.com/petition/det-graeske-valg-en-chance-for-europa/
Socialdemokratiet på Frederiksberg og AOF har arrangeret et debatmøde med Christen Sørensen den 24. marts i Foredragssalen, Frederiksberg Hovedbibliotek, Falkoner Plads 3, fra kl. 19.00-21.30. Alle er velkomne.

16. februar 2015
Irene Odgaard