af Henrik Døcker, Globale Seniorer

Aktuelt er verden ramt af grusomme massakre fra Filippinerne over New Zealand til Utrecht i Holland. Henrik Døcker spørger i dette debatindlæg, i historisk lys, om forebyggelse overhovedet er mulig og hvordan?
 

En sygdom og fjernelsen af den kan karakteriseres med fire elementer 1) Ondet 2) Diagnosen 3) Kuren 4) Helbredelsen. Men det kan ikke kun benyttes for sygdomme på individer – også samfundssygdomme. Altså fænomener, som ikke alene er gener, men ulykker, katastrofer, massakrer, krige. En sådan analyse fører også hen til spørgsmålet om hvorvidt en forebyggelse er mulig.

Når verden ikke sjældent konfronteres med uhyggelige massakrer, måske endog gennemført af enkeltpersoner – senest så forskellige steder som Filippinerne, New Zealand og Holland – melder spørgsmålet sig, om nogen form for forebyggelse overhovedet er mulig? Så meget mere som motivet til disse barbarisk handlinger i en del tilfælde er aldes uklart.

Kan man fx finde praktisk anvendelse for følgende proklamation fra FNs særorganisation UNESCO:
“Fordi krig begynder i menneskers sind, er det i menneskers sind, forsvaret for fred skal opbygges”? Klart nok havde FNs fædre staters krige i tankerne, men nutidens ”enkeltmandskrige” ofte i form af terror er blevet nok så martrende for menneskeheden. Der skal kort sagt nytænkes så det forslår.

Efter den sidste af det 20. århundredes to verdenskrige opstod et stærkt ønske om at hindre gentagelser, ja allerede efter 1.Verdenskrig forsøgte stater i Europa sig med bremsemekanismer på krigstruende situationer, fx ved introduktion af begrebet ikke-intervention, dog kun fulgt af nogle stater over for nogle konflikter (eksempelvis Italiens besættelse af Etiopien eller den spanske borgerkrig). Som om passivitet hjalp på noget som helst.

Men efter 1945 fik vi organisationer, der prækede ”aldrig mere krig” eller kraftig nedrustning. FN-pagten docerede, at konflikter skulle løse med fredelige midler, idet man dog afstod fra ligefrem at forbyde krig. Hvad der også ville have været urealistisk. Tydeligvis var borgerkrige ikke rigtig inde i tankerne dengang. Selv om man havde frygtelige erfaringer fx fra den spanske og græske borgerkrig.
 

Nuvel, begrebet guerilla var kendt lige siden spaniere gjorde oprør mod Napoleons franske besættelsesstyrker i deres land i begyndelsen af 1800-tallet. Sådanne væbnede opgør, ja oprør, vendt mod en fremmed magt fik sin ‘moderne’ version gennem politisk motiverede terrorbevægelser vendt mod den egne stat, fx Italiens Røde Brigader eller Vesttysklands Baader-Meinhof-bande. Andre steder i Europa gjorde mindretal eller specialterritorier helvede hedt for befolkningerne med bombardementer og drab – eksempelvis baskerne i Spanien og katolikkerne i Nordirland.

Men ”den voldelige had-bacille” i det menneskelige sind tager så også bo hos folk, som er mentalt forstyrrede eller grebet af en utæmmelig hævntørst. I den forbindelse kommer lettilgængeligheden af våben ind i billedet – og det retoriske spørgsmål i titlen til denne artikel. Det drejer sig om mennesker, der er aldeles fremmede over for nutidige tolerance-begreber. De behøver ikke at være produkt af et parallelsamfund eller direkte tilhøre en fanatisk ekstremistgruppe.

Det maner derfor til eftertanke, at mange slags våben er så let tilgængelige i mange lande. Vi har ikke glemt efterhånden et utal af skyderier ind i amerikanske skoler med katastrofalt høje dødstal til følge. Og at den politisk elite i USA ikke er sindet at ændre dette lands våbenlovgivning, hvilket utvivlsomt ville nedsætte antallet af massemyrderier dér. Men spørgsmålet er, om en international kampagne for våbenbegrænsning i civilbefolkningerne kunne gøre en forskel?

Kampagner mod oprustning har der været mange af i historiens løb. En vis opmærksom tiltrak den fredsbevægelse, der i slutningen af det 19.årh. greb privatpersoner og organisationer i flere europæiske lande. Den stenrige dynamitopfinder Alfred Nobel indstiftede endog en fredspris, inspireret af den østrigske grevinde Bertha von Suttner, som havde skrevet bogen Farvel til våbnene som et led i appeller til begrænsning af Tysklands vældige oprustning dengang.

Krigsklokkerne lød dog i opmærksomme europæeres indre øre allerede i begyndelsen af det 20. årh – samtidig med at der holdtes flere Haag-konferencer om løsning af konflikter enten ved voldgift eller gennem en ny international domstol, der var under opbygning. Den amerikanske stålmillionær Andrew Carnegie bekostede endog et ‘fredspalads’ i Haag til den kommende domstol. Men 1. Verdenskrig kom i vejen i 1914, så domstolen åbnede først i 1920.

Eftertænksomme analytikere har måttet sande, at våbenbegrænsning ikke i sig selv forebygger krig eller væbnede konflikter inden for de enkelte stater. En langstrakt og verdensomfattende forebyggelse må dels appellere til alverdens undervisningsvæsener om at sætte tolerance på skoleskemaet, dels støtte indsatser for vanskeliggørelse af adgangen til våben, især håndvåben. Terror-etiketten sættes ofte på de mange massakrer, men erfaringen har vist, at en del aktioner udspringer af syge og forkrampede sind uden religiøse eller politiske overtoner. Forbyde våben helt og holdent er umuligt, men adgangen til dem kan begrænses.

Det tjener New Zealands premierminister til ære, at hun hurtigt har iværksat en skærpelse af sit lands våbenlov vedr. håndvåben. Eksempel til efterfølgelse i hele verden!

Publiceret 23. marts 2019