af Povl Anker Andersen, Globale Seniorer

Valgets resultat var ifølge Povl Anker ikke overraskende. Men nej stemmerne viste at modstanden mod den autoritære udvikling er bred og omfattende. Povl Anker slår til lyd for, at vi ikke vender ryggen til Tyrkiet, men bruger enhver anledning og mulighed til at presse det nuværende tyrkiske regime på spørgsmålet om demokrati og menneskerettigheder.

 
 
 
 
At det blev et ja til en ny mere autoritær forfatning i Tyrkiet efter folkeafstemningen den 16. april 2017 kommer ikke som en overraskelse for de af os, der har fulgt den tyrkiske udvikling siden det fejlslagne kupforsøg sidste sommer.

Vi var blevet overraskede over et nej.
Styret levnede ikke mulighed for et nej. Undtagelsestilstand, tilbageholdelse og fængslinger af tusinder af politiske modstandere, lukning af regeringskritiske medier og en hel række andre uregelmæssigheder, som er beskrevet af OSCE, der observerede valget, sammen med repræsentanter for Europa-Parlamentet.
Observatørerne fandt at ”Folkeafstemningen fandt sted i et politisk klima, hvor fundamentale friheder, som er afgørende for en ægte demokratisk proces, blev forhindret som led i undtagelsestilstanden.”
EU-Kommissionen har efterfølgende opfordrer Tyrkiet til at indlede en efterforskning af folkeafstemningen.

På den baggrunde er det forbavsende, at modstanden blev så stor. Kun 51,4 procent sagde ja til forfatningsændringen. Det viser at den demokratiske modstand mod udviklingen er bred og stærk i Tyrkiet, og det bør bemærkes og anerkendes.

Et andet forbavsende træk er, hvordan de europæiske statsledere efter folkeafstemningen har kritiserer udviklingen i Tyrkiet. Den udvikling, de først nu kritiserer, har været lang tid under vejs og forløb længe uden særlig hørbar eller synlig kritik, og det har flere grunde.

Desværre kan vi ikke se bort fra at den aftale, som EU indgik med Tyrkiet i Valletta på Malta om håndteringen af flygtninge, har købt Erdogan et frirum for kritik.

Andre grunde til tavsheden er mere indlysende. Europa er, langs nogle parametre og geografiske koordinater, trådt ind på den samme totalitære vej uden nogen effektivt har rejst den samme kritik, som nu falder over den tyrkiske præsident. Men meget af kritikken kunne i en anden dosering være gentaget overfor Ungarn og Polen, og også i forhold til udviklingstræk i andre af EU medlemsstater.

De sidste års nationalistiske udvikling i Europa, væk fra de bredere fællesskaber udgør en stor del af forklaringen. På den måde er udviklingen i Tyrkiet et spejl for os selv. Hvordan vil vi sikre retsstatens principper, demokrati og menneskerettigheder, hvis vi selv vender ryggen til de fællesskaber vi har sat til at vogte over værdierne.

Set med de øjne er modstanden i Tyrkiet en opmuntring, som skal udnyttes. Det er vigtigt, at vi ikke vender ryggen til Tyrkiet. Et demokratisk Tyrkiet hører hjemme i Europa, og vi skal bakke op om at vores regering, Europarådet, EU og de øvrige fælles institutioner udnytter enhver mulighed for at lægge pres på styret i Ankara samtidig med, at vi åbner døren for dem.

Endelig må vi som civilsamfund bakke op om de kræfter i Tyrkiet, som støtter udviklingen af demokrati og sikring af menneskerettighederne. At de er der, fik vi set i mandags!

Publiceret den 19. april 2017