af Per Bo
Globale Seniorer

I år angreb en anonym og skjult fjende os. Det var Corona-virussen. Den var meget udspekuleret, og umiddelbart havde vi ikke et effektivt forsvar mod denne fjende.
Denne fjende har gjort stor skade. Både med hensyn til menneskelige ofre og med hensyn til forringede levevilkår, med stor arbejdsløshed og dårlig økonomi.

Det var ikke blot Danmark, der blev angrebet, ikke blot Europa, men hele verden. Altså en verdenskrig. Det får mig til at tænke på, hvad det er, vi skal forsvare os imod i dag og i fremtiden. Har vi et forsvar, der svarer til fremtidens udfordringer?

Fremtidens udfordringer
Danmark er medlem af en forsvarsalliance – NATO – men den sikrer os ikke mod den type udfordringer og måske heller ikke mod en række af fremtidens andre udfordringer. I NATO-kredsen har man en målsætning om, at alle medlemslande skal bidrage med 2% af BNP i 2023. Også Danmark. Men det var måske en ide at se på, om forsvarsbegrebet skal udvides og om 2% i så tilfælde er tilstrækkelig. Hvorfor ikke 2,5 %?

Efter erfaringerne med Corona må vi og andre lande spørge, hvad der bliver fremtidens udfordringer? Er det endnu en pandemi? Er det klimaudfordringerne med afledte effekter som migration, som gør, at EU må bremse migrationen over Middelhavet? Er det et cyberangreb eksempelvis i forbindelse med et demokratisk valg? Er det mere eller mindre udtalte militære trusler?

Har vi et effektivt forsvar mod Cyberangreb?

Hvordan sikrer vi os effektivt mod truslerne
Vi må naturligvis stille spørgsmålet, hvordan vi bedst kan imødegå truslerne eller bedst kan svare på udfordringerne?

USA’s og NATO’s svar er klart militær oprustning. Alle NATO-lande skal bidrage med mindst 2 % af BNP i 2023. (Så kan de enkelte landes finansministre se, hvad der kan komme ind under “forsvarsudgifter” på samme måde, som man har forsøgt med de 0,7 % af BNP til “udviklingsbistand”).
Det er hverken en særlig frugtbar eller konstruktiv diskussion.

Forsvar eller forebyggelse
Ved udbruddet af Corona-pandemien kom det klart frem, at forsvaret mod pandemien var ganske utilstrækkeligt. I Danmark havde man ikke de nødvendige værnemidler og behandlingskapaciteten var umiddelbart utilstrækkelig. Det var meget værre i andre europæiske lande. Både regeringen og EU har tilkendegivet, at de fremadrettet vil sikre den nødvendige “kritiske infrastruktur” i tilfælde af en ny pandemi. Så forsvaret skulle være på plads.

Problemet er, at forsvaret først bliver sat ind, når epidemien er brudt ud. Det naturligvis være bedre at forbygge, at der kommer en epidemi. Det kræver en viden om, hvordan en virus og en epidemi opstår og udvikles. Det kræver også et “early warning system”.

Klimaforandringer. Refugees on the Hungarian M1 highway on their march towards the Austrian border,
Foto: by photog_at is licensed under CC BY 2.0. Cropped by publisher

Nye trusler
Noget tilsvarende gør sig gældende i forhold til klimaforandringer. Konsekvenserne er måske ikke umiddelbart så drastiske som i forhold til en pandemi, men de kan sætte en kædereaktion i gang: konflikter om land og vand, migration etc. De lande, som migranterne er på vej til, vil sandsynligvis begrænse adgangen om nødvendigt med militære midler.
Desuden kommer på det militære område en udvikling af mere sofistikerede våben og en spredning af kernevåben. Imødegåelsen af disse trusler har i de seneste år i NATO været oprustning, mens aftaler til forebyggelse af et rustningskapløb er blevet opsagt.

Hvilke midler har vi til rådighed
Hvilke midler er der – eller rettere sagt bør der være – til rådighed for et lille land som Danmark til at svare på fremtidens udfordringer?
Midlerne skal naturligvis afpasses opgavens karakter. Det er vigtigt at være godt orientere, at være opmærksom på hvad der sker. Være klar over hvilke lande vi har eller vil få sammenfaldende interesser med – “likeminded countries”. For et lille land som Danmark er det afgørende, at det internationale samspil og samarbejde er reguleret af internationale aftaler og et samarbejde gennem internationale organisationer. Her spiller udenrigsministeriet en hel central rolle. Desværre er der gennem en årrække sket en nedskæring i udenrigsministeriet og samtidig er der i stigende grad blevet fokuseret på handelsforhold.

Det bliver i stigende grad uklart, hvad man – bortset fra handelsinteresserne – vil benytte Danmarks internationale medlemskaber til. I forhold til EU får man indtryk af, at det først og fremmest drejer sig om, at det ikke må koste mere, ikke om det vil være mere hensigtsmæssigt at løse opgaver gennem EU. Jeg får det indtryk, at EU af den danske regering bliver opfattet som en organisation der blot skal betales til, og ikke som en fælles ressource til at løse fælles udfordringer (Det til trods for at socialdemokratiet i sit program “En udlændingepolitik der samler Danmark” skriver at der med Marshall-planen som forbillede bør ske et historisk løft af Afrika og EU-midlerne hertil skal øges).

Per Bo
Publiceret den 26. maj 2020