af Asbjørn Andersen, Globale Seniorer

Asbjørn Andersen leverer her sit syn på, hvad der kunne være Danmarks bedste bud på et bidrag til at nå verdensmålene. Han mener politikere og regering har været alt for passive og vil gerne inspirere dem. Her hans konkrete udspil som han, hvis det har interesse, gerne vil snakke videre om med andre, der vil påvirke den politiske debat. Skriv din kommentar til Asbjørns udspil og hans invitation til dialog i kommentarfeltet nederst på denne side.

Foto, Torben Ulrik Nissen: Der stødes ris på Madagascar

Asbjørns forslag:

Verden er under stærk forandring. Mens vi for 50 år siden kunne tale om en lille verden på en stor planet, må vi i dag erkende, at verden er blevet stor med hastigt voksende og ofte tunge fodaftryk på en lille planet. Indenfor miljø og klima er faresignalerne alarmerende og påvirker både sociale og økonomiske forhold. Svaret på denne globale udfordring er en ny sammenhængende global politik, bl.a. med udgangspunkt i de 17 verdensmål.

Der er stort behov for, at alle i verden bidrager med konkrete og opnåelige tiltag. Mit forslag til en fokuseret dansk indsats er, at bidrage til at reducere ekstrem fattigdom inden 2030. Det handler om verdensmål nr. 1.1, som sætter mål for afskaffelse af ekstrem fattigdom, som omfatter de fattigste 12pct af jordens befolkning. Igennem de sidste mange år har bistanden til de fattigste og mest skrøbelige land afviklet sig til kun en tredjedel per indbygger af det mellemindkomst lande modtager.

Det betyder, at en milliard mennesker i dag lever i ekstrem fattigdom med sult, sygdom og usikkerhed for fremtiden og kun få muligheder for forandring. Sådan har det ikke altid været. For 45 år siden, da ulandsbistanden var i sin opstart, levede 2 milliarder mennesker i ekstrem fattigdom. Primært i udviklingslande i Asien og Afrika. Mange af de fattigste lande modtog bistand og har derefter(selv) sikret udvikling fra fattigdom til at blive mellemindkomst lande og dermed halveret antallet af ekstremt fattige.

Målrettet bistand til de fattigste består især af bistand til udvikling af fødevareproduktion. Bedre jordbrug på landet og i byerne er vejen frem. Før sulten er under kontrol er de fleste andre tiltag forgæves. Danmark har mange erfaringer med jordbrug og udvikling af redskaber også i udviklingslande. Det er en god basis foran sammen med de skrøbeligste lande. Det er således meget positivt, at Danmark for nyligt har givet tilsagn om fattigdomsbistand til flygtninge fra Boko Haram kontrollerede områder i Nigeria.

• Sultkatastrofers omfang vil mindskes og deraf følgende fattigdomsflygtninge reduceres. I stedet for giver det bedre muligheder for at lokalbefolkningen kan udvikle sig i eget nærområde. Men det kræver bistandsindsatser.

• Antallet af børn per familie reduceres fra 4-5 til 2, som vi kender det i mellemindkomst lande. Det sker i løbet af en generation. Det har bl.a. den positive konsekvens at jordens befolkningstal stabiliseres hurtigere, og på et lavere niveau, end det ellers ville ske. Vi har alle fordele at dette sker.

• De tidligere ekstremt fattige får mulighed for længere skolegang, og derved bliver de i stand til selv at tage vare på egen forsørgelse og sundhed samt miljø i nærområdet.

Jeg opfordrer derfor, at afskaffelse af ekstrem fattigdom bør være det væsentligste indsatsområde for Danmark. Cost-benefit af indsatsen vil være betydelig, hvis ikke den størst mulige af en enkeltindsats. Og hertil kommer en tiltrængt positiv branding af Danmark.

Det kan gøres – vi har viden og erfaring i Danmark. Vi kan skaffe midlerne til investeringerne, hvis vi vil. Det kræver, imidlertid:

1. Global politisk ledelse af vore politikere i Danmark
2. Forstærket deltagelse i det internationalt samarbejde

Kun herved kan vi rykke fremad sammen med vore samarbejdspartnere i Norden, EU og i verden.
Beslutningen er nem, hvis vi vil sikre vore børn og børnebørn en fremtid.

Publiceret 8. marts 2017