Af Per Bo, formand for Globale Seniorer, og Gunnar Olesen,
International rådgiver og medlem af Globale Seniorer

Dansk og europæisk flygtninge- og indvandrerpolitik udfordres seriøst. Men en krise kan give anledning til at tage en politik op til revision og formulere en mere holdbar og langsigtet. Ikke blot for at løse den nuværende krise, men for at forudse og forebygge fremtidige.

Det vil kræve en bevidst indsats i lighed med den, som det internationale samfund forsøger på klimaområdet, da vort demokratiske system – alle fordele ufortalt – ikke er specielt velegnet til langsigtede beslutninger. Korte valgperioder og aktuelle indenrigspolitiske sager gør det ofte svært. En baggrund for Kinas succes i nyere tid har formentlig været dets politiske stabilitet.

To slags folkevandringer
Den nuværende situation karakteriseres ved to former for folkevandring, hvor mennesker hhv. flygter fra krig og drager af sted for at finde bedre materielle vilkår. Den første gruppe synes at være den største lige nu, den er omfattet af asylforpligtigelser i henhold til internationale konventioner og udspringer fortrinsvis af konflikter i Vestasien/Mellemøsten, som EU ikke alene kan gøre meget ved.

Den anden gruppe kommer i høj grad fra Afrika, den er ikke omfattet af internationale forpligtelser, og Europa kan selv påvirke dens størrelse. Man kan argumentere for, at en vis indvandring er fordelagtig for et aldrende Europa, men ret beset er behovet usikkert i lyset af den teknologiske udvikling, og Europa kan ikke modtage et ubegrænset antal af hverken flygtninge og indvandrere uden at det skaber nye problemer.

Perspektivet for Afrika
Et langsigtet perspektiv kunne være 35 år, dvs. frem til år 2050. Starter man med i stedet at kigge 35 år tilbage, kan man notere, at siden 1980 har flere forhold, som kun få havde forudset, ændret på verdens gang: Koldkrigens ophør og udbredelse af Internet, men også klimaændring og væksten i militant islamisme. Følgelig må usikkerhed om forudsigelser over mange år erkendes, sideløbende med at historiske erfaringer ikke bør tilsidesættes i tiltro til, at noget nyt og godt vil dukke op. Det nye er ikke altid godt!

Ikke desto mindre kan den demografiske udvikling – som klimaændringer – forudsiges med ret stor sikkerhed, hvis der ikke sker store ulykker. Den betyder (i runde tal), at Europa befolkning vil falde lidt til 700 mio. i 2050, og at andelen af ældre vil øges – selvfølgelig afhængig af om der er stor indvandring i mellemtiden. Omvendt vil befolkningen i Afrika vokse fra 1.200 mio. i dag til 2.500 mio. i 2050, og andelen i den produktive alder vil øges. Det sidste er en fordel, hvis de mange unge kan blive beskæftiget, men et stort problem, hvis ikke. Så vil mange af dem søge at komme væk.

Afrika har, bl.a. med sine store naturressourcer, potentialet til at sikre beskæftigelse. I de senere år har det haft høj økonomisk vækst og en voksende købedygtig middelklasse. Andelen af fattige er faldet, men vokser i absolutte tal. Dette er muligheder og problemer, som vi er nødt til at forholde os til. Om det ene eller det andet bliver fremherskende afhænger bl.a. af, hvilken strategi det internationale samfund, herunder ikke mindst EU og Danmark, vælger i forhold til Afrika.

Inspiration fra Marshall-planen
En langsigtet migrationspolitik bør støtte realiseringen af mulighederne i vores nabokontinent, også for Europas egen skyld. Her kan et historisk perspektiv være nyttigt, hvad der har ført til tale om en Marshall-plan for Afrika. Ganske vist kan man ikke direkte overføre metoderne fra Marshall-planen for Europas genopbygning efter anden verdenskrig, hvor infrastrukturen var ødelagt, mens der var overskud af kvalificeret arbejdskraft. Men centrale ideer derfra er stadig relevante.

Den amerikanske udenrigsminister George C. Marshall gjorde således i sin berømte tale i 1947 opmærksom på de mulige konsekvenser for USA af ustabilitet i Europa som følge af folks desperation over levevilkårene. Her kan man i dag erstatte ”USA” med ”Europa”, og ”Europa” med ”Afrika/Mellemøsten”.

Marshall tilbød omfattende bistand til Europa, men på betingelse af, at de europæiske lande sammen definerede deres behov og hvilke bidrag, de selv ville yde. Det førte til dannelsen af Organisationen for Europæisk Økonomisk Samarbejde, som startede nedbrydningen af toldskranker mv. og dermed Europas økonomiske opblomstring.

Dette kunne inspirere EU til et øget, mere perspektivrigt og langsigtet, samarbejde med Afrika. En samarbejdspartner er den Afrikanske Union, AU, som har udviklet sig positivt fra et svagt udgangspunkt. En ambitiøs plan for Afrikas udvikling ville bl.a. omfatte konfliktforebyggelse og -håndtering, nedbrydning af toldskranker, bedre skattesystemer, skabelse af arbejdspladser gennem investeringer og velfungerende arbejdsmarkeder. Udover at gavne Afrikas befolkning og Europas økonomi ville dette forebygge migration som følge af borgerkrige eller fattigdom.

I den første fase af et sådant langsigtet program kan der være behov for udviklingsbistand på et andet niveau end den hidtidige beskedne (hvortil de fleste andre velstående lande har ydet mindre end Danmark) – men med seriøse betingelser vedr. afrikanske staters interne forhold, herunder svære emner som regeringsførelse, korruption og befolkningspolitik.

På et senere tidspunkt kan bistanden skæres ned/bort i takt med stærkere afrikanske økonomier. Ulandsbistand var aldrig tænkt som noget permanent, og det meste af den ”gamle, fattige verden” er da også vokset ud af den elendighedsfattigdom, som især Kina og Indien for et par generationer siden var kendt for.

Langsigtet indsats
Mht. Flygtninge-udfordringen vil der sandsynligvis desværre fortsat være behov for bistand i forbindelse med konflikter, som kan medføre flygtningestrømme i den overskuelige fremtid. Det er tankevækkende, at en borgerkrig i Syrien, et land med ”kun” 22 millioner indbyggere, kan skabe så stort et flygtningepres inden for landet og mod nabolande og Europa.

Det er derfor nødvendigt, at det internationale samfund som helhed bliver bedre til at forudse og forebygge konflikter, herunder at et styrket FN i lighed med de oprindelige intentioner overtager den ”politi-rolle”, som Vesten/USA har forsøgt at udføre i 00’erne, men med nedslående resultater.

Naturligvis er det bedste for flygtningene at forblive i landene selv, eller i nabolande i regionen. I den nuværende situation vil det være nærliggende, at EU går i spidsen med at formulere en politik om hvordan man selv, og igennem FN, kan styrke indsatsen her. Herunder, stillet over for usikkerhed om, hvornår konflikter hører op, ved at sikre ikke alene ordentlige materielle forhold for flygtninge, men også uddannelse til børn og unge, kompetenceudvikling og arbejde til voksne.
Samlet set ligger EU’s – og Danmarks – muligheder for at påvirke folkevandring således ikke mindst i nytænkning af ulandsbistand. Langsigtet for at realisere Afrikas potentiale. På kort, og desværre nok også mellemlangt sigt, ved at definere flygtningelejre som en ”ny bistandsnation”, hvor bistandens formål er forvandle flygtninge fra stakler til en ressource for udvikling. Dernæst i et styrket FN, som bedre kan både forebygge og håndtere konflikter og tage hånd om flygtningene.

Dette kræver at beslutningstagerne ser tingene i det lange perspektiv, hvad der er nødvendigt og muligt, når det gælder vækst og vandring inden for verdens befolkning.

Indlægget har i beskåret form været bragt som debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 13. november 2015 med rubrikken “Ny hjælp”