Formand for 2030-Panelet, Steen Hildebrandt, giver her sin kommentar til, betydningen af at kunne måle fremskridt i forhold til 2030 målene i en lokal kontekst. Baseline for bæredygtige byer og lokalsamfund er muligvis den første målestok af sin art, mener Steen.
 
 
Man skal ikke overdrive, men måske fandt der en verdensbegivenhed sted i Danmark i torsdags. Her blev der på et møde på det nye Blox præsenteret en rapport, der bliver det første trin i den egentlige implementering af de 17 verdensmål i Danmark.

Det drejer sig om publikationen ‘Baseline for verdensmålene. Verdensmål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund’. Det lyder ikke af noget særligt, men det er det.

Det handler om at gøre verdensmålene konkrete og operationelle. Om at kunne handle hensigtsmæssigt og målrettet i henhold til verdensmålene. Det er muligvis den første rapport af sin art.

Baseline er det moderne ord for status. Man må vide, hvor man står. Man må gøre status, inden man begynder at tage initiativer. Ellers risikerer man at handle ud i det blå.

Derfor har 2030-panelet, som er nedsat af Folketingets tværpolitiske netværk for FN’s Verdensmål, 2030-netværket, og som jeg er formand for, fået udarbejdet denne rapport, som netop skal gøre det muligt at gøre status.

Mål nr. 11 om bæredygtige byer og lokalsamfund er valgt som pilotprojekt, fordi det er i byerne og i lokalsamfundene, at de største udfordringer og muligheder findes, når det handler om at skabe en bæredygtig udvikling.

By- og lokalmiljøer er noget, vi alle kan forholde os til, og som vi alle bor, arbejder, lever og bevæger os i.

Målet på dansk
Vi ved måske i forvejen noget om, hvordan det står til med de forskellige verdensmål i såvel Danmark som resten af verden, men et samlet overblik har vi ikke. Skal vi handle systematisk og hensigtsmæssigt, må vi vide mere om tingenes tilstand.

Skal verdensmålene gøres til virkelighed, skal der derfor i disse år rundt om i landene ske, hvad jeg vil kalde en loyal oversættelse til det lokale sprog og den lokale kontekst.

F.eks. kan vi i Danmark for delmål 11.1 (se oversigt nederst) kun i ringe grad anvende FN’s egen indikator om ”andelen af befolkningen, der lever i slumkvarterer, uformelle bebyggelser eller uegnede boligforhold”.

Så vi må finde nogle indikatorer, der passer bedre på det danske samfund. Det er nu gjort.

Aldrig før har der fundet en sådan proces sted globalt, men den finder sted nu overalt. Ikke nødvendigvis på regerings- og parlamentsniveau, men den finder sted.

Det kan være på et universitet i St. Petersborg, en region i Kenya, regeringer og parlamenter i Europa, delstater i USA, kirkelige organisationer, civilsamfundsorganisationer overalt i verden, osv.

Herfra, hvor vi står
Med en traditionel og meget brugbar planlægnings- og ledelsestænkning kan man sige, at vejen frem vedrørende målenes realisering kan opdeles i tre nogenlunde klare, men ikke nødvendigvis helt adskilte faser.

Den første fase er en statusopgørelse, en proces, hvor man i landet, kommunen eller virksomheden finder ud af, hvor man står mht. den enkelte måldimension, f.eks. byudvikling, produktion, uddannelse m.m.

Det er det naturlige udgangspunkt for enhver ledelses- eller forandringsproces, at man gør sig overvejelser over, hvor man befinder sig. I dette tilfælde: Hvad er den aktuelle situation vedrørende de 17 måldimensioner. Det er her, vi er nu.

I princippet er denne baseline-opgørelse neutral; det handler om en neutral oversættelse af mål og delmål til konkrete indikatorer eller målepunkter. Men i virkeligheden er det ikke en neutral proces, fordi der skal træffes en række valg, både med hensyn til hvilke fænomener og processer der skal måles, og hvordan de måles.

Resultatet af baseline-processen er en række indikatorværdier. Det kan også være kvalitative formuleringer i tilfælde, hvor kvantitative opgørelser er uden mening elle er umulige at gennemføre af forskellige årsager.

Formålet med baselinen er, at den skal danne det datamæssige grundlag for den videre planlægnings- og ledelsesproces. Men i den virkelige verden vil selve den omstændighed, at man gør status, pege på oplagte initiativer og handlinger.

Vejen frem mod målet
Den anden store fase er en visionsproces. Selve målene, summen af de 17 mål, peger frem mod en anden verden, en anden måde at indrette og lede verden på. Næste fase er derfor at tegne billeder af denne ændrede verden, dvs. tegne billeder af, hvordan Danmark – og verden – ser se ud, såfremt målene er realiseret, fx i 2030.

Tredje fase er at sammenholde baseline og vision og finde ud af, hvilke gab eller afstande der findes mellem baselinen og visionen, og med dette som grundlag finde frem til, hvad der skal til for at lukke disse gab eller afstande.

Verdensmålene lægger op til disse tre principielt set adskilte ledelsesprocesser. Disse processer er lokale; de finder sted i lande, kommuner og virksomheder. Dette må ske i en loyalitet over for ånden i verdensmålene, men selvfølgelig også med muligheder for lokal kreativitet og realisme.

Den proces, der her er omtalt, har taget sin begyndelse i Danmark med fremlæggelsen af en baseline for et enkelt af verdensmålene, mål nr. 11 om bæredygtige byer og lokalsamfund, på et møde torsdag den 31. januar.

Det er en proces, der skal finde sted overalt i verden. Og formentlig vil det arbejde, der lige nu gennemføres i Danmark, kunne være til hjælp og inspiration i andre lande.”

Steen Hildebrandt
Publiceret 2. februar 2019

 
 
Steen Hildebrandt er Professor, Ph.D. Denne kommentar til rapporten “Baseline for Verdensmål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund” er den 1. februar 2019 bragt i mandag morgen.