”Vi er alle i samme båd”

---

af Steen Hildebrandt, Ph.D.
Professor emeritus & adjungeret professor

Der er en tid før og en tid efter Corona. Corona-krisen vil for altid ændre verden. Meget vil vi glemme, men hos os alle vil der være erfaringer, billeder, indsigter og oplevelser, der vil sætte sig varige spor. Vi lærer og bliver mindet om i hvert fald to ting: 1) Alt i verden er forbundet. Og 2): Det, du gør, gør en forskel. Man skal være blind for ikke at se, at begge disse sætninger er sande.

Når vi får ryddet op efter Corona-krisen, vil vi se en anden, mere nøgen og mere sårbar verden. Verden er ændret. Jeg tror, at de igangværende alvorlige kriser vil give anledning til eftertanker, nye indsigter og en øget klarhed, der vil ændre såvel de globale, som de nationale og de helt lokale politiske og ledelsesmæssige dagsordener. Vil ændre virksomheders og menneskers værdier og tankemønstre.

Virksomheder er uhyre sårbare. Mange virksomheder må i dag erkende, at de har et meget svagt, om overhovedet noget, kriseberedskab. Mange virksomheder klarer kun en enkelt eller et par uger uden omsætning, før de må dreje nøglen om. Og dette gælder vel at mærke ikke kun nystartede og særligt sårbare virksomheder. Det gælder også flere år gamle virksomheder. Mange virksomheder har haft så travlt med blind og stakåndet vækst og lidt for megen og lidt for smart såkaldt innovation, at de intet har på kistebunden, ja, de har end ikke en kiste; de har intet at stå imod med; de håber det bedste og har en skrøbelig kontakt til en bank, der siger farvel og tak, så snart der er problemer. Eller også stiller banken så ublu krav om renter og sikkerhed, at kravene ikke kan imødekommes.

Dårlige virksomheder
Man må også notere sig, at der – rent ud sagt – er mange dårlige virksomheder; dårlig ledelse, dårlig moral, dårlig kundebehandling, dårlige arbejdsforhold, dårlige produkter og ydelser etc. Jeg siger ikke, at det er bankernes opgave at redde de i egentlig forstand dårlige virksomheder. Mange af disse virksomheder går ned i tider som disse. Og det er svært at begræde, at det sker. De skal bukke under. Nystartede, gode, men svage virksomheder, bliver i samme omgang også ramt, og det er ærgerligt, for de burde have haft en chance. Nogle af hjælpepakkerne kommer heldigvis til deres ret her.

Virksomheder skal efter Corona-krisen generelt arbejde meget mere bevidst med krisetænkning og -beredskab, dvs. med begreber som: likviditet, sårbarhed, disruption, robusthed (resiliens) og fleksibilitet. Og mange virksomheder skal tage deres generelle ledelse, herunder deres etik og moral og deres samfundsansvar op til grundig overvejelse. Der er ingen formler eller lette fremgangsmåder her; man må arbejde virksomhedsspecifikt og efterhånden nok også mere og mere i nye former for partnerskaber eller værdikæder. Man må berede sig på uforudsete og til dels uforudsigelige hændelser og tendenser. Sådan som vi lige har oplevet det. Det umulige er lige sket. Og derudover må man selvfølgelig også forberede sig på alt det, som vi godt véd kommer, nemlig hele klima- og bæredygtighedsdagsordenen. Det er nye tider, og det er ikke nødvendigvis dårligt alt sammen. Corona-krisen er smertelig, men den bliver forhåbentlig også en nødvendig, omend smertelig øvelse. En øvelse, der gør os alle mere egnede til en endnu vanskeligere, mere udfordrende, men også en mere mulighedsrig fremtid. Jeg tror, vi bliver nødt til at tale på denne måde.

Business as usual har ingen eksistensberettigelse
Specifikt – og som eksempel – må nogle virksomheder, formentlig mange, erkende, at deres markeder, markedsmuligheder og hele eksistens for altid vil være markant ændret. De virksomheder, der først oplevede krisen, var virksomheder inden for oplevelsesøkonomien, og vi erfarede hurtigt: Det er en meget stor industri, og den hænger sammen med alt andet. Hoteller, restauranter, caféer, flyselskaber, lufthavne, turisme, rejsebureauer, transportvirksomheder, krydstogtbranchen, etc. Ingen af disse virksomheder og brancher vil formentlig nogensinde komme til at opleve business as usual. Mange flyselskaber – og andre transportvirksomheder – vil selvfølgelig overleve, men vil de nogensinde komme op på samme aktivitetsniveau, som før kriserne? Vil deres forretningsmodeller én gang for alle være forandret? Vil deres mission og eksistensberettigelse varigt være ændret? Vil de til grundliggende sundheds-, ressource- og bæredygtighedskriser og -dagsordener tvinge virksomheder til fornyede overvejelser om, hvad deres eksistensberettigelse – deres purpose – og de dermed forbundne strategier og værdier vil og skal være? Jeg tror det. Ikke alle, men mange.

Corona-krisen er et vink med en vognstang til virksomheder verden over: Du er ikke alene. Alene er du ikke meget værd. Ja, alene er du intet værd. Du er afhængig af omverdenen. Du er også kritisk afhængig af den stat, som du måske i går kritiserede og undsagde, ja måske var du i færd med at snyde den for skat og afgifter. Derfor har du et medansvar for denne stat og for verden. Du kan ikke bare køre dit eget løb og varetage dine egne snævre interesser, og så lade alle andre sejle deres egen sø. Der er ikke kun én interessent i din virksomhed: aktionærerne eller ejeren. Der er adskillige interessenter: Samfundet, verden, naturen, de ansatte, leverandørerne, kunderne. Og det er ikke bare snak, sådan som det måske har været det indtil nu; for det er rigtigt: Sådan har vi sagt i mange år; men nu er det blevet en uafviselig og klar realitet. Nobelprismodtager Milton Friedman havde ikke ret, da han i en Time Magazine artikel i 1970 argumenterede, at private virksomheders eneste formål var at generere profit til aktionærerne. Både virksomhedernes og samfundenes situation og vilkår siden da er totalt ændret.

Der vil altid være virksomheder, der kører forbi alt dette: De snyder fortsat i skat; snyder med moms og afgifter; de hopper altid over, hvor gærdet er lavest; de presser de ansatte, kunderne og leverandørerne til det yderste; de fyrer medarbejdere og leverandører med en SMS uden at blinke. De er flintrende lige glade med andre. Sådanne virksomheder vil der altid være. Men – og det er det interessante: De fleste virksomheder ser og vil vågne op til en anden verden og erkende, at de må yde deres bidrag til denne nye verden. Mange gør det allerede. Det hedder samfundssind. Det er fællesskabsbevidsthed. Det er viden og bevidsthed om, at verden påvirker mig, og jeg påvirker verden. Og derfor: Jeg har et medansvar for verden. Jeg skal ikke redde hele verden, men jeg skal tage min andel af medansvaret for helheden.

Et vindue for opmærksomhed på Verdensmålene
Jeg vurderer, at Corona-krisen og den dermed forbundne økonomiske verdenskrise vil være en trædesten frem mod og et vindue til en fortsat og stærkt øget opmærksomhed og ansvarlighed vedrørende den globale – og dermed også den lokale – klima-, bæredygtigheds- og verdensmålsdagsorden. Klart: Det er usikkert, hvordan det vil udfolde sig, men det er min vurdering – og det er helt klart også mit håb, at det vil ske. Vi bliver med Corona-krisen mindet om verdens sårbarhed og skrøbelighed, og det er faktisk denne sårbarhed, som verdensmålene adresserer. Så når vi er færdige med Corona-sundhedskrisen, skal vi til for alvor at konfrontere de næste – endnu mere alvorlige udfordringer – og muligheder. Vi skal nemlig på en række andre områder fortsætte den begyndende reformtænkning, som håndteringen af Corona-krisen har været udtryk for. Nye former for lederskab, nationalt og efterhånden også globalt. På dansk hedder det bl.a. klimalovgivning, en ny dansk handlingsplan for verdensmålene, den bredere bæredygtighedsdagsorden og meget andet. Eller sagt på en anden måde: Det handler om at videreudvikle det danske velfærdssamfund, så det bliver til et bæredygtigt velfærdssamfund.

Verdensmålene handler jo om den indsigt, at verden i disse år på en række områder er på vej i en forkert retning. Retningen skal ikke bare korrigeres; den skal ændres radikalt. Verden skal transformeres, som det hedder i den FN-resolution, der indeholder verdensmålene. På mange måder er mennesker allerede i gang med dette. Det gælder mange unge mennesker, men også mange politikere, embedsmænd, forskere, virksomhedsledere, kunstnere, civilsamfundsorganisationer – og mange andre. Verden er i gang med en transformation. Det går langsomt. Og mange vil sige: For langsomt. Vi skal helt sikkert op i gear nu.

Vi ved ikke, hvordan den aktuelle sundheds- og økonomiske krise vil påvirke udviklingen i verden på lidt længere sigt; vi ved heller ikke, hvordan situationen vil påvirke verdensmålene. Men verdensmålene fremstår i hvert fald i et andet lys i dag end for blot to måneder siden. Der er kommet en alvor til, som vi ikke havde blik for før – selv om alle mennesker ved og vidste, at en pandemi altid er en risiko – en alvorlig risiko. Enhver ved også, at en global økonomisk krise let kan udvikle sig, netop fordi alt i verden er så forbundet og skrøbeligt, som det er. Vi er også bevidste om både klima- og biodiversitetskriserne. Vi véd det. Vi véd, det er alvor. Men alligevel handler vi på mange måder i hverdagen, som om det ikke er rigtigt.

I den daglige jargon siger vi undertiden: ”Der skal lig på bordet, før der sker noget”. Og det er, hvad vi jo desværre ser lige nu. Vi ser korteger af militære køretøjer køre døde mennesker til italienske krematorier. Vi ser tallene – dagligt. Tænk, hvis vi var fælles om den indsigt, som mange forskere og politikere forsøger at formidle til verden i disse år, nemlig at klima- og biodiversitetskriserne er mere alvorlige, end de aktuelle sundheds- og økonomiske kriser, og tænk, hvis vi reagerede lige så prompte og klart på det. Så ville verden for alvor se anderledes ud. Så ville det reelt være muligt at transformere verden på de ti år, der er tilbage af verdensmålsperioden. Og sagen er: Det er formentlig uden for al tvivl, at det er langt mere kritisk at tage disse udfordringer alvorligt, end at få bugt med Corona-krisen.

Det, du gør nu, gør en forskel
Verden over udviser mange mennesker og virksomheder lige nu samfundssind. Mennesker taler til og med hinanden på nye måder; mennesker tager hensyn til hinanden på nye måder; mennesker bringer ofre, dvs. tænker og handler ud over deres egne personlige eller private interesser. Mennesker hjælper hinanden; virksomheder melder sig og vil gerne hjælpe – og ind imellem også lave nye forretninger. Mennesker og virksomheder ser, hvordan deres egen og andres adfærd – nu og her – påvirker andre mennesker, og påvirker verden – på godt og ondt. Dette gælder den såkaldt almindelige borger, og det gælder også virksomhederne. Verden over ser vi politikere agere på andre måder og med andre dagsordener, end vi er vant til. For alle gælder det: Det, du gør nu, gør en forskel. Det er rigtigt: Mennesker glemmer; det bliver hverdag. Corona-krisen bliver historie. Men verdensmålene og deres baggrund forsvinder ikke. Tværtimod. Verdensmålene er et billede af, hvordan en bedre verden kan og vil se ud, hvis vi handler nu. Og det, vi lærer nu, er: Vejen til denne bedre verden afgøres principielt på to niveauer: (1) Den afgøres på regerings- og globalt niveau: Nationalstaterne, EU, FN, Verdensbanken etc., og (2) Den afgøres af dig og mig. For det er sandt, at hvad det enkelte menneske og den enkelte virksomhed gør, har betydning for verden. Det har betydning, fordi vi alle er i den samme båd. I det formelle ledelsessprog hedder det: Det er både en Top down- og en Bottom up strategi- og ledelsestænkning, der er behov for.

”Building back better” er et begreb, der kendes fra fx katastrofeområdet. Når vi skal bygge samfundet op efter krisen, efter katastrofen, efter pandemien, efter ulykken, så skal vi ikke bare tænke på at komme tilbage til det gamle, til det vi kendte før krisen. Nej, vi skal tænke på og lære af de erfaringer, vi har gjort, og som andre har gjort, vi skal huske vores drømme og håb, og så skal vi gøre det endnu bedre bagefter. Det skal vi have med, når vi i disse måneder taler om og er optaget af perioden efter Corona-krisen: Vi skal og kan gøre det bedre.

Steen Hildebrandt
Publiceret den 18. maj 2020