af Povl Anker Andersen, Globale Seniorer

Søndag den 18. marts kom oplysningerne om at den tyrkiske hær har fordrevet den kurdiske YPG milits fra Afrin. Ellers har der længe været larmende tavshed omkring angrebet på Afrin i Syrien, skriver Povl Anker Andersen. Han peger på vores ansvar i slutspillet om Syrien.

 
Europarådet bør handle på et krav om at rådsmedlemmerne lever op til den menneskerettighedskonvention som er en central værdi for fællesskabet. Især Danmark, som har formandskabet for Europarådets Ministerkomité burde føre an i et langt større pres på Tyrkiet, der efter de seneste oplysninger fra de internationale bureauer nu har fuld kontrol over centrum af Afrin og har fordrevet de kurdiske militser med frygtelige konsekvenser for civilbefolkningen.

Vi ser i medierne dagligt billeder af civile flygtninge fra Assad regimets og den russiske hærs fortsatte angreb på Ghouta og vi forfærdes over omfanget af civile lidelser igennem de cirka 7 år krigen har varet. Den 25. februar, for godt 14 dage siden, deltog jeg i en demonstration på Rådhuspladsen arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke for at stoppe bombningerne af civilbefolkningen i Afrin, Ghouta og Idlib. Dagen før havde FN’s sikkerhedsråd endelig opnået enstemmighed om resolution 2401, der krævede en måneds stop for krigshandlingerne i Syrien. Det gav os på dagen en vis grundløs optimisme.

Siden er det blevet tydeligt, at der ikke er enstemmighed når det kom til at følge resolutionen op med handling og bombningerne er fortsat. Den tyrkiske hær har siden ufortrødent bombet Afrin og provinsens kurdiske befolkningsflertal. Næsten to måneder har Afrin været under angreb og efter troværdige internationale menneskeretsorganisationers rapporter har det ramt skoler, børn og voksne overalt i provinsen. Sammenslutningen af Kurdiske Foreninger i Danmark, FEY-KURD, melder om flere hundrede dræbte civile og og mange sårede. Til det kommer i dag til morgen oplysninger fra Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, Sohr, om at der i forløbet er dræbt 1.500 kurdiske militsfolk.

Mens rædslerne i Ghouta godt 10 km øst for Damscus når medierne, har der været en uhyggelig tavshed om krigshandlingerne i Afrin. Det er ligesom lettere med Ghouta – Assad er en skurk, det ved enhver, og russerne har vesten for længst udråbt som den største trussel mod freden. Det er straks sværere med Erdogan, ham er vi i klub med, både i Nato og i Europarådet. Han er ansvarlig for den tyrkiske operation ”olivengren” som de kalder missionen i Afrin og samtidig aftalepart i forhold til Europas forsøg på at bremse flygtningestrømmen til Europa.

Tyrkiets begrundelse for missionen i Afrin, der ligger ca. 25 km. syd for grænsen til Tyrkiet, er deres ret til at forsvare sig mod terrorister som er en sikkerhedstrussel mod Tyrkiet. Kendsgerningen er dog den, at det var Erdogan selv, der i 2015 brød fredsprocessen med kurderne, og siden har forfulgt dem både eksternt og internt i Tyrkiet. Særligt med fængslingen af demokratisk valgte parlamentsmedlemmer for det kurdisk dominerede tværetniske HDP parti i forlængelse af det forfejlede kupforsøg i sommeren 2016. Efterfølgende også med sporadiske massefængslinger af lokalt valgte politikere og offentligt ansatte.
På den anden side har den kurdiske YPG milits været Natos tætte og effektive allierede i kampen mod ISIS i Syrien, hvorimod Tyrkiet i hele indledningsfasen tillod ISIS adgang til Syrien gennem en piv-åben tyrkisk grænse.

Udviklingen i Afrin er derfor særlig flov for os europæere. Vores indflydelse på udviklingen i Syrien er minimal og pt. alene baseret på FN’s formåen som repræsentant for verdenssamfundet. Modsat er vores indflydelse i forhold til Tyrkiet potentielt langt større. Tyrkiet er vores alliancepart i Nato ligesom Tyrkiet er medlem af Europarådet, hvor Danmark pt. har formandskabet i Ministerkomiteen.

I stedet for at undergrave tilliden til konventions systemet, som let kan blive effekten af Løkke regeringens København-erklæring, burde Danmark bruge sin formandsrolle til at sætte ind på at sikre at Tyrkiet, såvel som de øvrige medlemsstater, overholder den europæiske menneskerettighedskonvention. Det er ikke bare en mulighed, det er en forpligtelse i forhold til fællesskabet. Så stop tavsheden og tag bladet fra munden omkring Tyrkiets ageren indenrigs- og udenrigspolitisk.

Det samme gælder i forholdet til FN. Selvom vi kender den virkelighed som FN’s beslutningssystem er underlagt er det den danske regerings pligt så skarpt som muligt at kræve resolution 2401 efterlevet. Vi må kræve stop for de lidelser som civilbefolkningen i Afrin, Ghouta, Idlib og andre områder af Syrien er udsat for i slutspillet om Syrien.

Publiceret den 18. marts 2018