Ordrig udgang på København-konferencen om den europæiske menneskerettighedskonvention skriver Henrik Døcker i denne kommentar og tilføjer opsummerende, at danske særønsker kun i mindre omfang er blevet imødekommet

af Henrik Døcker, Globale Seniorer

Den europæiske menneskerettighedskonvention af 1950 slap tilsyneladende nogenlunde uskadt fra den københavnske konference ”på højt niveau”, som fandt sted 11.-13. april – samtidig med at 19 medlemmer af Globale Seniorer i Strasbourg så at sige kiggede ind bag bag Europarådets og Menneskerettighedsdomstolens kulisser. I et seks sider communiqué, kaldet København-erklæringen, ”druknede” deltagerlandene så at sige – gennem 67 punkter – uoverensstemmelserne i ord.

Ved at opsummere og gentage store mængder af tidligere foretagne landvindinger på menneskeretsområdet og fremhæve ”de gode viljer” plus erklæringer fra tidligere embedsmandskonferencer cementeredes det vigtige europæiske sammenhold om beskyttelsen af menneskerettighederne og viljen til at bringe Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser ud i livet.

Med luppen fremme
Man skal nærmest have luppen frem for at få øje på væsentlig nyt i denne sammenhæng. I bedste fald ”gammel vin på nye flasker”. Helt konkret blev det besluttet at Europarådets Ministerkomité (de 47 Europarådslandes udenrigsministre) inden udgangen af 2019 skal afgøre, om de hidtidige forholdsregler (herunder principvedtagelser. red.) er tilstrækkelige til at man kan sige, at ”menneskeretsmaskineriet” i Strasbourg er velfungerende.

Og så spiller København-erklæringen i øvrigt bold med tidligere kendte udtryk som subsidiaritet (gammel kending fra EU-debatten) og den nationale skønsmargin (en lille bremseklods Menneskeretsdomstolen for år tilbage har forsynet sig selv med). Ligesom integration er subsidiaritet begreber, man har lånt fra matematikken. Under hede debatter om EU for mange år siden bragtes det gang på gang frem, at Europa-kommisisonen i Bruxelles ikke skulle blande sig i sager, nationalstaterne var bedre til at løse, På dansk kaldtes det undertiden nærhedsprincippet.

Når man nu taler menneskerettigheder, er det kuriøst, at Strasbourg her nærmest får besked på at blande sig så lidt som muligt, eller i hvert fald mindre end hidtil, når kampen for menneskeretsbeskyttelse bl.a. som udgangspunkt har, at den enkelte stat skal blande sig så lidt som muligt i borgerens privatsfære. Nuvel, det er vedtaget, at præamblen til den europæiske menneskerettighedskonvention skal forsynes med en ”sløjfe” (eng: recital), hvori det fastslås, at enkeltstaterne med iagttagelse af subsidiaritetsprincippet har det primære ansvar for sikringen af menneskerettighederne som opregnet i konventionen og dens 15 tillægsprotokoller.
Den nationale skønsmargin er af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol blevet brugt til at undgå at dømme indklagede stater for menneskeretsbrud, når udviklingen i det pågældende land måske ikke fuldstændig svarede til hvad der nu var retstilstanden i flertallet af europæiske lande. Storbritannien har eksempelvis tidligere nydt godt af dette princip i sager om kønsskifte og homoseksualitet (i dag er retstilstanden den samme for briter og andre europæere på disse felter).

Enkeltstaternes eget ansvar
Det går langt tilbage, at Menneskerettighedsdomstolen påpegede behovet for at enkeltstaterne selv så at sige ”opsamlede” menneskeretsbrud og afgjorde dem ved egne domstole. Det var foranlediget af de langstrakte retssager, noget særlig Italien har excelleret i – siden domstolen gik i gang i 1959 er der totalt pr. 1, januar 2018 afsagt 5668 domme om for langsom sagsbehandling ved nationale domstole, heraf 1193 mod Italien. Det var dog i en sag, rejst af polakken Andrzej Kudla, at domstolen i Strasbourg ved dom i 2000 satte fokus på en af menneskeretskonventionens egne bestemmelser (art. 13 om retten for enhver, hvis rettigheder er krænket til ”effektiv oprejsning” for en national myndighed) og deraf udledte at staterne selv skal oprette et sådan uafhængigt klageorgan. Det har da også ”storsynderen” Italien gjort, hvorefter langt færre af den slags sager når helt til Strasbourg.

Fuldbyrdelsen af Menneskerettighedsdomstolens domme overvåges af særlig Implementeringsenhed under Europarådets Ministerkomité, men det er blevet en stor byrde, når en række borgere, fx fra Rusland og Ukraine, har viderebragt sager, de har vundet ved deres egne domstole, videre til Strasbourg for at få de nationale domme fuldbyrdet. Ministerkomiteen har her en vigtig rolle ved at støtte en dialog med Europarådsstaterne for at få domme gennemført på nationalt niveau. Menneskerettighedsdomstolens afgørelser kræver i øvrigt generelt særlige love i hver enkelt stat for at blive gennemført og dette er altså mere kompliceret end man skulle tro!

En måde hvorpå Menneskerettighedsdomstolen kan styrke dialogen med staterne er at lette adgangen for såkaldt tredjeparts intervention i sager, der er forebragt domstolens appelinstans, kaldet Storkammeret. Herved kan andre stater end den indstævnte ‘medvirke’, vise sin interesse. Selv om en dom fra domstolen kun binder den stat, som antages at have krænket menneskeretskonventionen, vil udfaldet af enhver sag indirekte påvirke de andre Europarådsstater, hvis en lignende sag skulle dukke op, rejst mod dem.

De danske ønsker i udgangspunktet er ikke imødekommet
De mange gode ord om samspil, dialog, kontakt osv. i København-erklæringen er udtryk for et politisk ønske hos regeringerne om at Strasbourg-domstolen har mere kontakt med den politiske verden rundt om i Europa. Nationale domstole har ligesom flere signaler at tage bestik af, eftersom de opererer i et større spektrum med mange forskellige love, civile sager og straffesager, en anklagemyndighed, et politi. Menneskerettighedssdomstolen dømmer alene på grundlag af konventionen og har kun beføjelse til at konstatere krænkelse og fastslå et erstatningsbeløb til den krænkede eller ikke-krænkelse. Den har ingen straffebeføjelse.

København-erklæringen opfordrer medlemsstaterne til at gøre alt for at Menneskerettighedsdomstolen kommer til at bestå af de mest kvalificerede personer fra de enkelte lande og hilser med tilfredshed, at Ministerkomiteen har oprettet et særligt rådgivende ekspertpanel, ligesom Europarådets Parlamentariske Forsamling har nedsat et udvalg om valg af dommere. Det tyder på, at der har været tale om udnævnelser, som ikke fuldt ud levede op til de høje krav til integritet og total uafhængighed af dommernes hjemstater. Dommere, såvel i nationale som internationale domstole, er i princippet uafhængige og kan ikke gives instruktioner af deres hjemstater.

Endelig understreger medlemsstaterne det vigtige i at Den Europæiske Union tiltræder den europæiske menneskerettighedskonvention, noget som har været til forhandling og drøftelse i årevis. Opsummerende kan det konstateres, at danske særønsker kun i mindre omfang er blevet imødekommet. Menneskeretsdomstolens stærkt udskældte dynamiske fortolkning af konventionen adresseres ikke direkte. Nationale domstole dømmer i øvrigt også på grundlag den retstilstand, der eksisterer i dag og ikke den, der var da loven blev vedtaget. Når Danmark har haft vældig få sager (ca. 15) hænger det bl.a. sammen med, at menneskeretskonventionen hos os er ophøjet til lov. Siden det sket, er konventionen blevet citeret i rigtig mange danske domme.

Publiceret den 25. april 2018

>>>>      Følg link til originaldokumentet: Copenhagen Declaration

tilbage til ↑ globalt set