---

 
 
af Henrik Døcker
Journalist og forfatter

Når vores demokrati henter sin inspiration i de græske bystaters folkestyre, og vi så i århundredernes forløb har finslebet ideen fra statens folkeforsamlinger – parlamenterne – via delstats-, regions-og provinsråd til kommunalbestyrelser og sogneråd, ja så skulle man være forvisset om et styre for, ved og af folket. Problemet opstår, når folket ikke selv opfører sig i overensstemmelse med det moderne demokratis grundpiller: retsstaten og respekten for menneskerettighederne.

Allerede i 1700-tallet reflekterede tænksomme personer over vilkårene for folkestyret. Måske havde de ikke det direkte for øje, de fremskridtsvenlige typer i Frankrig, England og USA, som blev opmærksomme på, at magten som sådan ikke burde være koncentreret ét sted, hos fyrsten eller præsidenten. Men én af ophavsmændene til magtens tredeling i den lovgivende, udøvende og dømmende magt, den franske dommer Charles-Louis Secondat de Montesquieu, forfattede da også sin skelsættende bog om emnet under titlen xOm lovenes åndx.

Bortset fra at han erkendte, at ingen af de tre magter måtte dominere én af de andre to – senere af den amerikanske politiker, siden hen præsident James Madison formuleret i udtrykket at de skulle holde hinanden i ”skak og balance”- var han optaget af nogle bagved liggende principper, som skulle tjene til at indgyde borgerne og de folkevalgte de ”dyder”, som almenvellet fortjente. Det var ikke noget, der nærmede sig vores dages universelle menneskerettigheder: Montesquieu var død små 40 år før den franske revolution og erklæringen om borgerens og menneskets rettigheder i 1789. Men nogle frø var lagt.

Trods to verdenskrige, opkomsten af talrige internationale samarbejdsorganisationer, endog overnationale af slagsen (EU) og et vildtvoksende net af private samfundsorienterede, herunder humanitære organisationer (ngo’er) døjer mange stater, der formelt er demokratier, dvs. baseret på frie, almindelige parlamentsvalg, med at skabe en passende balance mellem folkets vilje, de almene retsstatsprincipper og magtens udøvelse. Vi underforstår her, at tvister afgøres med fredelige midler. Når disse – som FN-pagtens docerer (i sin art.2) – skal klares med fredelige midler, må det også gælde internt i staterne. Hvad nutidens mange borgerkrige desværre modbeviser.

Den britiske lord Acton talte om, at ”al magt korrumperer, totalt magt korrumperer totalt,” hvori altså ligger, at fristelsen til magtmisbrug er stor. Først 100 år efter udgivelsen af ”Om lovenes ånd” indførtes såkaldt frie forfatninger i Europa, umiddelbart med det formål at føre folket frem til medbestemmelse og afskaffe kongers enevoldsmagt. Først 100 år derefter holdt menneskerettighederne deres indtog på den internationale scene gennem en proklamation (erklæring) fra FN, dernæst ved en folkeretligt bindende europæisk konvention.

‘Folket’ i Europa ned til den enkelte borger fik altså ret til – under bestemte betingelser – at forebringe nationale afgørelser både fra den udøvende magt og domstolene for en international domstol – den i Strasbourg, som kan tilkende borgeren en godtgørelse, hvis konventionen er overtrådt. Borgere uden for Europa har teoretisk set en lignende mulighed gennem FN-systemet, men magtapparatet her er langt svagere: Ingen egentlig domstol og ingen mulighed for godtgørelse.

De frie valg, som al verdens forfatninger, lover deres borgere, har desværre ofte vist sig at være en torso: Enten er der for få partier at vælge imellem, eller også generes oppositionspartier af det siddende styre eller der sker forfalskning af valgresultatet. Ind imellem er det lykkedes en befolkning af få væltet en siddende præsident, hvad enten det så skyldtes grov valgfusk, involvering i korruption elle andre lovovertrædelser (Eksempler kan fx hentes fra Italien, Filippinerne, Peru og Colombia)). Den nye variant repræsenterer USA’s Donald Trump: At erklære et lovligt gennemført valgresultat for falsk – alene baseret på egen ønsketænkning.

De millioner, der i forvejen stemte på Trump, og de mange, der stadig fornægter valgresultatet i USA, tilhører de brede samfundsskarer over hele verden, som intet begriber af demokratiets iboende vilkår. De millioner af mennesker, fx i Indien og Mellemøsten, der lever i parallelsamfund med massiv kvindeundertrykkelse og et familiebaseret tyranni, har heller intet begrebet om moderne tiders ligeberettigelse af kønnene og i det hele taget respekt for det enkelte menneske.

Det sker bl.a. når ‘folket’ eller store dele af det betragter sig som en sammenhængende masse hvori den enkelte ikke har ret til eller behov for en individuel holdning, til at bestemme over sin egen krop, til at forholde sig til andre mennesker ud fra helt egne ideer. Med andre ord må det konstateres, at store dele af verden ikke har taget menneskerettighedernes budskab til sig.

Det er altså ingenlunde altid ”den onde stat”, som spænder ben for en fri menneskelig realisering. Et væld af store befolkningslag betragter det politiske liv som en valplads for meningernes sammenstød. ”Gyldne kæder” forpligter ikke til en anstændig livsførelse, til respekt for retsstaten eller blot det, der ligner. Den manglende agt på love, som bærer demokratiet, er udtryk for den magtbrynde, lord Acton talte om. En despekt for det juridiske som sådan. At love skal holdes, at retsafgørelser skal efterleves. I Europa er vi heldige at have en menneskeretskonvention, som kan bremse de værste magtmisbrug, hvis nationale værktøjer ikke strækker til. Det har aldrig fx hverken i USA eller Danmark – være sådan, at politikere er hævet over loven. At de sådant set kunne spille på to ”klaviaturer”- det politiske og det juridiske og ikke prioriterer, at de er i samklang….

En tidligere justitsminister, oven i købet jurist (Erik Ninn-Hansen) måtte sande det og dømtes ved Rigsretten, en tidligere integrationsminister (Inger Støjberg) er i fare for pådømmelse sammesteds. Begge med hvad man kort kunne kalde ”et skævt forhold” til udlændinge, som søgte om asyl eller anden form for opholdstilladelse. De havde kun deres eget ensidige ‘univers’ for øje. Men i et demokrati må man indordne sig – og i øvrigt finde sig i, at en årvågen og kritisk presse – hvor den altså ikke er kneblet, som fx i et stort formelt demokrati: som Tyrkiet.

Man taler om, at visse politikere ”klæber til taburetten”: Det gælder i særlig grad præsidenter, som i virkeligheden ønsker at sidde på livstids: Tænk på Ruslands Putin, Tyrkiets Erdogan, Venezuelas Chávez – og mange flere. En del forfatninger har fastsat, at en præsident kun kan sidde i to valgperioder – men talrige er eksemplerne på, at de ved alskens rå og ufine metoder manipulerer med en sådan bestemmelse for at sidde længere. Nå, men hvad så med verdens ganske vist få kronede regenter, fx den danske? De er aldrig på valg. Nuvel, men deres magt er yderst begrænset, de regerer i konstitutionelle monarkier, hvor regeringen er indehaver af den reelle magt.

Det farlige ved at stole for meget på folkeafstemninger og på ‘folket’ i det hele taget illustreres af de befolkninger, der forfægter intolerance og ulighed. Tænk på Algeriets første frie valg, der udløste en blodig borgerkrig 1990’erne, fordi et islamisk, voldeligt orienteret islamisk parti vandt valget. Eller tænk på, at Adolf Hitler naziparti, der kom til magten ved et demokratisk valg i 1932. Farligt er det også for en vælgerbefolkning at have blind tillid til en magthaver – andre demokratisk valgte har ladet sig korrumpere af magtens sødme.

Vi er tilbage ved begyndelsen: At den demokratiske forpligtelse både ligger hos den enkelte borger og statsmagtens udøvere. En målestok for hvor langt demokratiet i en given stat kan være nået kan læses af hvordan den behandler sit eller sine mindretal. Den kunne også være i hvilket omfang borgeren kan rejse sag mod sin egen stat ved domstolene – med udsigt til at vinde den og ikke havne i fængsel! Det er få befolkninger i verden beskåret.

Henrik Døcker
Publiceret den 13. januar 2021