---

 
af Henrik Døcker
Journalist og forfatter

En vældig udvikling i kommunikationsformerne i de sidste omkring 70 år har åbnet for sluser af meningstilkendegivelser verden over. Nutidens verdensborger overøses ikke alene med informationer, men qua de sociale medier også med meningstilkendegivelser. Det enkelte samfundsbevidste menneske må derfor anvende en betydelig portion energi på at være velorienteret.

Når en drøftelse af ‘ytringsfrihedens grænser’ i en lang årrække typisk drejede sig om diverse staters undertrykkelse af den kerne-menneskerettighed, ytringsfriheden udgør, er privates grænseoverskridende tilkendegivelser i dag en stadig hyppigere trussel mod den fri meningsbrydning. Der mangler alment anerkendte normer for den lette vej til at manipulere, fordreje og true via din mobiltelefon eller computer, dvs. begrænse hvad jeg opfatter som misbrug af ytringsfriheden.

Problemet er delikat, fordi den grundlæggende idé bag de menneskerettigheder, som gennem FN og Europarådet blev formuleret kort efter 2. Verdenskrig, er at staten skal blande sig så lidt som muligt, den skal kun gribe ind, hvor det ”er nødvendigt i det demokratiske samfund” (som Den Europæiske Menneskerettigheds-domstol har formuleret det). Amnesty International opstod i vidt bredt forargelse over, at mennesker kunne komme i fængsel for blot at ytre sig mod en regering og dens politik.

I dag er det også en dyst mellem borgerne, som mangler en form for social disciplin, ja lad os bare kaldet det debatkultur. Det er egentlig ikke nok blot at efterlyse tolerance, fordi den moderne samfundsudvikling nødvendiggør, at aktiv racisme eller hadsk tale kriminaliseres. Det er ikke nok kun at relatere sig til nazismens morderiske antisemitisme, for folkegrupper i nutidens Rwanda og fortidens Eks-Jugoslavien begik så sent som i 1990’erne folkedrab med inspiration i opviglende radiostationer eller anden form for privat had-propaganda. Forbrydelser som de idømtes langvarig fængselsstraf for.

Men vi finder minsandten også illustration af hvad jeg vil kalde underminering af ytringsfriheden i den udbredte chikane, danske politikere og andre udsættes for herhjemme. Har en borger blot én gang stukket næsen frem i en offentlige debat, er det en smal sag for hvem som helst at tilsvine vedkommende fx med grovheder. I tidligere tid kunne man til en vis grad undgå uønskede henvendelser ved at have hemmeligt (udeladt) telefon nummer.

Man kan filosofere over hvad der foranlediger mennesker til at hælde skraldespande ud over vildfremmede menneskers ”syndige” hoveder. En større respekt for andres meninger burde måske indgå i skolens samfundsfag? Den tolerance, der var en frugt af oplysningstiden, og som i først omgang mest drejede sig om kirkesamfunds gensidige respekt, og i et langt senere forløb kunne genfindes i det parlamentariske system ved indførelse af frie forfatninger i Nordamerika og Europa.

En såkaldt debatkultur afspejles altså i moderne tid ikke kun gennem massemedierne, bøger, aviser, tv og radio, men bør også forefindes i den ene borgers forhold til den anden. Her skorter det unægtelig på gennemsnitsborgerens forståelse for ”privatlivets fred”! Sociologer og psykologer kan gøre os kloge på hvad der i den grad har ophævet et tidligere hævdvundet skel mellem det offentlige og det private. Hermed føler mange moderne mennesker en slags adgang til at censurere, ja at udskamme, mennesker, de ikke kender, uden at ane noget om deres baggrund.

For at dat hele skal blive mere speget, er der opstået gnidninger mellem folkevalgte politikere og universitetsfolk. Det hører ingen steder hjemme, at et folketingsmedlem mistænkeliggør en forsker (Henrik Dahl vs. Jakob Skovgaard-Petersen) pga. en meningsuoverensstemmelse. Til en redelig debatkult hører også en et minimum af respekt dels for såvel personer som institutioner. Det tilkommer heller ikke et folketingsmedlem (som Inger Støjberg) som tiltalt ved Rigsretten, at fastslå, at ”man ikke dør af at komme for Rigsretten”.

Hvis vi kort kaster et blik uden for landets grænser, kan vi registrere regeringers og befolkningers endnu vildere livtag med muligheden for redelig information, statslig ensretning og folkelig vildledning. Når det officielle Rusland markedsfører en løgn om systemkritikeren Aleksej Navalnij, nemlig at han skulle have forsøgt selvmord ved at forgifte egne underbukser, eller det officielle Hviderusland lyver lystigt om terrorisme, alt mens det tvinger et fly ned for at anholde en regime-modstander, og når Donald Trump & co. fortsætter groteske løgne om valgsvindel – og alt dette bliver troet, så er man overtydet om nødvendigheden af verdens omspændende kamp for informationsfrihed.

Det ”nye” er, at man dér hvor frihed til både at ytre sig og modtage alskens ytringer, skal være vældig på vagt over for privat vildledning i stor skala. Gennem såkaldt aksiomatisk forskning, altså ensidig funderet forskning, hvor det er underforstået, at man skal nå bestemte forud definerede resultater, og hvor forskerens køn, nationale, eller etniske baggrund spiller usagligt ind. Det var fra USA vi lærte udtrykket ”politisk korrekt” at kende. Noget som skulle komme til at sætte mange barrierer op for nytænkning. Dog alligevel vand ved siden af den skruestik, Ungarns ministerpræsident har anbragt sit lands presse- og universitetsverden i. Statslig opkøb af private dagblade mv. og diktater til forskningen.

Alt dette må munde ud i, at enhver, der vil ytre sig halv- eller heloffentligt, forsøger at forstå de skillelinjer, der består mellem fakta og meningstilkendegivelser, mellem jura og politik, mellem almindelig samfundsdebat og forskning.

Henrik Døcker
10. juli 2021