Angreb på Thailands ny demokrati
– Svært at forstå udviklingen? Eller kan vi få vigtige elementer til at forstå den ved at se på vor egen demokratihistorie?
Udviklingen i Thailand i disse dage får stor dækning også i danske medier. Dramatiske billeder af besættelser – eller forsøg derpå – af offentlige bygninger, brug af tåregas og desværre også dræbte og sårede.
Gulskjorterne og deres allierede ønsker at den demokratisk valgte regering går af og erstattet af et udpeget national- eller folkeråd under kongen. Demokrati i vestlig forstand er ikke for os siger lederen af gulskjorterne som også er en ledende oppositionspolitiker.
Bag konflikten står traditionelle interesser med tætte relationer til hoffet og gamle feudale strukturer. Men der er også mange almindelige thailændere som finder at demokratiet i sin vorden med ufuldstændigt retssystem og udbredt korruption ikke er lige så godt som det gamle feudale system med anerkendte autoriteter repræsenteret af den nærmest guddommelige konge.
Billedet af moderniteten – og et vestligt inspireret demokrati – som repræsenterende noget uønsket kompliceres af at gulskjorterne har stor opbakning hos den nye middelklasse og mere veluddannede dele af befolkningen. Støtten til den valgte regering derimod, kommer fra de fattige i Bangkok’s og andre større byers forstæder og slum, fra bondesamfund i mere fjerntliggende områder af Thailand, samt fra Thailands etniske og religiøse minoriteter.
I dækningen i medierne fremstilles denne situation som nærmest helt uforståelig.
Spørgsmålet er om det vi ser i Thailand nu er noget helt anderledes end vi har set før? Hvad med vores egen vej til demokratiet?
Det synes som om vores svære overgang fra guddommeligt indstiftet enevælde, til det aktuelle demokratiske system er glemt. Vejen for os var lang. Over oplyst enevælde suppleret med stænderforsamlinger, til 1848 grundloven og tilbageskridtet med 1866 grundloven, og den videre kamp for uafhængige domstole og parlamentarisme, for arbejderrettigheder og kvinders valgret og deltagelse i alle samfundets institutioner.
I lyset af hvordan vi i Danmark og i andre dele af Europa og i USA fik demokrati så bør vi ikke stille os uforstående overfor hvad der nu sker i Thailand. Thailænderne må finde deres vej til et åbent og demokratisk samfund hvor ikke alene politiske, men også religiøse og sociale rettigheder for alle respekteres. Det vi er vidner til i disse uger er en del af den proces. Med udgangspunkt i vor egen historie så vil der være tilbageskridt og mange vanskeligheder.
Vi kan for den thailandske befolkning håbe, at de finder vejen til et åbent og rettighedsbaseret samfund, hvor alle befolkningsgrupper kan deltage i dets udvikling af institutioner og få del i de ny muligheder som en voksende økonomi blandt andet drevet af uddannelse vil give.
Poul Brandrup
30-11-2013
Globale Seniorer 
Jeg er grundlæggende meget enig med Poul i betragtningerne om, at demokrati ikke er en bestemt statisk struktur, og hvordan demokratiets udformning kloden rundt har været og er en konstant udviklingsproces, med forskellige veje og med temporære tilbageslag. Jeg kommer her med flere input til diskussionen.
Når jeg uddanner andre i emnet, aktuelt i Swaziland, tager jeg udgangspunkt i Mandelas overvejelser, da han indledte forhandlinger med apartheidstyret, nemlig at man godt kan acceptere at starte med et uperfekt demokrati. Der er nemlig en iboende logik i ideen om demokrati, der gør at når man først har taget hul på processen, så bevæger det sig (langsomt og med omveje og tilbageslag) frem mod gennemførelse af princippet om én stemme til enhver person og demokratisk styring af stadig flere emnefelter.
Jeg bruger i den sammenhæng illustrerende eksempler fra den danske historie:
• Demokratiet kom ikke fredeligt i 1848, men som en kamp mellem forskellige interesser i hvorledes det skulle udformes. Indførelse af demokrati i Danmark udløste faktisk en borgerkrig efter etniske skel.
• Fra starten var det kun ejendomsbesiddende mænd over 35 der havde stemmeret. Der gik 67 år før kvinderne fik stemmeret, ligesom stemmeret til ansatte, yngre, straffede, modtagere af offentlig støtte m.v. først kom lidt efter lidt
• Kongen blev ved med at udøve magt og forsøgte så sent som i 1920, at bestemme hvem der skulle danne regering
• Det var kongen, ikke parlamentet, der udpegede regeringen. Vi oplevede at en regering, der havde parlamentet imod sig, sendte dette hjem. Dette i en periode hvor venstres skytteforeninger havde 100.000 mand under våben.
• Da arbejderne dannede et politisk parti lykkedes det politiet med trusler og bestikkelse, at få lederen til at udvandre til Amerika
• Der er masser af opgaver endnu: Der er mangelfuld offentlig indsigt i hvad politikerne og embedsværket laver, demokratiet på arbejdspladserne er mere end mangelfuldt og der er reelt ikke ytringsfrihed om forhold på arbejdspladserne, …
Der er store problemer i demokratiet selv i de mest demokratisk udviklede lande:
• At vinde valg i USA kræver så mange penge så landet har ”the best government money can buy”
• Private mediemoguler som Murdoch og Berlusconi har haft afgørende indflydelse på hvem der regerer i lande som Storbritannien, Australien og Italien
• Store partier i Tyskland, Frankrig og Spanien finansieres ved lyssky metoder
En helt anden ting er diskussionen i Kina (og andre steder ofte i Østasien, herunder aktuelt i Thailand) om hvorvidt demokrati overhovedet er ønskeligt, eller om en oplyst elites styring giver bedre stabilitet og levevilkår for hele befolkningen. Dette bl.a .med argumenter om at demokrati er korrupt og skaber splid mellem grupper i befolkningen.
NB: Jeg er ikke historiker og har ikke tjekket ovenstående vurderinger med kilderne. Jeg bruger dem snarere som politisk pædagogik. Jeg modtager gerne belæring fra mere kyndige personer.
Peter Lyngse, 3-12-13