EuropaNYT – Møde den 1. april

Globale Seniorers Europagruppe indbyder alle medlemmer af Globale Seniorer til det månedlige EuropaNyt – et debatmøde om 3 aktuelle spørgsmål i Europa, som vi inviterer alle til at være med i en debat om. Værten for EuropaNYT er som sædvanligt journalist Ole Aabenhus, tidligere EU-korrespondent for DR i Bruxelles og medlem af Globale Seniorers Europagruppe.

Til mødet Skærtorsdag den 1. april 2021 kl. 10 – 11:45

foreslår Ole Aabenhus følgende punkter:
– Europa og Kina om Uighurerne, hvem sanktionerer flest?
– Den sociale søjle, hvad skal vi tro, der sker denne gang?
– Corona: Hvem styrer vaccine-produktionen i globaliseringens tid?

Mødeformatet
Møderne ligger fast på den første torsdag i hver måned fra kl. 10 til ca. 12. På grund af Corona restriktionerne er møderne siden marts 2020 afholdt som virtuelle møder på mødeplatformen Zoom. Mødeværten stiller forslag til de tre emner på mødet og beder samtidig deltagerne sende input til oaa@openhousemedia.dk med de spørgsmål, som de ønsker at sætte fokus på.

Tilmelding
Tilmelding til mødet sker til Nina Ellinger ninaellinger@gmail.com senest onsdagen inden kl. 18.

Emnerne for aprilmødet 2021
Ole Aabernhus skriver i sit forslag til de tre emner:

Europa og Kina om Uighurerne
Skal vi sanktionere flere end kineserne?
Kina straffer H&M, Nike, Adidas, Burberry for at protestere mod kinesisk bomuldsproduktion (“cotton mining”) i Xinjiang. Imens fyger det med gensidige
beskyldninger mellem Kina og Europa. Skal vi stoppe EU’s investeringsaftale med Kina – og sanktionere flere? Hvad kan man bruge symbolpolitik til?

Den sociale søjle – Hvad skal vi tro, der sker denne gang?
Som oplæg til Det sociale topmøde i Porto i maj er Kommissionen kommet med et udspil på 20 punkter om sociale rettigheder – af typen “Alle har ret til…” Gi’r det mening?
Se de 20 punkter her:
De 20 principper i den europæiske søjle for sociale rettigheder

Corona: Hvem styrer vaccine-produktionen i globaliseringens tid?
Striden om vacciner mellem EU og Storbritannien viser, hvor sårbare vi er som nationalstater. Hvad kan vi lære af det? Skal vi følge Ursula von der Leyen og sætte foden hårdt ned over for briterne?

Praktisk – før og under mødet
Når du er tilmeldt mødet vil du modtage en mail med et link, som du klikker på torsdag mellem kl. 09.45 og 09.55; når du klikker, “banker du på” til det virtuelle mødelokale og bliver kort efter lukket ind.

Inden da skulle du gerne have Zoom installeret. Det er gratis at hente app’en.
Den kan køre på telefon, iPad eller computer, men nok bedst på sidstnævnte.

Nina Ellinger er ordstyrer og mødeleder.
Hun giver praktiske beskeder undervejs – om man f.eks. skal lukke sin mikrofon, så ikke alle mikrofoner står åbne på samme tid. Og om, hvordan man får ordet.

Under mødet
1. Komme med indlæg:
Klik på chat-funktionen, hvis du vil melde dig med et spørgsmål/indlæg.
Chat-funktionen findes som et ikon forneden på Zoom-skærmen, når mødet er i gang.

2. Slå mikrofonen fra
Nederst på skærmen er der et mikrofon-ikon, hvor man slår lyden fra – indtil man får ordet af ordstyreren.

3. At se den, der taler
Typisk ser man små billeder af alle deltagere, når man kommer ind på mødet.
Men du kan gøre billedet af den, der taler, stort, ved at trykke på en funktion øverst oppe i højre hjørne. Den skifter mellem “Gallery view” og “Speaker view”. Det sidste er det bedste, når mødet er i gang.

AP-telegram fra hjemmesiden af The China Post (Taiwan) 26. marts 2021: A security guard helps a worker move boxes past an H&M clothing store at a shopping mall in Beijing, Friday, March 26, 2021. H&M disappeared from the internet in China as the government raised pressure on shoe and clothing brands and announced sanctions Friday against British officials in a spiraling fight over complaints of abuses in the Xinjiang region. Foto: AP/Mark Schiefelbein)