Til Globale Seniorer,

“Hvad skal vi gøre ved vandet?” Spørgsmålet blev stillet af to skolepiger på Khomeini pladsen i Esfahan. Det samme spørgsmål fik vi senere af to unge drenge på samme plads: “Hvad skal vi (Iran) gøre ved vandet?”

Som dansk rejsende i Iran, er vi hverken forundrede over her er varmt og tørt, eller at her er store ørkenområder – det har vi forventet; men efter de unges spørgsmål er vi blevet opmærksomme på, at der er store problemer!

Tørlagte floder og haver
Den store gennemløbende flod i Esfahan er fuldstændig udtørret, og har været det i flere år. De gamle og berømte broer er under fare for ødelæggelse, og flodsengen står gold med enkelte udtørrede buske.

Det samme syn møder os senere i byen Shiraz, berømt for sine fantastiske haver og parker. Vandkanalerne er tomme og springvandene springer ikke længere. Også i Shiraz ligger floden udtørret.

Senere på vores rejse gennem landet ser vi kæmpemæssige udtørrede saltsøer, og udstrakte tørre sletter! Så problemet er reelt, Iran har lidt af katastrofal tørke de sidste 15 år, og problemet forventes at fortsætte mindst 15 år mere!

Årsager til tørken
Iranerne giver selv tre hovedårsager til den kritiske tørke:
For det første klimaforandringer, temperaturen er steget, og nedbørsmængderne falder.
For det andet befolkningsudviklingen, siden den iranske revolution for ca. 40 år siden er befolkningen vokset fra 35 mio. til i dag 80 mio.
Og for det tredje, og ikke mindst, landbruget, som med den nuværende produktion og drift er den mest vandforbrugende sektor i Iran.

Det er svært i et land som Iran, at få overblik over, hvilken politik der bliver ført for at bekæmpe tørken; men efter forskellige samtaler tegner der sig dog et billede! De umiddelbare og akutte tiltag er restriktioner og omfordeling af vandet.

I perioder er der begrænsninger i brug af vand i husholdninger, og i haver og parker. Vandet i floderne opdæmmes og omledes til landbruget – heraf følger så de udtørrede floder i byerne, som så til gengæld rejser helt andre problemer!

Hvad bliver der gjort
Mere overordnede og langsigtede tiltag er først og fremmest en omlægning af landbruget, med fokus på mindre vandkrævende afgrøder i forhold til nu. I dag producerer Iran selv ris; det er der mange steder sat en stopper for gennem forbud. Også produktion af vandmeloner – som iranerne spiser mange af (ligesom ris) – er der restriktioner på, og Iran skal måske til at importere flere landbrugsvarer end hidtil.

På et andet felt ser vi, at der arbejdes på at bremse sandflugt og ørkenudbredelse: omkring de store byer bliver der plantet grønne bælter, og skolebørn deltager i udplantning af buske og græsser i tørre områder.

Det er ikke til at vide, om styret vil handle i tilstrækkeligt omfang og i tide; men en lille opmuntring: Vi har fundet et spændende Iransk tidsskrift (på engelsk) foreløbig udkommet i to eksemplarer, hvor det første udelukkende omhandler bæredygtig natur og turisme; hvor lederen handler om verdensmålene, og selve verdensmålene (med alle ikonerne) er beskrevet. Så også i Iran er der mennesker, som er opmærksomme på nødvendigheden af bæredygtighed i hele verden.

Venlig hilsen
Lene Grønfeldt
4. november 2017

Til Globale Seniorer,
Dagens postkort er om Iranske haver. På vores første dag i Shiraz (høj sol og 25 grader) besøgte vi Eram haven. Det er meget imponerende at komme til haven hvor alt er grønt, der er masser af blomster og store skyggefulde træer, vandkanaler og springvand. Haven er startet i 1823, og navnet er det samme som én af de fire haver i paradis.

Alle klassiske Iranske haver er dannet efter samme princip hvor vandkanalerne danner et kors og deler haven i fire områder. Denne have får vand (eller rettere fik – men det er en anden historie) fra underjordiske vandkanaler, der kommer fra bjergene.

I går kørte vi gennem store ørkenstrækninger, hvor det var fuldstændigt tørt. Så er det forunderligt at komme til en have der er så grøn og frodig. Det må have været en endnu større oplevelse for de tidligere generationer, når de kom til Shiraz, og oplevede disse flotte grønne haver eller parker, efter at have rejst i dage eller uger gennem ørkener.

Vi har efterhånden set mange forskellige haver i forskellige byer, og noget af det jeg har lagt mærke til, er at ganske almindelige familier også bruger haverne. I fredags, da det var helligdag, så vi mange familier der holdt picnic i de flotte haver. Hele familien var med og der var mad og drikke, nogle havde endda medbragt gasblus til fremstilling af mad. Når vi kiggede nysgerrigt på familierne, hilste de meget venligt og enkelte bød på lidt frugt. Generelt en meget afslappet og venlig stemning.

Venlig Hilsen
Marianne Petersen og Poul Hansen
31. oktober 2017

Jerntigger – også kendt som almissekasse.

Der findes flere almissekasser (- eller “jerntiggere”, som det hedder i folkemunde) end postkasser på gader og stræder i de iranske byer.

Almissen er en af de 5 søjler i islam. Man skal dele med dem, der har mindre end en selv, idet alle er lige i islam.

Langt det meste af almissen går direkte fra dem, der har, til dem, der ikke har. Det kan også ske via små lokale ngo’er. Det kan være kontanter – eller mad,  tøj og husgeråd, som mange i Danmark ville smide ud, men som i Iran bliver givet videre i familiens netværk blandt de fattigere familier.

Nogle mener, man er forpligtet til at give 20% af sin indkomst. 20% eller ej, så er det indgroet i de fleste iranere, at man hjælper andre, der har mindre. Det er en del af at være en god muslim.

Bliver der så også lagt penge i “jerntiggerne”? Ja, men ingen ved hvor meget. Eller hvordan det bliver fordelt. Og der er en udbredt mistillid til, at disse penge nogensinde når ud til de fattige.

Derfor er der heller ingen der reagerer, hvis en fattig sjæl forsøger at lempe lidt penge ud af almissekassen.

Men har du haft et mareridt, kan du forhindre det i at ske fyldest, hvis du giver en almisse – og det kan ske hurtigt ved at lægge penge i almissekassen, som aldrig er langt væk.

Venlig hilsen
Gitte Vesterlund
4. november 2017

Vindtårne i Yazd

Kære Globale Seniorer,

Yazd er en af de gamle ørkenbyer på Silkevejen, og en af de ældste byer i verden, ifølge UNESCO. Yazd’s charmerende gamle bydel er bygget af soltørrede sten og har små krogede gader, og ler tage med runde kupler og store firkantede “badgirs”, vindtårne, et ældgammelt luftkøling system med store firkantede ler tårne med mange sprækker, som fanger den mindste vind, så det køler nede i huset. En forudsætning for at leve i byen i det meget varme ørkenklima.

Byens vandmuseum viser en anden mere end 2000 år gammel teknologi til at overleve i ørkenen: qanat-systemet. Vand fra bjergene, eller dybe underjordiske kilder, ledes med svagt naturligt fald i gravede tunneller op til 70 km! Qanat-tunnellernes løb ses over jorden som masser af opkastet jord – lufthuller for graverne og mulig reparation. Det ligner lange rækker af muldvarpeskud i ørkenen. Selv om moderne kunstvanding og vandforsyning bliver mere almindelig, har qanat-systemet stadig stor betydning.

Interessant med disse ældgamle energi-billige teknologier. Værd at huske i forbindelse med de 17 verdensmål!

Fredagsmoskeen i Yazd, Jameh-moskeen, er en af de smukkeste moskeer i Iran med fantastiske mosaikker i turkis og blå farver (lapis lazuli).

Og Yazd er en af de byer, hvor zoroasterne stadig findes – ca. 5.000 ud af ca. 30.000 i Iran (mange er rejst ud af landet.) I byens ildtempel holdes den hellige ild, som har brændt siden år 450, vedlige. Vi så templet og de gamle “stilhedens tårne”, begravelses tårne på nogle høje uden for byen. Her lagde man de døde på taget, så gribbe kunne pille kødet af knoglerne. De gik endeligt af brug i 1960’erne.

Zoroastrismen (Zarathustras lære) er en af de ældste monoteistiske religioner – ældre end jødedommen. Den bekender sig til dualisme mellem det gode og onde, og lægger vægt på gode tanker, god tale og ​gode gerninger ​og opfatter jord, vand, ild og luft som hellige elementer, der ikke må forurenes.

En positiv og glad religion, som står noget i kontrast til shia islams fejring af helliges død og martyrdom, som vi oplever her i anden sørgemåned, som markerer drabet på Hussein, Muhammeds barnebarn.

Venlig hilsen
Ellen Buch-Hansen
​1. november 2017​

Til Globale Seniorer,

Globale seniorer stoppede på vej mod Esfahan i Iran i den hellige by Qom, for at se Shia Islams center og moskeen med Fatimas grav. Det var også her Khomeini holdt sine oprørske forelæsninger mod shahen i 60’erne og siges at have ansporet til den islamiske revolution i 1979. Fatima nedstammede i lige linje fra profeten og blev anset for at være en meget klog og from kvinde.

Globale seniorer stoppede på vej mod Esfahan i Iran i den hellige by Qom, for at se Shia Islams center og moskeen med Fatimas grav. Det var også her Khomeini holdt sine oprørske forelæsninger mod shahen i 60’erne og siges at have ansporet til den islamiske revolution i 1979. Fatima nedstammede i lige linje fra profeten og blev anset for at være en meget klog og from kvinde.

Moskeen er utrolig smuk udefra med blå, gule og grønne mosaikker. Kuplen er belagt med guld og skinner smukt i solen. Udover moskeen er der også et seminarium, hvor studerende fra 120 lande bliver uddannede i den muslimske tro.

Vi befinder os netop nu i en måned, hvor der sørges over mordet på en shiamuslimsk martyr og i den anledning gik mændene sørgende og syngende rundt med sorte flag på pladsen. Som det er fremgået var vi kommet til et exceptionelt helligt sted. Før vi kunne komme ind på området skulle vi kvinder pakkes godt ind i en ufiks heldragt ovenpå vores i forvejen tækkelige klædedragt.  Men så var der heller ingen chance for at distrahere nogen mænd i miles omkreds!

Iransk lovgivning påbyder kvinder (også udenlandske besøgende) at bære tørklæder for at være anstændige. I byerne ses det tydeligt, at ikke alle kvinder synes at staten skal blande sig i deres påklædning. Jeg synes selv tørklædet er besværligt og ikke mindst varmt – selv på en efterårsdag med 25 grader. I mange lande er tørklædet blevet en arena for forskellige ideologier, hvad enten det er påbudt eller forbudt. I Iran viser mange kvinder deres protest ved at sætte tørklædet så langt bagud på hovedet som muligt.

Venlig hilsen
Maria Justiniano
30. oktober 2017