Overblik, koordination og inspiration
Et førstehåndsindtryk fra Globale Seniorers “Tovholdermøde” som Asbjørn Andersen oplevede det. På mødet den 11. juni diskuterede tovholdere, aktive fra arbejdsgrupperne og bestyrelsen de samlede aktiviteter
Det første Tovholdermøde viste, at med det store aktivitetsniveau i Globale Seniorer, er det lykkedes at gennemføre aktiviteter, som er relevante for medlemmernes mange forskellige baggrunde og interesser i globale forhold. Det synes jeg er godt gået. Nogle medlemmer har interesse i enkelte aktiviteter, f.eks. rejser eller foredrag, og andre elsker at bore sig ned i materien og nørde med ligestillede. Heldigvis er der mulighed for alle. Samtidigt viste debatten, at der er åbenhed overfor kritisk konstruktiv debat om, hvordan aktiviteterne kan blive endnu bedre hen over efteråret. Ikke mindst gav oplæg og debat mulighed for at lade sig inspirere fra hinanden.
En række møder har i foråret været afholdt i samarbejde med ressourcepersoner med unikt fagligt indblik. Det har været spændende at følge og sket i en hyggelig atmosfære. Nye møder planlægges af flere grupper for det kommende efterår, og opstår også spontant, når et emne bliver aktuelt. Det kræver selvfølgelig koordination, og der kan vi sikkert alle blive bedre til håndtering af kalenderen.
Med foredragsrækken om de 17 verdensmål har mere end 40 seniorer fået indblik i udfordringer som vi står overfor, som følge af jordens begrænsninger. De fik mulighed for at diskutere de udfordringer, der er, i en verden der udvikler sig hurtigere og hurtigere. I efteråret planlægges en supplerende foredragsrække, hvor bl.a. landbrug og miljø er vigtige indgangsvinkler.
For de kreative medlemmer fortsætter arbejde med udadvendte aktioner, som uddeling af pjecer om verdensmålene på S-togsstationer og Nørrebro kulturpark. Samt videre udvikling af GS-fotoudstillingen, som netop har været med på Folkemødet på Bornholm. Den vil også komme til biblioteker og andre offentlige bygninger og nu med spørgsmål til folkeskoleelever. Jeg kan kun opfordre til at se den og diskutere de udfordrende spørgsmål. Og der er altid plads til nye deltagere i arbejdet.
Endeligt er der en række aktiviteter for de politisk interesserede medlemmer, der gerne vil følge op på menneskerettigheder, bidrage til debat om verdensmål, støtte dagsorden for en ældrekonvention, eller stille spørgsmål til kandidater i de kommende valg til EU og det danske folketing. Alt i alt et godt møde som åbner op for et spændende efterår i Globale Seniorer.
Asbjørn Andersen
Publiceret den 26. august 2018