Henrik Døcker opsummerer her fra første møde den 29. november i folke- og menneskeretsgruppen i Globale Seniorer. Mødets emne var krig, fred og folkeret med oplæg af seniorforsker ved Dansk Institut for Menneskerettigheder, cand.jur., ph.d. Peter Vedel Kessing
 
 
af Henrik Døcker, Globale Seniorer

Folkeretten bliver jævnlig påkaldt af politikere fra nær og fjern – og taget til indtægt for helt forskellige standpunkter. Den har noget at sige os både i freds- og krigstid. Men da krig som sådan ikke kan undgås – uanset FN-pagtens manende ord om at ”konflikter skal løses ad fredelig vej” – kan man med rette spørge, om den er til nogen nytte i en krigssituation. Dette spørgsmål blev rigt perspektiveret, da juristen Peter Vedel Kessing hos Globale Seniorer, den 29. november sidste år orienterede om krigens folkeret, nu om stunder almindeligvis kaldet den humanitære folkeret – myldrer med regler, som i hvert fald i nogen grad mildner krigens gru.

Alt i alt udspilles der for tiden 69 væbnede konflikter i verden, deraf langt de fleste (52) borgerkrige, syv internationale krige, mens ti tilfælde af besættelse også henregnes under væbnet-konflikt begrebet. De fire Geneve-Røde Kors-konventioner – der regulerer krig til lands, til vands og i luften, pålægger krigsførende hurtigt at udveksle syge og sårede krigsfanger og fastsætter minimumsregler for civilbefolkningen under krig – er efterhånden forældede, fastslog Kessing, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Menneskerettigheder. Det skyldes ikke mindst, at de blev skabt i en tid (1949) , da internationale krige var i fokus.

Siden hen er alting blevet meget mere kompliceret. For det første tales der i folkeretten ikke mere om krig,men om væbnede konflikter, som så kan være internationale eller interne. Det er disse interne, som oftest kaldet borgerkrige, verden i dag overvejende er konfronteret med. Ved udenlandsk intervention i en sådan konflikt, kan man tale om en internationaliseret intern konflikt sådan som Balkan-krigene, herunder Kosovo-konflikten, var eksempler på. Også Ruslands engagement i krigshandlinger i Øst-Ukraine kan siges at have denne karakter. Rusland har i øvrigt nylig vist sin despekt for Geneve-konvention nr. 4, som vedrører borgerkrige. Ved ganske enkelt at opsige den. De nævnte Geneve-konventioner blev ganske vist i 1977 suppleret med to tillægsprotokoller, men de mangler ifølge Kessing at blive opdaterede, herunder at få reguleret frihedsberøvelse under sådanne interne opgør.

Eftersom Danmark med udsendelse af soldater til bl.a. Eksjugoslavien, Afghanistan og Irak, er blevet direkte involveret i fjerne fremmede staters opgør, pegede Kessing meget relevant på ordlyden af den dansk forsvarslov, eller rettere sagt dens indledende regler. Forsvarsloven af 2001 (med senere ændringer) tilsiger, at det danske forsvar skal bidrage til at fremme fred og sikkerhed, at det som formål har forebyggelse af konflikter og krig, hævde Danmarks suverænitet, sikre landets eksistens og integritet, alt sammen med respekt for menneskerettighederne.

Dette sidste med menneskerettighederne er værd at bemærke, eftersom disse rettigheder har det med direkte at blive tilsidesat ved krig, og der i øvrigt, fx i den europæiske menneskerettighedskonvention, findes direkte regler om dispensation i tilfælde af krig, undtagelsestilstand og indre oprør. Men overordnet set gælder disse rettigheder altså også i krigstilfælde. Danske soldater har været i situationer, hvor deres behandling af de fanger, de havde taget eller havde ansvaret for, er blevet påtalt og har udløst retssager ved danske domstole. (I USA er det forekommet, at sadistiske befalingsmænd for hensynsløs ombringelse af civile er blevet dømt fængselsstraf ved amerikanske domstole, men – beklageligvis – siden hen er benådet).

Grundlæggende tillader folkeretten, at en stat, der er blevet angrebet, kan gribe til våben. Endvidere, hvis FN’s Sikkerhedsråd har autoriseret det, militær indgriben over for en anden stat, når den international red og sikkerhed er truet. Dette kaldes jus ad bellum (ret til krigsførelse).Der er international uenighed om, hvorvidt en blodig undertrykkelse i et land, giver andre lande ret til såkaldt humanitær intervention. Danmark går ind for denne ret, som måske kan siges at være udledt af den såkaldte R2P (Responsibility to protect – retten til at beskytte [en martret eller folkedrabstruet befolkningsgruppe]). Når krigen er brudt ud, gælder Geneve-konventionerne, som også regulerer, at kombattanter må skyde på andre kombattanter, men ikke civile, der på deres side ikke må gøre det af med fjendens soldater (kombattanter). Dette kaldes i fagsproget jus in bello (krigens [folke]ret).

Man er kommet langt med den permanente Internationale Straffedomstol, fastslog Kessing – den er sat i verden for at dømme ansvarlige for alvorlige krænkelser af folkeretten, opregnet som krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden. Altså ikke kun krigsforbrydelser. Dens statut, Rom-statutten af 1998, blev i 2010 tilføjet en bestemmelse om at også aggression, altså angrebskrig, skulle anses for en international forbrydelse på linje med opregnede tre kategorier. Danmark har dog ikke tilsluttet sig dette – som Kessing gjorde opmærksom på mener vi (/Danmark), at den form for ”kriminalisering” af aggression ville skade retten til at benytte humanitær intervention. Emnet afspejler de mange politiske aspekter, der fletter sig ind. Den vestlige intervention mod Gaddafis diktatur i Libyen og NATOs bombardementer af Serbien i Kosovo-konflikten er eksempler herpå.

En manglende justering af krigens love, den humanitære folkeret, bragte Peter Kessing til at tage til orde for oprettelse af et internationalt ‘krigsråd’ i stil med FN’s Menneskerettighedsråd. Dette sidste monitorerer løbende forskellige FN-medlemmers overholdelse af menneskerettighederne, herunder opfyldelse af tidligere påbud fra rådet til den ene eller den anden stat. Et krigsråd skulle så følge de mange løbende krige, altså i det væsentlige borgerkrige – uanset de vanskeligheder, der her er for at kontrollere overholdelse af Røde Kors-reglerne. Noget som ellers påses af den Internationale røde Kors-Komité, der nok nyder stor moralsk anseelse, men ikke har politiske ”tænder”.