Blandt pilgrimme i Mashhad
Mashhad blev sidste stop for Globale Seniorers studierejse til Iran. Fra opholdet i byen, som årligt er vært for 24 millioner pilgrimme, har Sven Herting sendt følgende beretning:
I dagene 6. til 8. november var Globale Seniorers rejsegruppe i Marshhad, Irans næststørste by med vel over 3 millioner indbyggere. Byen er driftig, især grundet sine religiøse helligdomme. Den ligger afsides i Irans nordøstlige hjørne, og besøges kun af få vestlige turister.
Mashhads opståen skyldtes den 8. shiitiske Imam Ali Reza, som blev begravet i byen 818. Hans gravsted er udbygget i flere omgange, senest under Imam Khomeinis regering.
Imam Rezas grav tilbedes især, fordi han er den eneste Imam, der er begravet i Iran. Og i den periode, hvor vi var i Marshhad, var graven yderligere målet for titusindvis af pilgrimme til højtideligheden for Imam Husseins martyrdød i 680.
Det store antal pilgrimme kom overvejende fra Iran, men også fra andre lande med shiamuslimske befolkningsgrupper. Der var arrangeret optog af mænd og drenge, som i fast takt piskede sig symbolsk på ryggen. Der var grupper af skoleelever og kvindeorganisationer. Endvidere så vi to begravelsesceremonier, der var henlagt til helligdommen. Vi kunne kun besøge denne under overvågning af en lokal guide, en skriftlærd og to hjælpeguider fra helligdommen, foruden vore egne to guider; og som vantro kunne vi ikke komme ind og se selve graven.
Måske 90 pct. af de iranske kvinder bar sort tørklæde, og mange bar sorte kåber ned til anklerne, men overraskende ofte fashionable sko.
Hovedindtrykket var den tumult, som den store menneskemængde forårsagede, sammen med stortrommer, højtalermusik og -taler. Stemningen var intens og alvorlig, og kvindernes ansigter under tørklæderne var tillukkede. Opmuntrende var derfor to sortklædte kvinder som gik smilende og leende ned ad gaden. I en kort samtale oplyste de, at de kom fra Isfahan, og i denne vestlige by er stemningen mere frigjort. Senere traf vi en kvinde på vej til Teheran, som frygtløs pegede på en forbipasserende mullah og sagde, at det var hans skyld, at man ikke kunne tale frit.
Venlig hilsen
Sven Herting
10. november 2017