Arktis – det nye, iskolde geopolitisk brændpunkt

Vær med i en nye arbejdsgruppe om Arktis. Gruppen bag initiativet fortæller her om baggrunden.

 


P-38 fly venter ud for hangaren på Thule Air Base, Grønland.
NASA/Goddard/Michael Studinger, Public domain, via Wikimedia Commons


Arktis’ betydning i stormagtspolitikken er vokset gennem de seneste årtier. Bl.a. på grund af klima (nedsmeltning), mineraler, der nu måske kan hentes op af fjeldet under isen, åbning af Nordøstpassagen for sejlads, grønlændernes ønske om at få del i den moderne udvikling og samtidig opnå øget selvstændighed og bevare gamle traditioner.

Danmark er en vigtig brik i dette spil via Grønland. Vi kæmper med langt større nationer om magten/magtfordeling. Hvem skal bestemme over disse enorme, iskolde områder? Hvordan kan og vil hver arktisk nation tilkæmpe sig rettigheder og forsvare dem?

Samtidig udvikler der sig nye relationer mellem Grønland og Danmark, hvor grønlænderne insisterer på større indflydelse på udenrigspolitiske spørgsmål, end Danmark hidtil har villet give dem. Hvordan spiller dette ind på Danmarks Arktis-politik, og hvordan forventer vi udviklingen i Grønland vil være?

Vi er nogle Globale Seniorer, som gerne vil tage emnet op og blive klogere på det, høre på og diskutere med eksperter og hinanden.

Vi forestiller os en kort møderække, som afvikles hen over efterår/vinter 21 og forår 22. Vi forestiller os et første oplæg i september hvor vi også kan nedsætte en gruppe, som vil fungere som arbejdsgruppe, finde på andre aktiviteter og arrangere åbne møder for alle Globale Seniorer. Gruppen kan fungere som en studie-/ læsegruppe og arrangementsgruppe – det finder vi ud af.

Interesserede kan kontakte os snarest muligt på mail til Ellen Farr ef@globalskole.dk eller Gitte Vesterlund gvesterlund@yahoo.co.uk

Arne Skov Andersen
Asbjørn Andersen
Ellen Farr
Gitte Vesterlund
16. maj 2021