Valg, demokrati og civilsamfund i Kirgisistan

Som led i forberedelserne af en rejse til Kirgisistan i foråret 2019 har Globale Seniorer’s Kirgisistangruppe arrangeret et åbent møde med oplæg af Kirsten Jørgensen og Charlotte Flindt Pedersen, som begge har et stort kendskab til Kirgisistan

Mandag den 14. januar 2019 kl. 16:00 – 19:00
3F Chaufførernes Mødesal, Svanevej 22, over gården
2400 København NV

Om Kirgisistan
Kirgisistan er det eneste demokrati i Centralasien. Der er en fri presse, en stærk debatkultur, et hav af civilsamfundsorganisationer og religionsfrihed. Men der er også en synlig islamisering af samfundet især blandt ungdommen. Der er heller ingen nævneværdig udsigt til en bedre økonomisk fremtid, da landet – i modsætning til nabolandene – er fattigt på naturressourcer.

Kirgisistans fattigdom står i skarp kontrast til Usbekistans moderne lyntog og kulisseagtige nyanlagte veje, nyopførte bygninger og overrestaurerede nationale klenodier.

Spørgsmålet er, hvor længe Kirgisistan står distancen og fastholder demokratiet. Der er langt til menneskerettighedsdomstol og Vestens bevågenhed.

Tilmelding
Mødet er arrangeret af Kirgisistangruppen i Globale Seniorer.
Alle interesserede er velkomne, men deltagelse kræver forhåndstilmelding.
Tilmelding kan ske online på linket herunder.
Onlinetilmelding

Program for mødet

De seneste valg (2015, 2017)
Oplæg ved valgobservatør, antropolog Kirsten Jørgensen
Nogle stikord er: Hvordan forløb optakten til valget? Kunne oppositionen komme til orde? Var valget ”frit og fair”? Skiller Kirgisistans valgprocedure sig ud fra andre lande i omegnen?

Kirsten Jørgensen har arbejdet med udvikling/bistand/demokrati og konflikter i regi af bl.a. Danida, FN, OSCE. Hun er en erfaren valgobservatør, der ud over Kirgisistan har været valgobservatør i en del andre lande.

Demokrati, civilsamfund og fremtid
Oplæg ved direktør Charlotte Flindt Pedersen, Dansk udenrigspolitisk Selskab
Nogle stikord: Erfaringer med at lave projekter i Kirgisistan, samarbejdet med regering/myndigheder, civilsamfundets rolle/organisationer, landets udviklingsmuligheder og relationer til ”øst og vest”.

Charlotte Flindt Pedersen har arbejdet med civilsamfundsorganisationer og statslige myndigheder om menneskerettigheder i Kirgisistan som programleder og senere international chef ved Institut for Menneskerettigheder.

tilbage til Mødeoversigten