Fredsproces og menneskerettighed – i skyggen af konflikten i Syrien
Som led i det løbende samarbejde omkring udviklingen i regionen indbyder Kurdisk Forum og Globale Seniorer i samarbejde med Den danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder til konferencen: Fredsproces og menneskerettigheder i skyggen af konflikten i Syrien — USA, kurderne og Tyrkiet
Torsdag den 7. februar 2019, kl. 17.00-20.00
i Fællessalen, Christiansborg
1218 København K
Tilmelding
Folketingets sikkerhedsregler gør tilmelding obligatorisk, senest søndag 3. februar via nemtilmelding: https://helsinki-komiteen.nemtilmeld.dk/.
Deltagergebyret på 50 kr. omfatter adgang og servering af sandwich, kaffe eller te. Indbetaling ved tilmeldingen. Begrænset antal pladser, hurtig tilmelding anbefales.
Konferencesproget vil være dansk med enkelte indlæg på engelsk.
Program
Programmet omfatter oplæg af Tyge Trier, menneskeretsadvokat, der taler om den menneskeretslige situation for kurderne og andre befolkningsgrupper i Tyrkiet og i Nordsyrien.
To internationale indlæg af hhv. den kurdiske advokat Mahmut Sakogar og den tyske forfatter Reimar Heidar, belyser De kurdiske politiske lederes situation i Tyrkiet, herunder situationen for den kurdiske politiske leder Abdullah Öcalan, der er fængslet i isolation.
Endelig er der oplæg og paneldebat med Michael Aastrup Jensen MF (V), formand for Danmarks delegation til Europarådets parlamentariske forsamling og fhv. Udenrigsminister, MF (S) Holger K. Nielsen, om hvad det danske folketing, regeringen, Europarådet samt NATO, OSCE og FN kan gøre for at støtte kurderne i den nuværende situation.
Om konferencen
Efter at IS er blevet slået tilbage i Syrien, i høj grad i kraft af lokale kurdiske styrkers indsats, som er blevet støttet af USA, bebudede præsident Trump overraskende, at han ville trække de amerikanske styrker ud af landet. Dette risikerer at prisgive allierede styrker i landet og åbne op for enten en tilbagekomst af IS eller tyrkisk dominans over det nordlige Syrien. Den store kurdiske befolkning i Nordsyrien, som har opbygget et demokratisk styre i området, risikerer ligeledes at blive ofre for denne politik.
Det politiske spil om Syrien har endnu engang vist sig meget kompliceret og vedrører også de aktuelle indre forhold i Tyrkiet, herunder regeringens forhold til den store kurdiske befolkningsgruppe og dens politiske repræsentanter. Tusindvis af folkevalgte politikere, menneskerettigheds ¬forkæmpere, journalister m.fl. sidder i de tyrkiske fængsler. En fremtrædende kurdisk leder, som bl.a. havde en afgørende rolle i fredsprocessen i 2013, har siddet i isolation på fængselsøen Imrali i over tyve år. Hvor står Danmark i dette spil, bl.a. som medlem af Europarådet og af NATO, den samme sikkerhedsmæssige organisation som USA og Tyrkiet?