EuropaNYT – Møde den 3. juni
Globale Seniorers Europagruppe indbyder alle medlemmer af Globale Seniorer til det månedlige EuropaNyt – et debatmøde om 3 aktuelle spørgsmål i Europa, som vi inviterer alle til at være med i en debat om. Værten for EuropaNYT er som sædvanligt journalist Ole Aabenhus, tidligere EU-korrespondent for DR i Bruxelles og medlem af Globale Seniorers Europagruppe.
Til mødet torsdag den 3. juni 2021 kl. 10 – 11:45
foreslår Ole Aabenhus følgende punkter:
– Kina: Skal vi støtte MEP’ernes nej til investeringsaftale?
– Skænderi i EU:
Skal landbrugsstøtten være 30 pct grøn eller lige lidt mindre?
– Hvad skal vi gøre med Lukasjenko?
Kort om emnerne
Om emnerne skriver Ole Aabenhus:
Kina: Skal vi støtte MEP’ernes nej til investeringsaftale?
Der var møde i Globaliseringsgruppen om Kina for i sidste uge, 27maj2021, hvor prof. Xi Ling fra Ålborg forklarede os, hvordan kineserne tænker om verden.
Kort forinden havde Europa-Parlamentet sagt nej til EU-Kina investeringsaftalen, der har været syv år undervejs, fordi fem medlemmer af Parlamentet var blevet sanktioneret af Kina, dvs. de havde fået indrejseforbud til landet. 599 stemte for, 30 imod “nejet”. Sanktionerne fra Kinas side kom efter at EP – ligesom USA, Canada og UK havde kritiseret menneskeretsovertrædelser i Xinjian.
Skænderi i EU : Skal landbrugsstøtten være 30 pct grøn eller lige lidt mindre?
Rådet og Parlamentet er stærkt uenige om fremtidens landbrugsstøtte? Det viste et såkaldt trilog-møde i sidste uge. Skal man holde fast princippet om, at mindst 30 pct af EU’s landbrugsstøtte skal være grøn – eller kan man nøjes med f.eks. 18 pct. og bruge resten til andre gode formål?
Hvad skal vi gøre med Lukasjenko?
Hvilke konsekvenser skal det have, at hvide/belarussiske kampfly tvang et Ryan Air passerfly ned over Hviderusland søndag 23maj for at pågribe en systemmodstander?
Er sanktioner nok? Hvad ellers?
Mødeformatet
EuropaNYT møderne ligger fast på den første torsdag i hver måned fra kl. 10 til ca. 12. På grund af Corona restriktionerne er møderne siden marts 2020 afholdt som virtuelle møder på mødeplatformen Zoom. Mødeværten stiller forslag til de tre emner på mødet og beder samtidig deltagerne sende input til oaa@openhousemedia.dk med de spørgsmål, som de ønsker at sætte fokus på.
Tilmelding
Tilmelding til mødet sker til Nina Ellinger ninaellinger@gmail.com senest onsdagen inden kl. 18.
Praktisk – før og under mødet
Når du er tilmeldt mødet vil du modtage en mail med et link, som du klikker på torsdag mellem kl. 09.45 og 09.55; når du klikker, “banker du på” til det virtuelle mødelokale og bliver kort efter lukket ind.
Inden da skulle du gerne have Zoom installeret. Det er gratis at hente app’en.
Den kan køre på telefon, iPad eller computer, men nok bedst på sidstnævnte.
Nina Ellinger er ordstyrer og mødeleder.
Hun giver praktiske beskeder undervejs – om man f.eks. skal lukke sin mikrofon, så ikke alle mikrofoner står åbne på samme tid. Og om, hvordan man får ordet.
Under mødet
1. Komme med indlæg:
Klik på chat-funktionen, hvis du vil melde dig med et spørgsmål/indlæg.
Chat-funktionen findes som et ikon forneden på Zoom-skærmen, når mødet er i gang.
2. Slå mikrofonen fra
Nederst på skærmen er der et mikrofon-ikon, hvor man slår lyden fra – indtil man får ordet af ordstyreren.
3. At se den, der taler
Typisk ser man små billeder af alle deltagere, når man kommer ind på mødet.
Men du kan gøre billedet af den, der taler, stort, ved at trykke på en funktion øverst oppe i højre hjørne. Den skifter mellem “Gallery view” og “Speaker view”. Det sidste er det bedste, når mødet er i gang.
