Også 2021 stod i Corona’ ens tegn. Heldigvis er vi sluppet billigt i forhold til alvorlig sygdom og dødsfald ikke mindst på grund af, at hele 78 pct. af den danske befolkning er færdigvaccineret. Sådan er det langt fra i andre dele af verden. Ved årsskiftet er kun 46 pct. af den russiske befolkning fuldt vaccinerede, i Bangladesh er det tilsvarende tal 27 pct. og i Den Demokratiske Republik Congo 0,11 pct.
Set i et globalt uligheds- og sundhedsperspektiv er det helt uholdbart. Et effektivt stop for Covid-19-pandemien forudsætter at verdens vacciner deles retfærdigt med lavindkomstlandene.
Globale Seniorer har fra vores generalforsamling i september måned opfordret den danske regering til at bidrage med nødvendige materielle og finansielle ressourcer til at sikre alle adgang til Covid vaccinen.
Men som det fremgik af tallene fra Our World in Data går det både ude og hjemme alt for trægt. Der er grund til at forstærke presset på det officielle Danmark og de øvrige rige nationer. En god begyndelse, mener jeres webmaster, vil være en underskrift på Oxfam IBIS’ kampagne: Del Vaccinen.