Til Globale Seniorer,

“Hvad skal vi gøre ved vandet?” Spørgsmålet blev stillet af to skolepiger på Khomeini pladsen i Esfahan. Det samme spørgsmål fik vi senere af to unge drenge på samme plads: “Hvad skal vi (Iran) gøre ved vandet?”

Som dansk rejsende i Iran, er vi hverken forundrede over her er varmt og tørt, eller at her er store ørkenområder – det har vi forventet; men efter de unges spørgsmål er vi blevet opmærksomme på, at der er store problemer!

Tørlagte floder og haver
Den store gennemløbende flod i Esfahan er fuldstændig udtørret, og har været det i flere år. De gamle og berømte broer er under fare for ødelæggelse, og flodsengen står gold med enkelte udtørrede buske.

Det samme syn møder os senere i byen Shiraz, berømt for sine fantastiske haver og parker. Vandkanalerne er tomme og springvandene springer ikke længere. Også i Shiraz ligger floden udtørret.

Senere på vores rejse gennem landet ser vi kæmpemæssige udtørrede saltsøer, og udstrakte tørre sletter! Så problemet er reelt, Iran har lidt af katastrofal tørke de sidste 15 år, og problemet forventes at fortsætte mindst 15 år mere!

Årsager til tørken
Iranerne giver selv tre hovedårsager til den kritiske tørke:
For det første klimaforandringer, temperaturen er steget, og nedbørsmængderne falder.
For det andet befolkningsudviklingen, siden den iranske revolution for ca. 40 år siden er befolkningen vokset fra 35 mio. til i dag 80 mio.
Og for det tredje, og ikke mindst, landbruget, som med den nuværende produktion og drift er den mest vandforbrugende sektor i Iran.

Det er svært i et land som Iran, at få overblik over, hvilken politik der bliver ført for at bekæmpe tørken; men efter forskellige samtaler tegner der sig dog et billede! De umiddelbare og akutte tiltag er restriktioner og omfordeling af vandet.

I perioder er der begrænsninger i brug af vand i husholdninger, og i haver og parker. Vandet i floderne opdæmmes og omledes til landbruget – heraf følger så de udtørrede floder i byerne, som så til gengæld rejser helt andre problemer!

Hvad bliver der gjort
Mere overordnede og langsigtede tiltag er først og fremmest en omlægning af landbruget, med fokus på mindre vandkrævende afgrøder i forhold til nu. I dag producerer Iran selv ris; det er der mange steder sat en stopper for gennem forbud. Også produktion af vandmeloner – som iranerne spiser mange af (ligesom ris) – er der restriktioner på, og Iran skal måske til at importere flere landbrugsvarer end hidtil.

På et andet felt ser vi, at der arbejdes på at bremse sandflugt og ørkenudbredelse: omkring de store byer bliver der plantet grønne bælter, og skolebørn deltager i udplantning af buske og græsser i tørre områder.

Det er ikke til at vide, om styret vil handle i tilstrækkeligt omfang og i tide; men en lille opmuntring: Vi har fundet et spændende Iransk tidsskrift (på engelsk) foreløbig udkommet i to eksemplarer, hvor det første udelukkende omhandler bæredygtig natur og turisme; hvor lederen handler om verdensmålene, og selve verdensmålene (med alle ikonerne) er beskrevet. Så også i Iran er der mennesker, som er opmærksomme på nødvendigheden af bæredygtighed i hele verden.

Venlig hilsen
Lene Grønfeldt
4. november 2017