Der findes flere almissekasser (- eller “jerntiggere”, som det hedder i folkemunde) end postkasser på gader og stræder i de iranske byer.
Almissen er en af de 5 søjler i islam. Man skal dele med dem, der har mindre end en selv, idet alle er lige i islam.
Langt det meste af almissen går direkte fra dem, der har, til dem, der ikke har. Det kan også ske via små lokale ngo’er. Det kan være kontanter – eller mad, tøj og husgeråd, som mange i Danmark ville smide ud, men som i Iran bliver givet videre i familiens netværk blandt de fattigere familier.
Nogle mener, man er forpligtet til at give 20% af sin indkomst. 20% eller ej, så er det indgroet i de fleste iranere, at man hjælper andre, der har mindre. Det er en del af at være en god muslim.
Bliver der så også lagt penge i “jerntiggerne”? Ja, men ingen ved hvor meget. Eller hvordan det bliver fordelt. Og der er en udbredt mistillid til, at disse penge nogensinde når ud til de fattige.
Derfor er der heller ingen der reagerer, hvis en fattig sjæl forsøger at lempe lidt penge ud af almissekassen.
Men har du haft et mareridt, kan du forhindre det i at ske fyldest, hvis du giver en almisse – og det kan ske hurtigt ved at lægge penge i almissekassen, som aldrig er langt væk.
Venlig hilsen
Gitte Vesterlund
4. november 2017