I dag – den 22. april – er det jordens dag. I 2009 vedtog FN resolution 63/278: International Mother Earth Day. I resolutionen hedder det blandt andet:
“FN’s generalforsamling … Erkender, at Jorden og dens økosystemer er vores hjem, og er overbevist om, at for at opnå en retfærdig balance mellem de økonomiske, sociale og miljømæssige behov for nuværende og kommende generationer, er det nødvendigt at fremme harmoni med naturen og jorden. …”
I dag, på jordens dag, samles verdens ledere i New York for at underskrive klimaaftalen fra december 2015 i Paris, et stort skridt fremad for jorden. Nu bliver udfordringen at omsætte det i handling.
De ved det godt, lederne fra hele verden, de ved at uret tikker og der skal handles nu! Alligevel ser vi dagligt at de handler mod jordens interesser i jagten på kortsigtede fordele, som fjerner os alle fra at nå målene.
Globale Seniorer vil angribe dette paradoks. Folkeligt engagement og bevidsthed om klodens sociale, klimatiske og økonomiske balancer er en forudsætning for at vi kan tvinge verdens ledere til at handle i overensstemmelse med de mål de har bundet sig til. Vi vil medvirke til at styrke denne bevidsthed. Ikke bare i dag på jordens dag, men hver gang der byder sig en lejlighed.