Globale Seniorer ønsker medlemmer, samarbejdsparter og besøgende på hjemmesiden godt nytår!
2015 har budt på både godt og skidt, men Globale Seniorers formand Per Bo har i sin nytårshilsen til medlemmerne valgt at fokusere på især de positive begivenheder: de nye verdensmål og klimaaftalen. Per Bo skriver blandt andet:
“Ud fra Globale Seniorers perspektiv var 2015 et år der åbner muligheder og tænder håb. Både vedtagelsen i FN af de nye verdensmål for en bæredygtig udvikling frem til 2030 og den afsluttende aftale fra COP 21 i Paris har givet os alle stærke argumenter og muligheder i kampen for en mere lige, rigere og renere verden. På det seneste er der også spinkle tegn på, at vi med FN’s indsats kan nå et lille skridt i Syrien mod en fredeligere verden.
Positive globale forventninger kan dog ikke bortviske indtrykket af et dårligt år for Europa. Overalt er humanisme og menneskerettigheder under pres og landene vender ryggen til fælles løsninger af de store udfordringer – ikke mindst fra den voksende flygtningestrøm.
Men lad mig fortsætte med det, der giver håb. De nye verdensmål skal nu implementeres og det sker med garanti ikke af sig selv. Jeg tror, vi som civilsamfundsorganisation har en meget vigtig rolle i at presse på og fastholde vores politikere og institutioner på målene. Netop det kan vi gøre til den røde tråd i vores aktiviteter i 2016.”
>>> Se hvad Globale Seniorer har lavet i 2015 – Året der gik
>>> Læs hele Per Bo’s nytårshilsen til medlemmerne